Tag klimaet med i hverdagen ikke i kirken

Dr.theol. Ole Jensen bor Thy, hvor han passer sin økologiske have og fra stuen har udsigt ned over Limfjorden. Tidligere på året udgav han bogen "På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn" på forlaget ANIS. -- Foto: Ole Mortensen/Tilsted Communication.

Dr.theol. Ole Jensen udgav tidligere på året en bog om klimaspørgsmålet med en opfordring til at passe bedre på kloden. Men han tøver med at spænde kirken for klimasagens vogn

Det er uhensigtsmæssigt at fremføre de ting, jeg gør i bogen, under en kristen fane.

Sådan siger teologen Ole Jensen, som tidligere på året udgav den meget anmelderroste bog På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn.

LÆS OGSÅ: Et vink med en vognstand

Til daglig bor Ole Jensen blandt storbønderne i Thy med udsigt over Limfjorden, men han er i København for at holde et par foredrag, som han ydmygt udlægger det. Og emnet er ikke nyt for Ole Jensen. Allerede i 1976 skrev han klassikeren I vækstens vold om klimabevidsthed, og bogen er blevet oversat til svensk, tysk, hollandsk og italiensk ikke dårligt for en selvudnævnt universitetsnørd.

Først kom skabelsen, så faldet
Nu 35 år senere er Ole Jensen altså stadig ikke stoppet med at råbe op om vores forhold til naturen. Men imens har han også nået mangt og meget i sit liv. Han har været professor i dogmatik i København, domprovst i Maribo, højskoleforstander i Hillerød og rektor for Præsternes Efteruddannelse.

Men vi starter i hans teologiske baggrund som skabelsesteolog.

LÆS OGSÅ: Hvad er skabelsesteologi?

Ole Jensen er elev af K.E. Løgstrup, der genoplivede skabelsesteologien igennem et usædvanligt vægtigt forfatterskab. Ole Jensen starter helt fundamentalt, når han skal forklare, hvad skabelsesteologi betyder for ham selv:

Hvad er et menneske? Kierkegaard med andre sagde, at det, der karakteriserer mennesket, er, at vi ved, at vi er til, og derfor lever vi hele tiden i angst, fordi dén viden betyder, at mennesket nødes til at bekymre sig. Jeg synes, at der er noget, der er væsentligere: Før angsten kommer en undren over det uselvfølgelige, at der findes noget, snarere end intet.

Han fortsætter:

Og det er så forunderligt, at vi kun kan undres over det og beundre den magt, der gør, at det er til, og vi er til. Hvad kommer først? Er det angsten eller glæden? Jeg mener, at ontologisk (mest fundamentalt, red.) kommer glæden før angsten, livet før døden, og vores fødthed før vores dødelighed. Dét er mit udgangspunkt, siger Ole Jensen og går videre med den bibelske udlægning af samme påstand:

Først kommer værensmiraklet. Gud sagde, at der skulle blive og der blev! Og da så Gud, at alt var godt. Det er det, vi har glemt. Men så kommer syndefaldet som et frontalt sammenstød. Adam og Eva bliver sat øst for Paradis, hvor smerten, egoismen, overlevelseskampen og døden hersker. Hvorfor kommer skabelse før fald i Det Gamle Testamente? Det hedder jo syndefaldet, og det er ingen overraskelse. Der må være noget at falde ned fra, og skabelse kommer før ødelæggelse. Bibelsk set er ondskab altid ødelæggelse, ondskab er altid reaktivt. Og på samme måde med skellet forundring og angst. Der er kun angst, fordi der er forundring.

Vores forhold til skaberværket
Ole Jensen fortsætter med at forklare, hvad disse tanker betyder for forståelsen af naturen og den skabte verden:

I skabelsen sætter Gud jo mennesket over resten af skabelsen. Det er det, der er blevet brugt til at skabe et vilkårligt ejerforhold til naturen. Det er en fantastisk ting ved kristendommen, at den ikke sætter lighedstegn mellem Gud og verden, verden er ikke guddommelig. Derfor er mennesket frigjort fra at frygte magter i naturen, som det for eksempel sker i de fleste naturreligioner. Men samtidig har mennesket sandelig til opgave at se det skabtes godhed og passe på verden.

Og det har vi ifølge Ole Jensen glemt:

Det, vi lever i og af, har vi ikke hånds- og halsret over: vi har fået bevidstheden til at bruge, ikke til at misbruge, og i vores kultur har vi glemt det. Den pragt, Gud så i sin skabelse, er vi sat til at agte, ikke krænke. Det er det, vi har fået øjne til. Dét er det væsentlige i min skabelsesteologi. Dostojevskij skriver et sted i Brødrene Karamazov, at det at være her på jord, sætter os i gæld i en taknemmelighedsgæld til Skaberen, og det er derfor også en grundkrænkelse af skaberen ikke at passe på skabelsen.

Nu står vi så over for en række konkrete klimaforandringer. Ifølge Ole Jensen lægger kristen teologi jo op til agt og respekt for naturen, men kan kirken så bidrage til konkrete løsninger på klimaproblemerne? Måske ikke, men det gør ikke så meget for Ole Jensen:

Jeg er meget varsom med at bruge kirken i etiske anliggender. Man skal passe på med at spænde kirken for nogen vogn. Hvorfor går jeg i kirke? Ikke for at høre meninger eller moralprædikener, men for at søge trøst og tak. Gudstjenesten skal give min undren og beundring udtryk og støtte mig, når livet bliver for byrdefuldt. Derfor er jeg meget forsigtig med at gøre kirken til meningsplads. Det er uhensigtsmæssigt at fremføre de ting, jeg gør i bogen, under en kristen fane. Selvfølgelig er mine holdninger i bogen påvirket af kristendommen, men det, jeg udlægger, er en universel oplevelse af undren og beundring. Jeg henvender mig til alle, ikke blot kristne.

Så kirken har absolut ingen rolle at spille i bekæmpelsen af klimaproblemerne?

Det er måske lovligt meget sagt. Men det kan let få den modsatte virkning af det, man tilstræbte, som det for eksempel skete i forbindelse med kirkerne, der lod deres klokker ringe til fordel for klimaet (under klimatopmødet i 2009 i København, red.). Andre steder i verden har kirken måske en rolle at spille, når ingen andre i samfundet tør sige sandheden. Men her i Danmark, hvor ordet er frit, foreligger denne nødvendighed ikke. Hertil kommer, at etisk-politiske holdninger hviler på skøn man kan argumentere etisk for sin politik, om den er socialistisk eller inspireret af Dansk Folkeparti. Her er vi alle på Herrens mark. Jeg synes, at de var politisk naive i Brorsons Kirke, da de husede irakerne. Kirken kan måske stille kritiske spørgsmål til det, der er besluttet. Men at have en kristelig politik er ikke muligt. Det godes politik er noget sludder, alle menneskelige skøn er usikre, og det skal Vorherre ikke tages til indtægt for.

LÆS OGSÅ:Klima og kirkeklokker

Kun værre med en adskillelse af kirke og stat
Hvor ville klimaspørgsmålet stå, hvis kirken blev skilt fra staten? De fleste, Ole Jensen inklusiv, er enige om, at hvis man skilte kirken fra staten, ville kirken ikke kunne undgå at tage stilling til politiske og etiske spørgsmål, for eksempel om klima. Af samme grund er Ole Jensen ikke glad for tanken om en adskillelse:

Jeg er meget konservativ med hensyn til stat-kirke-forholdet. I Sverige har de jo adskilt kirke og stat, og den har jo udviklet sig til en hellig, politisk korrekt kirke. Gudhjælpemig forsøgte ærkebiskoppen ved pression at tale kongen fra at følge sin datter op ad kirkegulvet til hendes bryllup, fordi man mener, at det er kvindeundertrykkende!

Men måske et politisk korrekt kirkeligt råd netop ville være enig med Ole Jensen om en grøn bevidsthed? Det medgiver han, men det ændrer ikke hans opfattelse:

Måske kunne et kirkeligt råd i Danmark mene det samme som mig om klimaspørgsmålet. Men så ville de måske være imod mig i spørgsmålet om homoseksuelle vielser, som jeg går ind for, og er det så min kirke? Jeg bor jo i Thy, og nogle af storbønderne dér mangler virkelig økologisk forståelse, og jeg er skingrende uenig med dem. Men jeg vil hellere kunne sidde på samme kirkebænk som dem om søndagen, end at vi skal komme i hver vores menighed, fordi vi er politisk uenige.

Det hindrer mig dog ikke i at klappe i hænderne, når eksempelvis Syddjurs Provstis menighedsråd er gået sammen om at rationalisere energiforbruget drastisk i alle deres bygninger det er både økonomisk fordelagtigt, medborgerligt ansvarligt og klima-etisk til et 12-tal. Men yderligere at begrunde det kirkeligt eller kristeligt er overflødigt og forvirrende.

Ole Jensen: På kant med klodens klima. Om behovet for et ændret natursyn. 2011 på forlaget ANIS.