Vi havde tillid til læger og præster

Pundik kalder den hjælp, danskerne gav jøderne dengang i 1943, en spontan menneskekærlig handling. Denne form for menneskekærlige handling har vi også set for nyligt overfor en gruppe muslimer i Danmark - nemlig i forbindelse med irakerne i Brorsons Kirke, siger han. Foto: Peter Kristensen - arkiv

For de udviste et særligt medmenneskeligt ansvar over for de danske jøder i 1943, siger Herbert Pundik og drager en parallel til hjælpen til irakerne i Brorsons Kirke

Herbert Pundik er selv jøde, og var bare en lille dreng i 1943, da nazisternes forfølgelser af jøderne nåede Danmark. Han fortæller, om hvordan de voksne forsøgte at skjule den, fare jøderne var i:

- Det er ikke meget, jeg husker fra 1943, jeg var kun 12 år gammel. Mine forældre holdt det hemmeligt for at skåne mig, men jeg kunne godt mærke, at når jeg kom ind i det såkaldte herreværelse, hvor der blev talt om den slags ting, så forstummede samtalen. Jeg var uvidende om faren, siger Pundik.

Det var svært at tro på
De danske jøder havde generelt svært ved at tro på den reelle fare nazisterne var for jøderne, forklarer Pundik:

- Der var ingen, der rigtigt kunne tro på den fare, nazisterne udgjorde for jøderne. Det var svært at tro på, at en udryddelse af jøder fandt sted, fordi der aldrig var set noget lignende før. Selvom nazisternes udryddelse af jøder allerede blev offentliggjort gennem nogle medier i midten af 1942, var det ikke før midten af 1943, vi rent faktisk begyndte at tro på det.

De danske jøder havde indtil den 29. oktober 1943 været beskyttet af den danske stat. Denne beskyttelse kunne lade sig gøre, fordi tyskerne havde interesse i ro i Danmark, fordi landet var en slags allieret. Men den 29. august overtog tyskerne magten, og beskyttelsen af de danske jøder ophørte og fra den dag begyndte frygten at brede sig blandt jøderne, siger Pundik.

Jøderne havde tillid til læger og præster
Efter tyskerne havde overtaget magten i Danmark den 29. august, begyndte de første jøder at flygte til Sverige, men først den 1. oktober, hvor nyheden om, at tyskerne ville deportere de danske jøder, slap ud, kom der for alvor gang i en effektiv organisering af jødernes flugt fra Danmark til Sverige. Det var især læger og præster, der spillede store roller, når jøderne skulle hjælpes, siger Pundik. Han forklarer, hvorfor det lige var læger og præster, der kom til at spille en helt central rolle:

- Det danske samfund i 1940'erne var et mere lukket samfund end i dag, der var mere standsforskel, man kom ikke hinanden så meget ved på tværs af stand. Så hvem havde man tillid til? Til læger og præster. Jeg tror også, at både lægerne og præsterne følte et særligt medmenneskeligt ansvar.

Jøderne kontaktede den nærmeste præst eller læge for hjælp til at flygte fra nazisterne til Sverige, siger Pundik, og giver et eksempel på kirkens hjælp til jøderne:

- Københavns biskop Hans Fuglsang Damgaard udsendte et bispebrev til alle landets præster om, at de skulle fordømme nazisternes forfølgelser af jøderne, siger Pundik og giver endnu et eksempel på kirkens hjælp til jøderne:

En kirke, der forsøgte at hjælpe jøderne, var Gilleleje Kirke, men desværre mislykkedes hjælpen. På Gilleleje Kirkes loft blev der gemt 80 jøder, inden de skulle sejles over til Sverige. Desværre blev jøderne opdaget på grund af en stikker, og de 80 jøder blev sendt i koncentrationslejr, siger Pundik.

Det jødiske trossamfund og kirken havde et godt forhold
En del af forklaringen på kirkernes store rolle findes i det gode forhold, der var mellem de to trossamfund i Danmark:

- Forholdet mellem det jødiske trossamfund og folkekirken i Danmark var både før og efter 1943 præget af gensidig forståelse, åbenhed og dialog. Der fandtes på denne tid megen kirkelig antisemitisme i andre europæiske lande, men ikke i Danmark.

- Det gode forhold mellem den danske folkekirke og det jødiske trossamfund skyldtes i høj grad rabbiner familien, faderen Markus Melchior og sønnen Bent Melchior. De formåede at afmystificere det jødiske, de var meget åbne og var begge født i Danmark, og kendte derfor det danske samfund og den danske kultur jeg tror godt man kan sige at, de cementerede det gode forhold til folkekirken, siger Pundik og fortsætter med at fortælle om at der dog skete store ændringer i forholdet til den katolske kirke:

Der var store forandringer efter krigen i forholdet til den katolske kirke. Jøderne havde været genstand for mange fordomme fra katolikkers side gennem tiden, men efter krigen oplevede jøderne en ny åbenhed fra den katolske kirke, siger Pundik.

Vi kender alle frygten for det fremmede
Pundik mener, at frygten for det fremmede er noget almenmenneskeligt. I hans bog Det kunne ikke ske i Danmark skriver han:

Hitlers absurde verden. Den havde rødder i noget vi alle kender, noget som nærmest er et naturligt vilkår, frygten for det der er anderledes, hadet til det anderledes aggressioner mod hvad der er anderledes. Heksejagt sigøjnerjagt jødejagt.

Pundik forklarer til religion.dk, at med Hitler handlede det om mere end frygt:

- Jeg tror, at alle lider under frygten for det fremmede. Men med Hitler var det mere end frygten for det fremmede. Hitler byggede et helt racistisk hadefuldt tankesystem han ville et Europa uden jøder. Indtil 1939 kunne jøderne selv rejse ud af Tyskland, men de som prøvede kunne ikke få lov til at indvandre i andre lande, og derfor kom Hitler på ideen om udryddelse af jøderne.

I dag frygtes muslimerne i Danmark
Pundik sammenligner den frygt, der fandtes dengang over for de fremmede jøder, med den frygt vi ser i dagens Danmark over for muslimer:

- Vi er for stamme-mindede, også i dag i Danmark. Vi tænker for meget på vores egen kultur og vores egne værdier. Vi tror, at fremmede er farlige for os i dag ser vi det over for muslimerne i Danmark. Vi reagerer ikke med fornuften og hovedet, men bliver bortført af vores følelser, vores frygt. Og vores frygt sammen med vores uforstand, altså at vi intet ved om muslimernes kultur, er en gift.

Pundik kalder den hjælp, danskerne gav jøderne dengang i 1943, en spontan menneskekærlig handling. Denne form for menneskekærlige handling har vi også set for nyligt overfor en gruppe muslimer i Danmark - nemlig i forbindelse med irakerne i Brorsons Kirke, dog i et langt mindre omfang:

- Den grundtanke, der var i hjælpen til jøderne, er den samme grundtanke vi også så i hjælpen af irakerne i Brorsons Kirke at stå næsten bi, en menneskekærlig handling.

- Derudover er de to historier meget forskellige. Vi var ikke indvandrere i Danmark. Vi var en integreret del af den danske befolkning, vi var meddanskere og derfor reagerede tusindvis af danskere ved at at hjælpe os, hvorimod vi i forbindelse med irakerne i Brorsons Kirke kun så måske hundrede mennesker, der hjalp, siger Pundik.