Vi gav vores søn bort af kærlighed

Martin og Yuriko Herbst valgte i 1992 at give deres tredje barn til et andet par i Moon-bevægelsen. I dag betegner de bevægelsen som en sekt, men de fortryder ikke bortadoptionen

Det er Martin Herbst selv, som åbner, da jeg ankommer til villaen på Sydamager. Han skal fortælle mig om, hvordan hans engagement i Moon-bevægelsen førte til, at han og hans kone bortadopterede deres førstefødte søn Theodor. Et valg de traf, fordi de troede på Moons lære og ønskede at gøre verden til et bedre sted.

Lige over for villaen ligger Korsvejskirken, hvor han i dag er ansat som folkekirkepræst. Det har ellers ikke ligget i kortene at Herbst skulle blive ansat i folkekirken. Martin Herbst mødte som 18-årig Moon-bevægelsen i 1978, da en pige fra hans parallelklasse stoppede i gymnasiet for at flytte ind med Tongil-familien. Herbst besluttede sig for at redde hende og tog med til et foredrag.

Jeg tog ind for at finde hullerne i deres lære. Og jeg havde vel også en ide om, at hun måske kunne blive min kæreste. Jeg tog derind, fordi jeg havde selvtillid. Til foredraget hørte jeg om det første kapitel i De Guddommelige Principper, som er deres Bibel. Det var så logisk og rigtigt. Jeg begyndte at tro på Gud.

Læs også: Hvad er Moon-bevægelsen?

Efter lidt betænkningstid og flere foredrag flytter den unge femdobbelte Danmarksmester i billard ind hos Moon-bevægelsen. I løbet af de næste atten år kommer han til at arbejde de fleste timer af døgnet, samtidig med at han langsomt bevæger sig op ad rangstigen i bevægelsen. Han bliver gift med sin japanske kone Yuriko ved et massebryllup i Korea og han får fem børn, tre piger og to drenge, inden billedet af bevægelsen begynder at krakelere i 90erne.

Martin Herbst kalder bevægelsen en kloning mellem kristendom og asiatisk familieliv. Netop familielivet og massebryllupperne er meget vigtige i moon-bevægelsen, og en af de vigtigste forklaringer på hvorfor de gav deres tredje barn væk.

Massebryllupperne kan sammenlignes med jødedommens omskærelse eller kristendommens dåb. Brylluppet er døren ind til Guds rige, da parret her får del i Guds blodslinje og bliver syndfrie. Moon-bevægelsen mener, at syndfrie familier skal skabe himmerige på jorden.

Vores motiv var ikke kun at hjælpe dem med at få et barn. Vi ville hjælpe dem med at bygge himmerige på jorden.

Adoptionen
Sidst i firserne får Yuriko og Martin Herbst to døtre, og de følte sig vældigt velsignet af Gud. I 1991 er de hjemme på julebesøg hos hans familie i Danmark. I den forbindelse kommer de til at tænke på et andet dansk-japansk par i Moon-bevægelsen som ikke kunne få børn, og de beslutter sig for at tilbyde parret deres næste barn.

Inden graviditeten beder Yuriko og Martin Herbst helt specifikt om, at de må blive gravide med et barn til det andet par. Ganske kort tid efter bliver Yuriko gravid, og familien går ni dejlige men hårde måneder i møde.

Jeg gik og græd i ni måneder, fordi jeg skulle give ham væk.

Barnet skal fødes i Danmark, og bortadoptionen skal ske umiddelbart efter fødslen. Martin Herbst vil ikke holde barnet efter fødslen, fordi det skal gives væk. Adoptionen bliver også en lille smule sværere af, at barnet viser sig at være deres førstefødte søn. Drenge har en hel særlig betydning i bevægelsen, da den guddommelige blodslinje går igennem sønnerne.

Læs interview: Livets omvej - fra moonie til folkekirkepræst

Drengens navn bliver Theodor som betyder Guds gave. Kort efter fødslen rejser Martin Herbst tilbage til Prag, hvor han havde en fremtrædende plads i bevægelsen. Resten af familien flytter ind hos Theodors nye forældre, så drengen kan få modermælk til sutteflasken fra sin biologiske mor.

Nogle måneder senere tager Yuriko og døtrene også tilbage til Prag, og Yuriko og Martin Herbst forsøger igen at blive gravide.

Vi tænkte: Vi har gjort det her, så må Gud også velsigne os.

Præcis et år efter Theodors fødsel kommer familiens tredje datter til verden i Japan. Martin Herbst befinder sig i Prag og drømmer om det, inden han får det at vide. To år efter i 1995 får Yuriko og Martin Herbst endelig en søn mere.

Har du aldrig fortrudt, at I bortadopterede Theodor?

Vi gjorde det af hjertet, og så kan det godt være smertefuldt, men uden forventninger om at modtage. Vi modtog ved at give.

Det betyder ikke, at jeg ikke ønsker ham det bedste. Jeg ville ønske, at han bankede på vores dør.

Theodor og hans forældre er stadig medlemmer af Moon-bevægelsen, og de bor ligesom familien Herbst på Amager. Martin Herbst har også mødt Theodor på gaden, og de har udvekslet telefonnumre, men Theodor vil ikke komme på besøg uden sine forældre, og da Martin Herbst bliver betragtet som Moon-bevægelsens Judas er sandsynligheden for et møde ikke så stort.

Det ville være forkert af mig at opsøge ham. Det er op til Gud og ham selv.

Selvom Martin Herbst er folkekirkepræst i dag og ikke ville give et barn væk i dag, så har bortadoptionen af Theodor alligevel lært ham meget.

Jeg har lært, at vores børn er en gave fra Gud. De tilhører ikke mig.