Serie: Muslimske stemmer

Halime Oguz: Jeg er muslim – men mange muslimers opførsel gør det svært at sige højt

”For mig handler islam meget om at give, hjælpe og løfte i flok, og det er sådan, jeg praktiserer islam. Det er nok også derfor, jeg er socialist,” siger Halime Oguz, der er debattør og folketingskandidat for SF. Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix

Debattør og politiker Halime Oguz (SF) har levet en stor del af sit liv i et muslimsk parallelsamfund, hvor social og religiøs kontrol var hverdag. I dag har hun taget et opgør med undertrykkelsen, men har alligevel valgt at holde fast i islam

På et landkort er afstanden mellem Vollsmose og Mellemøsten stor.

Men når Halime Oguz i dag husker tilbage på barndommen i Odense-bydelen i slutningen af 1970'erne, virkede mentaliteten påfaldende ens.

”Konservative muslimske holdninger, hvor man modsatte sig Vesten og vestlige værdier, var meget udbredte,” siger hun.

Den 48-årige folketingskandidat for SF og faste skribent for Berlingske holder små pauser, når hun i dag skal gengive barndommen og ungdomsårene. Ikke fordi det kniber med hukommelsen, men for at trække en stor portion luft ned i lungerne, inden hun indleder den næste svada om den kultur og religion, som formede hendes liv fra en helt tidlig alder.

Omtrent samtidig med at kurdiske familien Oguz var flyttet ind i en lejlighed i Vollsmose, var den islamiske revolution brudt ud i Iran i 1979 og havde forvandlet landet til en teokratisk republik. Den religiøse vækkelse i det indtil da vestligt sindede monarki spredte sig – ikke kun til andre dele af Mellemøsten, men også helt ind i stuerne i Danmarks udsatte boligområder.

Halime Oguz, der var knap 10 år på det tidspunkt, husker særligt en gruppe af selvbestaltede kvindelige forkyndere, som pludselig begyndte at indkalde til religiøse møder. Her samledes Vollsmoses kvinder med deres børn for at lytte til mellemøstlige imamers brandtaler mod Vesten, der var indtalt på kassettebånd og sendt til Danmark. I begyndelsen deltog moderens veninder i møderne. Senere tilsluttede moderen sig med datteren, Halime.

”Talerne var meget truende, og jeg blev meget bange. Tænk at skulle høre om helvedes ild, og hvordan man som kvinde ville blive straffet, hvis man ikke makkede ret, værnede om sin mand og altid stod til rådighed – også om natten.”

Men der var også en tid, før islam var en vigtig faktor i Halime Oguz' og hendes forældres liv.

Halime Oguz kom til Danmark som seks-årig fra den kurdiske landsby Tavsancali. Først kom faderen til som gæstearbejder, og nogle år senere fulgte Halime sammen med sin mor og tre brødre. Bortset fra fejringen af den muslimske højtid eid og sporadisk deltagelse i fredagsbønnen, spillede islam en ubetydelig rolle i faderens liv. Moderen bar tørklæde, men man kunne se det meste af hendes hår. Det ændrede sig dog gradvist, i takt med at moderen i stigende grad deltog i de omtalte møder.

”Min mor begyndte at gå med lange kjoler og tørklæder, hvor man ikke længere kunne se hendes hår. Hun ændrede sig virkelig markant. Min far gik aldrig hen og blev den rabiate type, men han begyndte at bede sine bønner fem gange dagligt og tage i moské,” siger Halime Oguz:

”Der blev pludselig talt meget om religion i hjemmet. Vi blev udspurgt, om vi nu havde husket at bede vores bønner, og mine brødre blev sendt på koranskole i weekenderne. I skolen skulle man også – særligt som pige – passe på med, hvad man gjorde og sagde, for rygterne spredte sig hurtigt. Vores frihed blev mere og mere indskrænket. Det var et enormt pres.”

En brudt forlovelse og et nyt ægteskab på få måneder
Allerede som 15-årig blev Halime Oguz forlovet. Det var med en fyr ”hjemme fra landsbyen”, som på det tidspunkt boede i Schweiz. Forlovelsen var arrangeret af forældrene, men der var ikke tale om tvang.

”Jeg misundte mine danske veninder, som jo var begyndt at have kærester, og forlovelsen gav mig mulighed for også at have det. Det var legitimt og derfor ikke noget, jeg blev straffet for.”

Det var et langdistanceforhold, som udelukkende blev holdt i live af de breve og billeder, der blev udvekslet imellem dem. Trods store protester fra familien insisterede Halime Oguz efter knap to år på at ophæve forlovelsen.

”Det var mit første oprør, og det kom til at koste mine forældre rigtig dyrt i anseelse, for det var fuldstændig uacceptabelt, at en pige kunne forlade sin forlovede. Borgmesteren fra landsbyen ringede endda til min far og krævede, at forlovelsen skulle opretholdes,” siger hun.

Halime Oguz’ mor havde dog altid over for datteren betonet vigtigheden af, at man elsker den mand, man skal leve resten af livet sammen med. Og da Halime ikke elskede sin forlovede, blev det hendes vej ud af forholdet.

Der skulle nu ikke gå mere end to måneder, før Halime Oguz igen havnede i et ny forhold. Et forhold, som skulle vise sig at blive både værre og vare markant længere end det første.

Hun var kun 17 år, da hun første gang mødte fyren, da hun var på besøg hos sin mors veninde. Han var veltalende, nobel og talte både flydende dansk og tyrkisk. Synet af Halime havde gjort ham så forelsket, at han allerede nogle dage efter bad om Halimes forældres velsignelse til at gifte sig med deres datter.

Få uger efter sørgede familierne for, at Halime og fyren fik mulighed for at være i enerum, så de kunne se hinanden an inden et potentielt forestående ægteskab.

”Pludselig spørger han mig, om han må holde min hånd,” siger Halime Oguz.

Hun holder flere sekunders pause.

”Det skulle jeg aldrig have sagt ja til.”

For da Halime senere fortalte sin mor, at hun ikke ønskede en fremtid med ham, lød svaret: ”Det er du nødt til, for du har jo holdt hans hånd”.

Den brudte forlovelse få måneder forinden havde allerede kostet forældrene dyrt i anseelse, så Halime følte, at hun var nødt til at bide i det sure æble.

Eftersmagen viste sig både at være lang og grim.

Ægteskabet var en stor omvæltning for kun 17-årige Halime. Hun var ikke længere en ung pige, men først og fremmest en mands kone. Der var pludselig regler, der skulle følges. Et æreskodeks, der skulle opretholdes. Et hjem og senere også en datter, der skulle passes.

Hvis ikke rollen som husmor blev udfyldt, blev enten Koranens anvisninger eller den påståede forpligtelse over for kulturen ofte trukket frem af ægtemanden.

Islam fyldte meget i hverdagen i denne periode af Halimes liv, men på trods af det følte hun ikke, at hendes personlige tro ligefrem blomstrede.

”Jeg var ikke særlig religiøs. Jeg bad ikke, og jeg var heller ikke god til at overholde fasten, selvom jeg forsøgte enkelte gange. Islam fremkaldte mest min væmmelse på det tidspunkt, fordi den oftest blev brugt til at slå folk oven i hovedet.”

Den ene dag tog den anden. Inden Halime havde set sig om, var der gået 10 år.

”Jeg blev bare mere og mere ulykkelig. Så ulykkelig, at jeg begyndte at blive syg og kom ud i en eksistentiel krise. Jeg kunne bare mærke, at jeg længstes efter noget åndeligt. Det hele var defineret ud fra noget givent. Mandens rolle var defineret på forhånd, kvindens rolle var defineret på forhånd.”

”Det er ikke så mærkeligt, at der findes islamofober”

Familiens – og ikke mindst forældrenes – magt i muslimske kredse havde indtil nu kun givet anledning til problemer for Halime. Men da hun mod sin mands vilje som 28-årig ønskede at uddanne sig, blev forældrenes støtte fundamental.

”Det er måske det eneste tilfælde, hvor det er godt, at forældrene i det her miljø stadig har så meget at sige,” siger hun.

Hun færdiggjorde i første omgang 10. klasse og tog en hf-eksamen, inden hun lod sig indskrive på Syddansk Universitet i Odense for at læse litteraturvidenskab.

Her var det tilladt at fejle, skifte standpunkt og udvikle sig. Selvom det rokkede ved hendes verdensbillede, var hun endnu ikke i besiddelse af modet til at tage det endelige opgør med baglandet.

”Det ville være alt for problematisk, alt for tungt og alt for ensomt at tage et opgør med både min mand og hele miljøet. Jeg var så ødelagt og knækket i forvejen.”

I perioden, hvor hun læste på universitetet, var hendes psykiske helbred så dårligt, at hendes læge henviste hende til en psykiater. Konsekvenserne ved et brud med ægtemanden virkede så uoverkommelige for Halime, at hun mest af alt håbede på at få en diagnose, så hun kunne blive medicineret.

”Jeg fik at vide, at jeg ikke fejlede noget, men at jeg blot havde nogle følelser i klemme. At jeg stod med ét ben i Vollsmose og ét ben på universitetet, og at jeg skulle træffe et valg.”

I takt med at Halime voksede væk fra det tankesæt, der var dominerende i kulturen, voksede hun også væk fra sin mand. Til sidst i forholdet hverken talte de eller sov sammen, og han endte med at flytte ud af lejligheden. Det endelige brud var ”meget tragisk”, fortæller Halime Oguz, men hun ønsker ikke at uddybe det, da hun mener, at det kræver for mange kræfter at komme ind på.

Når man tænker på den religiøse og sociale kontrol, som Halime Oguz har været udsat for gennem alle disse år, skulle man tro, at islam i dag er i "bad standing" hos hende. Men sådan forholder det sig ikke.

”Hvad har det her haft med islam at gøre? Det er ikke islam, der har fortalt dem, at de skal gøre andre mennesker ondt. Det kan godt være, at der er islamiske elementer i det, men det er primært kulturen, jeg forkaster, og det er kulturen, jeg har taget et opgør med.”

I dag betragter hun stadig sig selv som muslim, og hun tror på både Gud, profeten og et liv efter døden. Men hun er ikke praktiserende.

”Jeg hverken faster, beder eller går i moské, men jeg går op i at være et retfærdigt og næstekærligt menneske. Det er meget centralt i Koranen, at du ikke må sove, hvis din nabo er sulten. For mig handler islam meget om at give, hjælpe og løfte i flok, og det er sådan, jeg praktiserer islam. Det er nok også derfor, jeg er socialist.”

Det er ikke kun, når andre er i nød, at hun har islam i baghovedet. Når hun selv havner i svære situationer, tyer hun også til sin religion.

”Min tro er noget, der giver mig håb og en følelse af tryghed. At jeg ikke er overladt til mig selv, men at der er noget, der er større, som griber mig, hvis jeg falder.”

Halime Oguz skammer sig ikke over at være muslim, men hun erkender, at det ikke altid er let at tilhøre en religiøs minoritet, som alle har en holdning til.

”Mange muslimer udlever deres tro på en meget ucharmerende og usympatisk måde. Det gør det svært at sige, at man er muslim uden også at skulle sætte ord på, hvordan man er muslim, og hvor meget afstand man tager fra terror, kvindeundertrykkelse og kriminalitet. Det er ikke så mærkeligt, at der findes islamofober i Danmark med alt det, der bliver begået i islams navn,” siger hun:

”Men jeg har også et kæmpe problem med den yderste højrefløj, der har en tendens til at forbinde alle elendigheder til islam. Det, synes jeg, også er forkasteligt, men det må først og fremmest være muslimernes eget ansvar at præsentere deres religion bedre, end de har gjort indtil nu."

Halime Oguz mener, at mange nydanskere glemmer at værdsætte, at Danmark – og Vesten i det hele taget – er et af de bedste steder, man kan bosætte sig som muslim, også selvom det ifølge hende er blevet sværere at være muslim i landet i løbet af de mere end 40 år, hun har boet her.

”Jeg vil nok sige, at det var nemmere at være muslim, da jeg var yngre, for hadet til muslimer, som der eksisterer nu, var ikke rigtigt tilstede på det tidspunkt. I begyndelsen var danskerne meget rummelige, men interessen og nysgerrigheden er blevet erstattet af intolerance. Men jeg forstår godt danskernes skepsis, for muslimerne har gjort alt i deres magt for at præsentere islam som en brutal religion,” siger Halime Oguz.

Hun ved bedre end de fleste, hvad hun taler om.

48-årige Halime Oguz' oplevelser med religiøs og social kontrol har betydet, at hun i dag ikke kan udstå, når andre vil pådutte hende bestemte måder at praktisere islam på. Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix

Borgmesteren fra landsbyen ringede endda til min far og krævede, at forlovelsen skulle opretholdes

Halime Oguz, folketingskandidat (SF)

Islam fremkaldte mest min væmmelse på det tidspunkt, fordi den oftest blev brugt til at slå folk oven i hovedet

Halime Oguz, folketingskandidat (SF)

Det er mig, der bestemmer, hvordan og hvorledes religionen skal være en del af mit liv. Det får ingen lov til igen. Aldrig

Halime Oguz, folketingskandidat (SF)

Mange muslimer udlever deres tro på en meget ucharmerende og usympatisk måde

Halime Oguz, folketingskandidat (SF)