Hvorfor strides sunni- og shia-muslimer? Få den historiske baggrund her

De to hovedretninger inden for islam, sunni- og shia-islam, har en lang historie med stridigheder, som går tilbage til årene lige efter profeten Muhammeds død. Konflikten begyndte med en diskussion om, hvem der var den rette efterfølger efter Muhammed

Tirsdag den 2. marts 2004 var over en million mennesker samlet i den irakiske by Kerbala, som er den helligste by for shiitiske muslimer. De mindedes mordet på Husein, profeten Muhammeds barnebarn. Ashura, som dagen hedder, er en helligdag for shia-muslimer (det samme som shiiter). I 2004 blev den imidlertid mindeværdig af en ganske anden grund. I et blodbad dræbte selvmodsterrorister 140 af de deltagende og sårede langt flere.

I årtier havde shia-muslimerne ikke mulighed for at fejre denne dag på grund af et forbud fra Iraks daværende leder, Saddam Hussein. Saddams styre af Irak hvilede nemlig på islams andet store parti, sunnierne.

Baggrunden for striden mellem shiiter og sunniter (sunni-muslimer), som er islams to hovedretninger, går helt tilbage til profeten Muhammed.

Læs også: Tema om islam

Muhammeds død
I sommeren 632 døde profeten Muhammed. Ved hans død var den vestlige del af Den arabiske Halvø kommet under den nye religions, islams kontrol. Hertil kom, at en række stammer i det nuværende Yemen, Oman og på Bahrain havde knyttet sig til Muhammed. Kort før sin død gennemførte Muhammed, der var bosat i Medina, den såkaldte "farvelpilgrimsfærd" til Mekka. Efter at han var vendt tilbage til Medina blev han syg og døde. Problemet i den islamiske verden har siden været, om Muhammed umiddelbart inden sin død havde udvalgt den, der skulle lede islam efter ham, det vil sige være hans stedfortræder (kalif). Meget hurtigt opstod der den shia-muslimske og den sunni-muslimske tolkning.

Alt tyder på, at Muhammed ikke nåede at udnævne sin efterfølger. Den Shia-muslimske tradition hævder, at Muhammed klart og utvetydigt gjorde gældende, at hans efterfølger skulle være Ali, der var søn af Abu Talib, som havde taget sig af den forældreløse Muhammed som barn. Det blev imidlertid Abu Bakr, der blev muslimernes første kalif.

Modsætningen mellem sunni-islam og shia-islam

Den shia-muslimske tradition fortæller, at Muhammed gjorde holdt undervejs mellem Mekka og Medina. Han havde netop modtaget en åbenbaring om udnævnelsen af "de troendes hersker" Ali. Det blev imidlertid Muhammeds nære medarbejder, Omar, der blev kalif efter Muhammeds død. Den shia-muslimske tradition siger, at selv Omar anerkendte, at Muhammed kort før sin død udnævnte fætteren Ali som kalif.

En muslimsk forfatter fra 900-tallets slutning skriver om begivenheden:

"Han (Muhammed) befalede derefter Ali, fred være med ham, at tage plads i sit telt modsat ham og befalede muslimerne gruppevis at træde ind for at lykønske ham (Ali) med hans udnævnelse og anerkende ham som de troendes fyrste. Det gjorde alle. Dernæst befalede han sine egne hustruer og de øvrige troendes hustruer, der var med, at gå ind til ham for anerkende som de troendes fyrste. Det gjorde alle.

Blandt dem, der var overstrømmende i deres lykønskning, var Omar ibn-al-Khattab. Han gav åbent til kende, at han var glad og sagde: "Bravo, bravo Ali. Du er min herre og alle troende mænds og kvinders herre""

(Fra: Retledningens Bog af al-Mufid)

Derimod hævder sunni-muslimerne, at ovenstående episode aldrig har fundet sted. De påstår i stedet, at Omar umiddelbart efter Muhammeds død blev udnævnt til kalif i Medina af den gruppe, som havde været med omkring profeten allerede i Mekka.

Delingen af islam i de to retninger, sunni-islam og shia-islam, udspringer altså af en uenighed om, hvem der kunne betragtes som retmæssig leder efter Muhammed. Sunni-muslimerne påstår, at den rigtige leder var den, der modtog det muslimske samfunds hyldest og troskabsed, og som til gengæld lovede at lede islam ifølge Koranen og de retningslinier (= sunna), som profeten Muhammed havde fastlagt for den nye religion. Det er altså profetenssunna (hvad profeten rent faktisk gjorde i sit liv), som forsat skal praktiseres af kalifferne. Heroverfor hævder shia-muslimerne, at Muhammed på Allahs befaling har udpeget Ali til sin efterfølger.

Snart udviklede den opfattelse sig, at efterkommere af Ali og Fatima har arvet en særlig indsigt i og en særligevne tilat læse Koranen. Og at netop Koranens dybder, der ligger gemt bag bogstaverne, kun kunne komme frem ved denne indsigtsfulde tolkning.

Betegnelsen shia kommer fra det arabiskeshiat Ali= Alis parti. Da Husein, der var søn af Ali og profetens yndlingsdatter, Fatima, blev myrdet ved Kerbala i Irak efter ordre fra den sunni-muslimske kalif, blev den totale splittelse mellem de to dele af islam en realitet.

Kalifferne og delingen af islam i sunniter og shiiter - Drabet på Husein

Den gruppe, der støttede Ali og hans efterkommereog deres krav på kalifværdigheden, havde efter Alis død opfordret Husein til at komme til byen Kufa i Irak for dér at blive hyldet som den nye kalif.

Det var planen, at Husein skulle stille sig i spidsen for et oprør mod den fyrstefamilie fra Damaskus, som havde kalifembedet. Shia-muslimerne kunne ikke være med til, at en syrisk fyrstefamilie (umajjaderne) var førende i den muslimske verden. De mente i øvrigt, at de tre første kaliffer (Abu Bakr, Omar og Uthman, se ovenfor) blot havde tiltaget sig magten ved held og svindel. Det var Ali, som var den sande imam, hvilket blev den shia-muslimske betegnelse for den retmæssige leder.

Den sunni-muslimske kalif Yazid førte nu sine tropper til Irak og indesluttede Husein i byen Kerbala. Yazid forlangte ham udleveret, men Husein nægtede, idet han henviste til, at han var urørlig som barnebarn af profeten.

Ved et efterfølgende slag bliver Husein dræbt og hans hoved bragt til Yazid. Ved synet skal en gammel araber havde råbt: "Rør ikke ved dette hoved, I krigere. Ved Allah! Jeg har set disse læber blive kysset af Muhammeds velsignede mund."

På årsdagen for mordet på Husein opføres i Kerbala et slags skuespil, et passionsspil, hvor men genoplever mordet på Husein, og hvor befolkningen klædt i sort fra top til tå jamrende kræver hævn over Huseins drabsmænd. Andre pisker og sårer sig med knive for at få del i Huseins lidelser.

Sunna og Sharia

Sunnaer betegnelsen for profetens sædvane. Det vil sige de handlinger (retsafgørelser), som Muhammed foretog, men som ikke blev skrevet ned som en del af åbenbaringen i Koranen.

Der har iblandt sunni-muslimerne været mange diskussioner om, hvordan man skal tolke Muhammeds retsafgørelse (hanssunna), men det er dog lykkedes at skabe et fælles grundlag for denne del af islam, som er den talmæssigt største.

Mange af de sunni-muslimske stater i Mellemøsten bliver mere og mere præget af den fundamentalistiske retning, idet lovgivningen indrettes efter de love og straffe, der er angivet i Koranen, og de tolkninger af profetens sædvane, som har fundet sted i århundrederne efter islams fremkomst. Sådan er den såkaldte Sharia-lovopstået.

Sharia betyder vej. Det er vejen til frelse, at følge den lov, som Allah har åbenbaret. Der er to kilder til shariaen, for det første koranen og dernæst den retsopfattelse, der opstod straks efter Muhammeds død. I Sharia-loven indførte man for eksempel afhugning af den ene hånd som straf for tyveri og stening som straf for seksuelle sidespring.

Størrelsesforholdet i procent mellem sunniterne og shia-islam i følgende lande

Algeriet: 90 procent sunni, 8 procent shia
Bahrain: 37 procent sunni, 56 procent shia
Egypten: 85 procent sunni, ukendt procent shia
Irak: 43 procent sunni, 53 procent shia
Iran: 5 procent sunni, 93 procent shia
Kuwait: 76 procent sunni, 18 procent shia
Libanon: 21 procent sunni, 32 procent shia
Pakistan: 75 procent sunni, 20 procent shia
Saudi-Arabien: 95 procent sunni, 5 procent shia
Syrien: 70 procent sunni,12 procent shia
Tyrkiet: 90 procent sunni, 8 procent shia

Bemærk at artiklen er skrevet i 2005. Tallene er ikke opdateret.