Imam: Mekkas betydning bliver større og større

Mekka har stor betydning for muslimer. - Foto: stock.xchng.

Religion.dk har spurgt to imamer om Mekkas betydning for muslimer. Læs deres svar her

- Første gang jeg var i Mekka blev jeg blæst omkuld af følelser og græd.

Sådan siger imam Abdul Wahid Pedersen, som mener, at Mekka har en helt central betydning i islam.

- Jeg tror, at Mekkas betydning bliver større og større med årene, siger han og uddyber med, at det er blevet lettere at komme til Mekka i dag, da mange mennesker har fået flere penge, og der generelt er kommet bedre transportmuligheder.

Abdul Wahid Pedersen vurderer, at omkring 1000 danske muslimer deltager i den årlige store pilgrimsfærd til Mekka og yderligere 1000 i den mindre pilgrimsfærd.

- Det selv at have været i Mekka kan virke forstærkende for troen, siger han og forklarer, at eksempelvis det at bede i retning mod Mekka bliver et konkret sted der kan visualiseres.

Det følelsesmæssige betyder meget
Imamen fortæller at han selv har deltaget i pilgrimsfærden flere gange og havde sin debut i 1986, da han var ny-troende muslim.

Abdul Wahid Pedersen betoner meget det følelsesmæssige aspekt af pilgrimsfærden.

- Første gang jeg var i Mekka blev jeg fuldstændig overrumplet af følelser og græd, det kom bag på mig at et sted kunne være så stærkt, siger han.

En anden følelse, der gør sig gældende for Abdul Wahid Pedersen, er fællesskabsfølelsen.

- Jeg har nydt bare at gå rundt i Mekka, se mig omkring og tænke på alle de andre som mine brødre, ikke fordi vi nogensinde kommer til at tale sammen, men fordi vi har troen tilfælles, forklarer han.

Et af de vigtige elementer i den årlige pilgrimsfærd til Mekka er netop broderskabs- og lighedstanken. Broderskabstanken udspringer af det islamiske ideal om, at alle muslimer skal forenes i en islamisk Umma. Lighedstanken kommer til udtryk ved, at alle, der deltager i pilgrimsfærden, skal bære hvidt tøj, der symboliserer renhed og lighed.
Profeternes hjemby
Naimatullah Basharat, der er imam i Nusrat Djahan-moskeen i Hvidovre, opfatter også Mekka som noget særligt.

- Enhver muslim vil gerne til Mekka. Mekka er blandt muslimer set med en særlig respekt, siger han og understreger, at byen opfattes som de islamiske profeters hjemby. Ydermere har Mekka stor betydning da byen har kaabaen.

Kaabaen anses for oprindeligt at være bygget af Adam og senere genopført af profeterne Ibraham (Abraham) og Ismail (Ismael). Derfor anses kaabaen for at være Guds hus, verdens centrum og for at være islams allerhelligste monument. Kaabaen indgår i pilgrimsturens ritualer, alle pilgrimme går rundt om den syv gange på den første af de tre rituelle dage. En anden grund til Mekkas store betydning er, ifølge Naimatullah Basharat, at profeten Muhammad havde sit virke i byen.

Muhammads betydning
Profeten Muhammads betydning er også fremhævet under pilgrimsfærden i Mekka. På andendagen drager pilgrimmene til en slette øst for Mekka, hvor Muhammad siges at have afholdt sin afskedsprædiken.

På den tredje og sidste dag vender turen tilbage til Mekka. På vejen tilbage mod byen kastes der sten mod søjler, hvilket symboliserer kampen mod Satan. Den sidste dag afsluttes med en rituel dyreofring.

Stenkastningen mod Satan og dyreofringen er begge ritualer, der føres tilbage til den gammeltestamentlige historie om Ibrahim (Abraham) der beordres af gud til at ofre sin søn Ismail (Ismael). Stenkastningen henviser til, da Ibrahim stod imod Satans fristelse om at være ulydig over for Gud. Og dyreofringen henviser til, da Ibrahim ikke behøvede at ofre sin søn alligevel, men ofrede et dyr i stedet for. Denne historie symboliserer to andre centrale ideer ved pilgrimsfærden, nemlig lydigheden og taknemmeligheden til Gud.

Naimatullah Basharat fortæller, at Mekka også er en daglig del af alle praktiserende muslimers liv.

- Alle vores bønner er vendt mod Mekka, og pilgrimsturen til Mekka er en central del af den islamiske sædvane og tradition, siger han.

Må ikke komme til Mekka
Naimatullah Barsharat har dog ikke selv været på pilgrimstur til Mekka, da han tilhører ahmadiya-retningen inden for islam, og derfor ikke har adgang til Mekka. Da byen anses for hellig har ingen ikke-muslimer adgang til Mekka, og derudover er visse muslimske retninger og lande også forment adgang.

Det, der kendetegner ahmadiyaerne, og dermed formener dem adgang til Mekka, er, at de ikke anerkender profeten Muhammad som den sidste profet. Ahmadiayerne mener, at der har været en profet siden.

Det er den islamiske Saudi-Arabiske regering, der administrerer og kontrollerer al indgang til Mekka, og de anerkender ikke ahmadiya-retningen. Men selvom Mekka ikke er åbent land for Naimatullah Basharat, vil han alligevel gerne til Mekka.

- Hvis det bliver muligt, ønsker jeg at komme til Mekka alle muslimer ønsker at komme til Mekka, siger han.