Halal-cola

Faktisk startede en bevidst stillingtagen til de produkter, som forbrugerne drikker, i Danmark ved Søbogårds lancering af en økologisk cola tilbage i slutningen af 1990erne med navnet Øcola. Denne drik kan du læse mere om på Søbogårds hjemmeside. Det var her ikke religionen, der var i højsædet, men forbrugernes tiltagende ønske om sunde og nærende produkter, også når det gjaldt cola.

Anderledes bevidste synes producenterne af Mecca-Cola at være, der på deres hjemmeside lader os vide, at de tider "hvor man drak dumt" er ovre, og at man ved køb af en Mecca-Cola ikke blot støtter den islamiske bevidsthed men også donerer hele 10% af købsprisen til de palæstinensiske flygtningeområder. Du kan læse mere om Mecca-Cola på www.mecca-cola.com

Seneste skud på stammen af islamiske colaprodukter er Muslim-up, der faktisk kan fås i nogle af landets indvandrerkiosker. Dette produkt udmærker sig ved, at den islamiske bevidsthed ikke stopper ved colaen - producenten har sørget for at fremstille Muslim-up sodavand i smagsnuancerne citron, lime og appelsin. Målet med Muslim-up er på linie med Mecca-Colaen og ZamZam Colaen ad økonomisk vej at udradere de uligheder, producenten mener, den moderne muslim er udsat for. Du kan læse mere om Muslim-up på www.muslim-up.com

ZamZam Colaen har sit navn efter den hellige kilde i Saudi-Arabien, som enhver pilgrimssøgende muslim aflægger et besøg på sin færd. ZamZam Colaen var den første af de muslimske colaer og har ifølge direktøren fra det Bahrain-baserede firma allerede opnået betragtelige markedsandele i dele af den muslimske verden herunder Saudi-Arabien. Du kan læse mere om ZamZam Colaen ved at klikke her: www.zamzam-cola.com
Planerne for en decideret dansk produceret islamisk cola blev onsdag den 3. juni 2003 lagt på køl, da direktøren for Ribe bryggeriet Frem måtte meddele den herboende palæstinenser Ahmad Hassans, at man trods et tidligere tilsagn alligevel ikke ville producere hans Al-Aqsa Cola.

Den helt officielle baggrund skulle ifølge Jydske Vestkysten være, at man fra bryggeriets side skulle være bange for at blive koblet sammen med det politiske budskab, som ligger bag den islamiske cola.

Ophavssmanden til den danske Al-Aqsa Cola nægter dog ethvert kendskab til endsige støtte til fordel for islamiske terrorister af samme navn som hans cola og bedyrer overfor avisen, at 10% af overskuddet vil gå til humanitære formål herunder Dansk Røde Kors. Ikke uligt fordelingsnøglen for Mecca-Colaen, hvor samme procentdel tilgår palæstinensiske flygtningelejre.

--------------------

Konkurrencen kan du deltage i på konkurrencesiden