Kommentar

Parwani: Kvinder med tørklæde er ikke forpligtet til at forklare sig

I det aktuelle afsnit af "Skam" fortæller hovedpersonen Sana vennen Isak om den fordømmelse, hun møder af fremmede på gaden, fordi hun går med islamisk hijab. Billedet er fra et af seriens tidligere afsnit. Foto: DR Presse/NRK

Diskriminationen mod islams kvinder er et udbredt problem. Men den kommer ikke nødvendigvis fra de muslimske mænd, som vi ellers så ofte hører, mener debattør. Vi har en tendens til at overse den diskrimination, som kommer fra samfundets ikke-muslimer

Det er vigtigt, at vi taler sammen om racisme ligesom Sana og Isak. Det understreger afghanskfødte Khaterah Parwani, der er juridisk rådgiver og debattør. Hun mener, at der i samfundet er en tendens til at fornægte vold og diskrimination mod tørklædekvinder, som bliver begået af ikke-muslimske mænd.

Læs også: Tema om islam

Derfor er det vigtigt, at en underholdningsserie som ”Skam” tager problemet op, som vi ser det i seriens aktuelle afsnit, da hovedpersonen Sana fortæller Isak, at folk spytter på hendes bror på gaden, fordi de tror, han undertrykker hende:

”Vi hører ofte om muslimske kvinder, der undertrykkes i hjemmet af deres ægtefælle, men vi hører alt for sjældent om den diskrimination, kvinder med tørklæde møder ude i samfundet. Derfor er det så vigtigt, at Sana fortæller om hverdagsracismen, hun møder," fortæller Khaterah Parwani og påpeger, at diskriminationen mod kvinder med tørklæde er et udbredt problem:

”Det er et strukturelt problem, men det fylder intet i den offentlige debat. Desværre taler mange af kvinderne heller ikke selv om det, fordi de ikke føler, de bliver taget alvorligt. Mange af dem ender med at blive mere religiøse som en modstand mod den hetz, de oplever,” fortæller hun.

Khaterah Parwani har i kraft af sit arbejde med udsatte minoritetskvinder sågar været ude for, at en journalist ringede til hende og anklagede hende for at lyve, når hun talte om, at vold mod kvinder med tørklæde også finder sted ude i samfundet:

”Han ville slet ikke tro på det. Og sådan er der mange, der har det. De nægter simpelthen at anerkende, at vold mod muslimske kvinder også sker udenfor hjemmet,” siger Khaterah Parwani. Hun synes, at vennen Isak er naiv, når han sidestiller sine egne erfaringer som homoseksuel med det at være en muslimsk kvinde. Men hun er samtidig ikke i tvivl om, at hans intentioner er gode:

”Isak har ikke oplevet Sanas problemer på egen krop, og han tror, han kan sammenligne deres erfaringer, fordi de begge er minoriteter. Selvom han begår den fejl, er det blot hans uskyldighed, der taler, og det er samtidig det, der gør ham så elskelig og eksemplarisk. Han lader sig ikke skræmme af mennesker, der er anderledes,” siger Khaterah Parwani. Men vi bør anerkende, at den ene minoritet ofte er mere udsat end den anden, gør hun det klart:

”Som Sana siger, så er forskellen på deres erfaringer, at hendes ’anderledeshed’ er tydelig. Man kan se på hende, at hun skiller sig ud fra mængden, fordi hun går med hijab. Det gør hende mere udsat end Isak i det offentlige rum."

Isak synes, at Sana bør svare på folks ”dumme spørgsmål”, når de spørger til hendes tro. Det er Khaterah Parwani ikke enig i:

”Hvorfor skal pigen, der udsættes for, at folk spytter på hendes familiemedlemmer på gaden tålmodigt svare på folks dumme eller nedladende spørgsmål? Vi må også kræve, at dem der spørger, selv søger viden og uddanner sig, i stedet for at forvente at Sana og kvinder med tørklæde skal gøre arbejdet for dem. Vi ville ikke forvente den samme tålmodighed af Isak som homoseksuel, hvis folk spurgte krænkende og dumt til hans seksualitet. Jeg synes derimod, at Sanas veninder og venner bør stå op for hende og hjælpe med at tage hendes kamp.”