Muslimske stemmer

Khaterah Parwani: I mit livs værste perioder har jeg søgt tilflugt i en åndelig praksis

Khaterah Parwani er født i Pakistan og vokset op i grænselandet mellem tro og ikke-tro. Hvis man i dag spørger hende, om hun tror på Gud, svarer hun forskelligt afhængig af hvilken dag, man spørger hende. Foto: Iben Gad

Islam og spørgsmålet om tro eller ikke-tro har fyldt meget i debattør og talskvinde Khaterah Parwanis liv. I dag opfatter hun ikke sig selv som særligt religiøs, men hun har fundet ud af, at hun ikke kan undvære en vis grad af åndelighed

Den dansk-afghanske debattør Khaterah Parwani virker selvsikker, når hun urokkeligt stiller op til debatter i danske medier. Men bag de klare holdninger, findes også en kvinde, der har været ”snotforvirret,” som hun selv siger det, og som har brugt lang tid på finde sit politiske og religiøse ståsted. Fra at have sympatiseret med en politisk religiøse organisation til at blive decideret antireligiøs har hun i dag fundet mening med sit arbejde i organisationen Exitcirklen, hvor hun hjælper unge ud af social og religiøs kontrol. Og så har hun gjort sig bemærket i de danske medier, når hun blandt andet debatterer ligestilling og minoriteters rettigheder.

Allerede som barn var Khaterah Parwani splittet i to, når det kom til emnet religion, husker hun. Hendes mor ville have, at børnene skulle opdrages religiøst, men det ville hendes far ikke. Khaterah Parwani kalder sig ”fars pige,” og forholder sig kritisk overfor visse aspekter af religion, og det er ikke mindst på grund af hans indflydelse, fortæller hun.

”Min far var ekstremt sekulær, allerede før vi blev født. Han gik ind for en sekulær stat i Afghanistan, hvor han var politisk engageret. Det var derfor, vi måtte vi flygte fra Afghanistan,” fortæller Khaterah Parwani.

Hun var tre år gammel, da familien kom til Danmark som kvoteflygtninge og flyttede ind i en lejlighed i Urbanplanen på Amager. Når hendes forældre var uenige om, hvilken rolle islam skulle spille i deres liv i Danmark, kammede diskussionerne ofte over i skænderier.

“Langt de fleste af mine forældres stædige skænderier handlede om religiøs praksis, og hvor meget det skulle fylde. Det kunne handle om, at min mor bad, og at min far begyndte at prikke til hende. Når hun bad, kunne han for eksempel sige: ‘Ved du overhovedet, hvad du reciterer?’ Og han er en meget belæst mand, så han kunne finde på at sidde og oversætte Koranen for hende,” fortæller Khaterah Parwani og tilføjer:

“Det er ikke, fordi han er ateist. Han er en åndelig mand, der begraver sig i tunge bøger, også islamisk litteratur. Men han plejer at sige, at religiøse bøger reducerer Gud til noget menneskeligt. At de er en fornærmelse mod åndelighedens storhed, fordi bøgerne forsøger at tillægge guddommeligheden en række menneskelige skavanker.”

Khaterah Parwanis far var heller ikke meget for, at Khaterah og hendes søskende skulle komme i den lokale moské.

”Han ville ikke have, at religiøse institutioner skulle opdrage hans børn,” forklarer hun.

Fraværet af den muslimske bøn og andre religiøse praksisser gjorde, at Khaterah Parwani følte sig ekskluderet fra de andre muslimske børn i hendes skole.

“Når jeg kom i skole, og vi havde fællesbøn nede i kælderen, blev jeg pinlig over, at jeg ikke kunne finde ud af at bede. Jeg følte mig rodløs. Jeg bebrejdede meget min far for, at han ikke havde opdraget mig ligesom alle andre. Så det endte faktisk med, at jeg lærte mig selv at bede.”

Den unge oprører

Selvom Khaterah Parwani er sin fars datter, har hun altid været oprørsk fortæller hun. Når hun ikke altid vidste, hvordan det var bedst at forholde sig til sin muslimske baggrund, kunne hendes fars holdning til emnet irritere hende. Hun syntes, han var alt for stålfast, fortæller hun. Og det var blandt andet et oprør imod det, hun opfattede som sin fars skråsikkerhed, da hun som teenager begyndte at interessere sig for den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir.

“Jeg var ung og dum og befandt mig i en politisk og religiøs krise. Det var en aktivistisk periode i mit liv, der handlede om at være ung, afghansk og muslim efter terrorangrebet i New York den 11. september 2001. Jeg var vred, og følte mig fremmedgjort, og på grund af flere ting følte jeg mig som en andenrangsborger i Danmark. I slutningen af gymnasiet begyndte jeg at gå til nogle af Hizb ut-Tahrirs forsamlinger, og der mærkede jeg en forløsning af min afmagt af ikke at høre til.”

For en tid lod det til, at den unge Khaterah Parwani havde fundet et sted at høre til. Men det blev et kort holdepunkt i hendes søgen efter et politisk og religiøst ståsted.

“En dag kom jeg hjem med nogle flyers fra et af organisationens arrangementer. Jeg havde gemt dem, men min far havde allerede bemærket min forvandling, så han fandt dem,” fortæller hun.

Men de flyers faldt ikke i god jord i hjemmet:

”Min far blev utrolig vred, for han var meget, meget skuffet. Så vi tog os en lang snak. Vi var gode til at diskutere derhjemme. På den ene side var det med til at gøre mig snotforvirret, men det gjorde også, at der ikke var nogen tabuer. Den åbne kommunikation gjorde jo, at han hurtigt opdagede, at jeg var ude på et sidespor.”

Khaterah Parwani kom ikke til flere møder hos Hizb ut-Tahrir, efter hendes far havde opdaget de gemte flyers. Men hun ledte stadig efter de holdninger, hun kunne gøre til sine egne, og få år efter episoden med Hizb ut-Tahrir havnede Khaterah Parwani i en livskrise, der skulle lede hendes forståelse af religion over i den modsatte grøft.

”Da jeg i starten af 20’erne, blev jeg forlovet med en ung afghansk mand. Jeg vidste godt, at han ikke ville falde godt til hos far, men på det tidspunkt havde jeg fået en stor sympati for min mor. Og jeg vidste, at hun ville blive glad for en afghansk svigersøn”, fortæller Khaterah Parwani.

”Men inderst inde kunne jeg godt mærke, at der var noget galt. Han var meget sort/hvid i sine religiøse og politiske ståsteder, og det endte med at jeg fik en prøvesmag på et liv, jeg ikke ville leve.”

Khaterah Parwanis forlovede begyndte at blande sig i alt fra hvilket tøj, hun skulle have på, til hvorfor hun skulle gå i klasse med drenge, fortæller hun. Og i sidste ende blev forholdet voldeligt.

Da hun tog sig sammen til at forlade sin forlovede, blev hun overbevist om, at religion var noget, der gav mænd ret til at undertrykke andre, og noget hun var helt færdig med i sit liv.

”Jeg tænkte, at religion udelukkende var en patriarkalsk opfindelse. At det var noget, der handlede om, hvordan mænd kunne sikre deres dominans og magt. Det enten/eller forfra igen, nu hvor jeg tænker tilbage. En absolut tilgang til alvorlige emner i mit liv. Det betød ikke, at jeg ikke rummede mine religiøse venner, for det gjorde jeg. Jeg havde bare selv mistet troen helt.”

En ny plads til åndelighed

Khaterah Parwani prioriterer stadig kampen for ligestilling højt både i sit arbejde med ofre for religiøs og social kontrol, og når hun deltager i den offentlige debat. Men religion og tro har igen fået en plads i hendes liv. Nogle måneder efter, at hun brød kontakten med sin forlovede, fandt hun sin nuværende kæreste Daud.

”Han blev bekymret over, at jeg kunne lyde så unuanceret. Og når jeg var meget fordømmende, spurgte han, ’hvad bygger du det på? Er det dine egne fordomme?’ Jeg tror, at var med til, at jeg kunne finde min egen balance igen. Hans balancerede relation til mange ting - blandt andet religion - har hjulpet mig med at finde ’Khaterah’ igen. Hende, der brugte lange timer i Urbanplanens bibliotek, før hun havnede i sin identitetskrise. Han dyrkede sine religiøse rødder på sin helt egen måde. Ofte omringet af bøger, som jeg huskede, jeg også selv havde gjort det sammen med min far engang.”

I dag er Khaterah Parwani stadig kritisk overfor visse elementer af religion, men har hun fundet ud af, at hun ikke kan undvære åndelige elementer i sit liv, forklarer hun.

”Jeg er stadig ikke særligt religiøst praktiserende, forstået på den måde, at jeg hverken er bundet af en religiøs bog eller tror på, at der sidder en Gud og dømmer os i et Paradis eller et Helvede eller at nogle mennesker har fortrin, fordi de følger en bog, mens de ikke-troende er mislykkede skæbner. Men i mit livs værste perioder, som har været i mit voksenliv, har jeg søgt tilflugt i en åndelig praksis.”

Da Khaterah Parwanis mor døde i 2013, lærte hun, at åndelighed kan være et smertestillende middel mod livets hårde faser.

”Da jeg var nede og besøge min mors grav i Afghanistan, fortalte hendes nærmeste mig om min mors religiøse ungdom, og hvor meget det havde betydet for hende. Jeg fik et helt nyt syn på, hvorfor religion faktisk er vigtigt for nogle mennesker. De håndterer døden og sorgen på en anden måde i Afghanistan, end jeg tror, vi gør i Vesten. Dernede er døden ikke nødvendigvis noget dårligt, men ens vej tilbage til Gud. På den måde indså jeg, at tro trods alt også kan være godt.”

Åndelig praksis har derfor fået en mere konkret betydning for hende i dag.

”Jeg tror aldrig rigtig, vi vil kunne bære det faktum, at vi mennesker er så overflødige. Derfor kan religion være en god trøst, når livet til tider er brutalt. Jeg husker en kammerat, der var hardcore ateist og mistede en tæt person. Jeg synes, det var okay, at han blev en smule overtroisk i en periode for at pleje sin sorg.”

”Jeg kalder mig ikke muslim,” slår hun fast, men tøver derefter og korrigerer:

”Eller... jeg plejer at sige, det kommer an på hvilken dag, du spørger mig. I dag kan jeg rumme min tvivl med et smil, for jeg tror, det er vigtigt at turde tvivlen.”

Og i dag ser Khaterah Parwani ikke noget problem i at skræddersy sin egen tro.

”Jeg har ikke den perfekte opskrift på, hvordan man finder den rette balancegang mellem tro og ikke-tro. Der er en del religiøse påbud, forbud og retningslinjer, som jeg har forkastet for længst, men jeg har brug for mit åndelige rum. Det er et meget personligt og privat rum, og jeg synes at vi skal lade det enkelte individ finde sit eget rum.”

Khaterah Parwani er blevet kritiseret for som ung at have sympatiseret med den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir: "Jeg var ung og dum og befandt mig i en politisk og religiøs krise. Det var en aktivistisk periode i mit liv, der handlede om at være ung, afghansk og muslim efter terrorangrebet i New York den 11. september 2001." Foto: Iben Gad

I slutningen af gymnasiet begyndte jeg at gå til nogle af Hizb ut-Tahrirs forsamlinger, og der mærkede jeg en forløsning af min afmagt af ikke at høre til.

Khaterah Parwani