Hvem er vantro ifølge Koranen?

Det er ganske almindeligt, at muslimer såvel som ikke-muslimer sætter lighedstegn mellem ”vantro/kufr” og ”ikke-muslimer” – uden at det på nogen måde kan retfærdiggøres ud fra Koranen. Og det er problematisk, mener forfatter og debattør Aminah Tønnsen

Koranen definerer en troende/mu’min som en, ”hvis hjerte skælver af ærefrygt, når Guds navn nævnes” (Koranen 8:2, 22:35). Det bliver yderligere præciseret: ”De, som tror på Koranen, jøderne, sabierne og de kristne – enhver, der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, vil få deres løn fra Herren. De har intet at frygte” (Koranen 2:62 & 5:69).

Vantro/kufr, kan betegne en bevidst fornægtelse af Gud, men ikke gudløshed som sådan (Koranen 109:1, 16:106). Vantro/kufr kan også betyde at dække, skjule (Koranen 57:20) eller at være utaknemmelig (Koranen 2:152) ved at bevidst at undlade at efterleve Guds vejledning. Det kan man eksempelvis ved at udvise nærighed og undlade at vise omsorg for medmennesket (Koranen 4:36-37), ved at dræbe profeter og andre, der opfordrer til retfærdighed (Koranen 3:21), ved at tage renter (Koranen 4:161) eller ved at opgive håbet om Guds barmhjertighed (Koranen 12:87), ved at udøve trolddom (Koranen 2:102).

Der er i disse eksempler tale om en mindre grad af vantro/kufr, der ikke sætter personen uden for troen, men som gør vedkommende til vantro i en periode. Det er den enkeltes ansvar at rette op på sine fejltagelser og genoprette sit forhold til Gud. Vantro kan ifølge Koranen forekomme hos både jøder, kristne og muslimer (Koranen 2:105, 4:162, 29:47).

En form for vantro/kufr, som de færreste er opmærksomme på, er opfordringen til ikke blindt at imitere eller efterabe et andet menneske eller en tilfældig lærd – for sæt nu, vedkommende er på vildspor? Menneskene bør ej heller blindt følge sæd og skik fra andre tidsperioder og andre himmelstrøg, men bruge deres viden og sunde fornuft til at fravælge de uhensigtsmæssige fortolkninger og skikke – og bibeholde de gode. Ukritisk imitation (taqlid) sidestilles altså med vantro (kufr):

”Når der siges til dem: "Følg, hvad Gud har sendt ned!" siger de: "Nej, vi følger vore forfædres skikke." Hvad nu, hvis deres forfædre manglede både indsigt og vejledning? De vantro (kafaru) er som en hjord, der blot opfatter nogle lyde, når hyrden kalder på dem. Døve, stumme og blinde – blottet for indsigt og viden” (Koranen 2:170-171).

Historisk set har muslimer brugt kategorien mu’min (troende) om både muslimer såvel som kristne og jøder – i fuld overensstemmelse med Koranen (Koranen 2:62 & 5:69); men der har været perioder, hvor begrebet mu’min var reserveret for muslimer, og kuffar (vantro) blev brugt om ikke-muslimer. Det skete for eksempel i det Det Osmanniske Rige, hvor europæerne konsekvent blev kaldt kuffar.

Interne uoverensstemmelser
Op igennem historien har visse muslimske grupperinger kaldt andre muslimske grupperinger kuffar og er i nogle tilfælde gået så vidt som til at behandle dem som fjender. Eksempelvis har kharawij’erne angrebet både sunni- og shia-muslimerne militært, fordi de betragtede dem som kuffar. Senere blev ismailitterne betragtet som kuffar af mange sunni-muslimske lærde, og igennem århundreder har sunni- og shia-muslimske lærde kaldt hinanden kuffar. I det 18. århundrede kaldte wahhabitterne de ortodokse sunni- og shia-muslimer for kuffar – og omvendt.

Denne tendens til at udråbe trosfæller, der ikke tror på helt samme måde som en selv, til kuffar, findes også i vore dage, hvor man i nogle grupperinger i min optik læser Koranen med hovedet under armen og bruger ordet kuffar om alle ikke-muslimer – underforstået: De er mindreværdige, dem må man chikanere, stjæle fra, lyve for, og så videre. Hvorimod de, der bekender sig til islam, betegnes som troende – uanset deres opførsel.

Det kan være fristende at skære alle de anderledes, alle dem man ikke kan lide, alle dem man føler sig forfulgt og marginaliseret af, over én kam og stemple dem som kuffar; men ethvert ordentligt og retsindigt menneske burde afholde sig fra at omtale et medmenneske som kuffar. Gud alene kender menneskets inderste tanker (Koranen 17:25). Det tilkommer ikke menneskene at dømme hinanden indbyrdes.