Indføring

Allah og gudsopfattelsen i islam

Det fortælles i islam, at profeten Muhammed under et ophold i den hellige måned Ramadan opholdt sig ved Hirabjerget udenfor Mekka sammen med sin familie. Han blev om natten revet ud af sin søvn og følte sig med ét omsluttet af et guddommeligt nærvær. Pilgrimme har siden hvert år valfartet til bjerget. Foto: Mohamed El-Dakhakhny

Islam er en strengt monoteistisk religion, hvilket betyder, at der kun er én Gud, og denne Gud er, ifølge muslimerne, Allah. Allah er skaberen, der står bag denne verden. Islams gudsforståelse finder mange kristne paralleller, men også nogle forskelle

I løbet af cirka 20 år lykkedes det Profeten Muhammed at skabe islam - en religion, der nåede ud over den arabiske halvø og langt op i det mellemøstlige område. Det er en religion, hvori underkastelsen under den ene gud, Allah, er forenet med en politisk dynamik. I samme tidsrum lykkedes det Profeten Muhammed at smelte de arabiske stammer sammen til det nye, islamiske samfund, umma.

Profeten Muhammed danner forbillede for alle muslimer. En vigtig beskrivelse af hans forhold findes i fortællingen om Profeten Muhammeds første åbenbaring.

Profeten Muhammeds møde med Allah

Omkring år 610 fik Profeten Muhammed, en arabisk købmand fra den blomstrende by Mekka, en oplevelse, der stærkt kan minde om de religiøse oplevelser, som dem profeterne i Det Gamle Testamente fik. Han oplevede den gud, som også er jødernes og de kristnes gud - og som vel at mærke er arabernes gamle højgud.

På den tid var de arabiske byer - og ikke mindst Mekka - inde i en rivende økonomisk udvikling takket være handlen med de store byer i det østromerske eller byzantinske rige. Mekka fik varer fra Indien af søvejen og bragte disse varer videre til Damaskus, hvorfra de blev solgt til købmænd fra Konstantinopel og andre store byer.

Den voksende velstand i Mekka betød, at mange mennesker, for eksempel også Profeten Muhammeds egen stamme Quraish, var ved at gøre penge til en ny religion. Den gamle solidaritet indenfor stammen var ved at gå i stykker, og selvtilstrækkeligheden var ved at føre til stammens opløsning. Man levede i "uvidenhedens tid" (jahiliyya), som muslimerne kalder tiden før islam, en tid præget af utilfredshed og åndelig rastløshed.

Muhammed selv var præget af en religiøs søgen. Det fortælles, at han under et ophold i den hellige måned Ramadan opholdt sig ved Hirabjerget udenfor Mekka sammen med sin familie. Han blev om natten revet ud af sin søvn og følte sig med ét omsluttet af et guddommeligt nærvær.

Denne oplevelse forklarer han senere i typisk arabiske vendinger. Han forklarer, at der stod en engel foran ham, og gav ham en direkte befaling: "Læs!". Men Muhammed veg udenom, ligesom det fortælles om de gammeltestamentlige profeter. For Muhammed var jo ikke en af de arabiske sandsigere eller kahiner.

Men, fortæller Muhammed, englen omsluttede ham, så han føler at luften blev presset ud af ham. Og netop som Muhammed var ved at tabe vejret, slap englen ham og gentog ordren til ham: "Læs!". Muhammed vægrede sig stadig. Og efter en tredje, forfærdelig omfavnelse, oplevede Muhammed, at ordene nu begynde at strømme ud af hans mund:

"Fremsig i din Herres navn, som skabte, som skabte mennesket af en blodklump; fremsig, og din Herre er den ædelmodigste, som belærte ved pennen, lærte mennesket om hvad det ej vidste" (sura 96,2-5).

Men Muhammed er nu slået af forfærdelse over, at han måske selv er en såkaldt kahin, en sandsiger eller orakelmand, der fremsiger orakler om, hvor bortløbne kameler er at finde. For en sådan orakelmand anså man for at være besat af ørkenens dæmoner, djinnerne. Han vil styrte sig ud fra Hirabjergets top, men ser i det samme et væsen, som han identificerer som ærkeenglen Gabriel.

Profeten Muhammed havde altså fået en afgørende oplevelse af Allah som den helt anderledes. Og nu åbenbaredes Koranen stykke for stykke for Profeten Muhammed, vers for vers, linie for linie over en periode på 22 år.

Islam: "Der er kun én Gud, og det er Allah"

Underkastelse under Allah blev hovedsagen i Muhammeds nye religion. Allah er skaberen, der står bag og over denne verden. Han har sin trone oven over de syv himle. Det var her, han satte sig efter skabelsens seks dage. Som en orientalsk fyrste sidder han på sin trone omgivet af skaren af engle. Han har igen ligemand. Det er i islam en meningsløshed at tale om flere guder, ligesom det i et samfund er en meningsløshed at have to regerende fyrster.

Islam er altså en strengt monoteistisk religion, som det fremgår af sura 112 og sura 2 (tronverset) i Koranen:

"Sig: Han er Gud, den ene, Gud den evige, han har ikke avlet, og han er ikke født, og ikke én er ham jævnbyrdig".

"Gud - der er ingen gud uden ham, den levende, den bestandige. Hverken slummer eller søvn kan gribe ham. Alt, hvad der findes i himlene og på jorden tilhører ham. Hvem kan vel gå i forbøn hos ham, undtagen med hans samtykke? Han ved, hvad der er foran dem, og hvad der er bag ved dem, og de begriber ikke noget af hans viden, undtagen hvad han vil. Hans trone rummer himlene og jorden, og det volder ham ikke besvær at bevare dem, Han er den ophøjede, den vældige."

Denne opfattelse af Allah er tydeligt nok rettet polemisk mod kristendommen, som Profeten Muhammed opfatter som en polyteistisk religion, fordi Gud ifølge kristendommen også tilbeder Guds søn, Jesus Kristus og Helligånden.

Allah betegnes i Koranen som verdenernes herre. Han har skabt både denne synlige verden og den usynlige himmel. Alle jordens arter af liv er hans værk. Mennesket er det største, han har skabt. Ligesom i Bibelen taler Koranen om, at Allah har formet mennesket som pottemageren former leret. Fra undfangelsen i moders liv skaber Allah det enkelte menneske. Og som han er alt livs skaber, er han også den, der afslutter livet. Han stopper på et tidspunkt verdens historie og holder dom. Sådan har han det enkelte menneskes evige skæbne i sin hånd.

Allah er således også hævet op over alle hensyn og skylder ikke nogen noget. Men han har vel at mærke skabt verden, så den er fornuftig og bekvem for mennesket. Det er en ordnet verden, hvor dag er adskilt fra nat og regnen kan vande jorden og give den frugtbarhed og afgrøder. Allah er derfor også den nådige og barmhjertige. Som fyrste over denne verden er han mild og vil gøre tilværelsen let for mennesket.

Men omvendt tåler Allah ingen ved sin side. Derfor kan han heller ikke tilgive, hvis mennesket dyrker andre guder og derved anfægter hans værdighed som enehersker.

Allah holder fast ved sit ord - som regel. For hvis det falder ham ind at bryde, hvad han har sagt, så står det ham frit for. Derfor kan han også ændre, hvad han én gang har sagt til profeten Muhammed. En åbenbaring kan altså ophæves og erstattes af en ny.

Allahs navn

Allah er arabisk og betyder guden. Der er ingen særlige regler knyttet til udtalelsen af hans navn, men det er meget normalt, at muslimer omtaler ham med et af de 99 tilnavne, der er nævnt i Koranen: Allah, den barmhjertige; Allah, den nådige; Allah, den store, og mange andre. Udtalen af Profeten Muhammeds navn skal derimod altid følges af tilføjelsen: "Æret være hans minde".

Jødedommens, kristendommens og islams gud

Islams profet, Muhammed, var drevet af en stærk lede ved samtidens dyrkelse af de mange guder. Overfor den arabiske polyteisme stillede han kravet om underkastelse under den ene Gud, Allah. Både jødedom og kristendom var kendt på den arabiske halvø i århundrederne før Muhammeds virke. Mange arabiske handelsfolk havde stiftet bekendtskab med jøder og kristne, og også Muhammed havde på sine karavanerejser blandt andet til Damaskus været i kontakt med den jødiske og den kristne monoteisme.

I Koranens ældste dele er det også tydeligt, at Muhammed forstår Allah som identisk med den gud, der i tidligere tider havde åbenbaret sig i jødedommen og kristendommen. Rækken af profeter i Det gamle Testamente, samt Jesus selv blev af Muhammed opfattet som personer, som Allah gennem tiderne havde henvendt sig til. Men desværre havde såvel jøder som kristne forvansket åbenbaringen. Jøderne holdt sig til deres rabbinere (lærere), mens de kristne gjorde Jesus til Gud.

På den ene side har Allah vist sin barmhjertighed ved at vise mennesker vejen til sandheden gennem profeterne. På den anden side er den endelige sandhed åbenbaret nu i den Koran, som Muhammed har fået åbenbaret af Allah.

Fælles for de tre semitiske, monoteistiske religioner er dog opfattelsen af Allah eller Gud som en personlig gud og ikke en upersonlig kraft. Det betyder ikke nødvendigvis at gudsopfattelsen er en opfattelse af "en gammel mand med hvidt skæg, der sidder på en sky". Men det betyder, at den semitiske Allah eller Gud omtales som "han" og omtaler sig selv som "jeg", altså de personlige stedord. Relationen til Allah eller Gud kan altså forstås som en personlig relation, hvilket er med til at understrege en nærhed mellem mennesker og det guddommelige.

Forskelle mellem islams og kristendommens gudsopfattelse

Islam: Gud åbenbarer ikke sig selv, men sin vilje
Kristendom: Gud åbenbarer sig selv i Jesus Kristus

Islam: Muslimen kender ikke Gud, men ved om ham
Kristendom: Jesus er udtryk for Gud selv, Jesus er Guds søn

Islam: Gud er ikke i verden, men over historien
Kristendom: Gud går ind i historien og er i det menneskelige liv (Helligånd)

Islam: Koranen er til alle tider gyldig - ingen kildekritik
Kristendom: Bibelen er for mange kristne blot en fortolkning af åbenbaringen