Anmeldelse

Ny bog insisterer på, at Koranen ligestiller mænd og kvinder

I sin nye bog argumenterer Aminah Tønnsen for en tolkning af Koranen, der lægger op til ligestilling mellem mænd og kvinder. Foto: Mostafa Meraji/Unsplash

”Når man som ikke-muslimsk dansker læser denne bog – som virkelig er meget læseværdig – kan det være svært at forbinde Tønnsens tolkning af islam med det billede, som medierne i Danmark tegner af islam,” skriver Mogens Mogensen, ph.d. i interkulturelle i studier samt ekstern lektor og konsulent i interkulturelle og interreligiøse spørgsmål, i denne anmeldelse

I 1961 skrev den amerikanske forfatter Joseph Heller en satirisk roman med titlen ”Catch 22”. Romanen foregår i slutningen af Anden Verdenskrig, hvor man følger en amerikansk eskadrille på en italiensk ø. En bombeflyver søger at blive fritaget fra flere togter, og det kan kun ske ved at blive erklæret for sindssyg af eskadrillens læge. Men at ønske at komme på flere togter anses af militæret for sindssygt. Så ved at påberåbe sig sindssyge for at slippe for flere togter, demonstrerer man, at man netop ikke er sindssyg. Så systemet er sådan indrettet, at der ikke er nogen vej uden om at fortsætte med at risikere livet ved at flyve bombetogter. Romanens titel beskriver således det paradoks, at man vælger forkert, uanset hvilken løsning man i en given valgsituation foretrækker.

Jeg kom til at tænke på denne roman, da jeg læste Aminah Tønnsens nye bog om ”Koranen – kvinder og køn. Et opgør med århundreders vanetænkning”, hvor hun som den moderne muslim, hun er, søger at præsentere en progressiv nytolkning af Koranen, når det gælder synet på kvinder, og dermed tage et opgør med den undertrykkelse af kvinder, der er sket ud fra patriarkalske tolkninger af Koranen.

Tønnsen udtrykker i indledningen Catch 22-situationen helt præcist: ”Islam-modstandere efterlyser reform af islam, men ignorerer og affærdiger igen og igen dem, der virkelig tænker nyt, som utroværdige. Man ønsker tydeligvis at fastholde islam og muslimer som fjendebillede og prygelknabe og afviser alle tiltage i retning af nyfortolkning som løgn og latin” (s. 29). Tønnsen accepterer ikke denne Catch 22-situation og fremlægger en tolkning af islam, som efter hendes mening både er tro mod Koranen som Guds åbenbarede ord, og som ikke er i modstrid med de værdier, som det moderne danske samfund bygger på. Hun placerer sig mellem de traditionelle/konservative, der ønsker at bevare den oprindelig tolkning af teksten og så de yderligtgående, som fordømmer alt det anderledes og for nogles vedkommende griber til vold og drab, og ser sig selv som en af de ”progressive, der søger balance og harmoni mellem deres tro og det pulserende liv i hverdagen” (s. 33).

Til grund for hendes påstand om lighed mellem mænd og kvinder på alle planer i islam, ligger hendes tolkning af Koranen. Hun går ind for en slags kontekstuel tolkning af islam, som mange mere traditionelle muslimer vil afvise.

”Islam har aldrig været en ensartet statisk størrelse – hverken teologisk eller kulturelt, men har altid været i bevægelse. Tro og traditioner har udviklet sig med tiden, inden for og under påvirkning af mange forskellige kulturer” (s. 16). Retten til at fortolke tilhører ikke kun en teologisk elite, men enhver muslim.

Tønnsen tager afstand fra princippet om, at senere koranvers ophæver tidligere koranvers, hvis der er uoverensstemmelse mellem dem, men kan dog ikke følge den sudaneiske tænker Mahmoud Mohamed Tahas teori om, at åbenbaringerne fra Mekka-tiden er de grundlæggende, mens Medina-åbenbaringerne er specifikke regler, der kun vedrører samfundet i Medina og ikke senere tider. Det skal også tilføjes, at Tønnsen tager udgangspunkt for sin tolkning af Koranen i sin egen oversættelse af de relevante koranvers, et forhold, som ikke er uvæsentlig, da der på grund af det arabiske sprogs karakter ofte vil være mange forskellige oversættelsesmuligheder for de enkelte ord.

Tønnsen tillægger ikke hadith samme vægt, som mere traditionelle muslimer gør, på grund af problemerne omkring hadith-udsagnenes troværdighed. Derfor konkluderer hun, at vi skal ”i dag vælge Guds ord, Koranen, og være kritiske over for hadith-litteraturen ved at fravælge de udsagn, som ikke afspejler Koranens humanisme og rummelighed, og som strider mod al sund fornuft” (s. 302). I det hele tillægger hun fornuften en stor rolle i tolkningen af Koranen.

Ud fra de ovenfor skitserede fortolkningsprincipper præsenteret i det første kapitel gennemgår Tønnsen en meget lang række af de spørgsmål vedrørende kvindesynet i islam, som også har været genstand for voldsom kritik fra ikke-muslimske kredse i Danmark i de seneste mange år. Helt grundlæggende slår hun i kapitel 2 fast, at mænd og kvinder er ligeværdige på alle planer.

I kapitel 3 tager hun så fat på en række kontroversielle koranvers, som, ifølge hende, hvis man læser dem med hjerte og forstand, viser sig på smukkeste vis at tale om kønsligeværd og gensidighed. Koranens sura 2 vers 224-237 skal ikke forstås sådan, at mænd har autoritet over kvinder. Sura 2 vers 282 betyder ikke, at kvindens vidneudsagn kun har den halve værdi af en mands. Sura 4 vers 34 indebærer ikke en billigelse af hustruvold. Og så videre.

I kapitel 4-6 viser Tønnsen, hvilken vigtig rolle kvinder spiller i Koranen og i islams historie. Khadija var en selvstændig forretningskvinde, Aicha var en højt respekteret formidler og politisk aktivist, og Umm Salama var en modig fortaler for kvinders rettigheder.

I kapitel 7 drøfter hun spørgsmålene om social kontrol og klædedragt. Ifølge Koranen er hvert enkelt voksent individ personligt ansvarlig for sine handlinger, og kan heller ikke stilles til ansvar for andres handlinger og fejltrin. Og derfor kan for eksempel en kvinde aldrig sætte hele sin families ære på spil gennem sin adfærd, men kun sin egen ære. At virkeligheden er en anden, og at mange udsættes for sladder og social kontrol, er Tønnsen fuldt ud klar over, men det er i modstrid med Koranen. Ifølge Tønnsen er der ingen koranisk basis for at gøre hijab, niqab eller burqa obligatorisk. De koraniske principper for kvinders klædedragt er beskedenhed, værdighed og sømmelighed.

I bogens to sidste kapitler tager Tønnsen fat på spørgsmål om køn og seksualitet, ægteskab og skilsmisse. Der er ifølge Tønnsens tolkning ikke basis for at hævde, at mænd og kvinder ikke må give hånd til hinanden. Det monogame ægteskab er ifølge Koranen normen, men polygami kan tillades for at løse et socialt problem, dog kun hvis manden behandler alle (op til 4) kvinder ens. Derimod finder Tønnsen ikke belæg i Koranen for at tillade homoseksuelle relationer. Ifølge Koranen hører sex alene hjemme inden for rammerne af et lovformeligt ægteskab.

”Hvis vi bøjer reglerne for homoseksuelle, skal vi så også bøje dem for pædofile og tillade prostitution, bordeller og swingerklubber” (s. 254), skriver Tønnsen og sætter dermed homoseksualitet på line med blandt andet pædofili, hvilket må skurre fælt i de fleste danskeres ører. Det er i den aktuelle omskæringsdebat værd at bemærke, at Tønnsen er af den opfattelse, at ”Omskæringen er en ikke-obligatorisk renhedsforskrift, som ikke er nævnt i Koranen” (s. 259). Lige så bemærkelsesværdigt er det, at hun argumenterer for, at der ikke er noget i Koranen, der forbyder en muslimsk kvinde at gifte sig med en kristen mand.

Når man som ikke-muslimsk dansker læser denne bog – som virkelig er meget læseværdig – kan det være svært at forbinde Tønnsens tolkning af islam med det billede, som medierne i Danmark tegner af islam. Og jeg vil gå så vidt som til at sige, at de fleste imamer i Danmark sikkert vil tage afstand fra hendes tolkning af islam på en lang række punkter. Men virkeligheden er den, at islam gennem tiderne er blevet tolket og rundt omkring i verden i dag tolkes forskelligt, og her præsenteres vi for en af disse tolkninger, som Tønnsen selv beskriver som progressiv.

Ph.d. Jesper Petersen har ret, når han i forordet skriver, at bogen ”tydeligt skriver sig ind i den islamisk feministiske litteratur” (s. 11) og flugter med de korantolkninger fra et kvindeperspektiv, som begyndte at komme frem fra 1980’erne.

Det er naturligvis muslimerne selv, der skal afgøre, hvordan de vil tolke islam, men den ikke-muslimske omverden øver også en indflydelse på udviklingen. Som ikke-muslimer kan vi vælge at fastholde moderne muslimer i en Catch 22-situation ved på samme tid at kræve en reformation af islam og hævde, at progressive tolkninger af islam som Tønnsens ikke er islam. Men dermed risikerer vi at gå de mest formørkede islamisters ærinde, for de er helt enige i, at tolkninger af islam á la Tønnsens intet har med islam at gøre.