Sherin Khankan: Tro er en blanding af inderlighed og aktivisme

For debattør og en af Danmarks første kvindelige imamer Sherin Khankan går inderlig tro og aktivisme hånd i hånd. Med en kristen mor og en muslimsk far er hun fra et hjem med religiøs rummelighed, og den erfaring bruger hun i dag i sin kamp for muslimske kvinders rettigheder

“Hvad er en imam?” spørger femårige Halimas jævnaldrende veninde nysgerrigt. Stolt og helt uden tøven svarer Halima: “Ved du ikke det? Det er en kvinde, som laver meget vigtige ting.“

Halima er yngste datter af imam og religionssociolog Sherin Khankan, og episoden udspillede sig den morgen for to år siden, hvor Sherin Khankan for første gang skulle lede en fredagsbøn i den nystiftede Mariam Moské. Mindet er indprentet i imamens hukommelse og står som en klokkeklar påmindelse om, at forandring er mulig.

Det er nemlig håbet om forandring, der driver københavnske Sherin Khankan. Hun blev født på det katolske Sankt Joseph hospital på Nørrebro med grønne øjne og lys hud, og hun voksede op på Amager med en muslimsk far fra Syrien og en kristen mor fra Finland.

Hun har gjort det til sit livs virke at gøre op med det, hun kalder for patriarkalske og undertrykkende strukturer og praksisser, som hun mener findes indenfor alle religioner, heriblandt islam. Det ser hun som den største udfordring ved at være muslim i dag.

“Tro kan blive brugt til at undertrykke, og det kan de patriarkalske strukturer, som folk udnævner til at være tro, også. Der ligger rigtig meget magt i troen, for det er svært at modsige folk, når de påstår at ‘jeg gør det her i Guds navn’. Det er det, vi er oppe imod, i det arbejde, vi laver nu.”

For 11 år siden flyttede den 43-årige mor til fire til Dragør, hvor hun i dag bor med familien på en herregård fra 1700-tallet. Hun skrev historie, da hun i 2016 var med til at stifte Mariam Moskeen i København, der henvender sig til muslimske kvinder. Sammen med Saliha Marie Fetteh arbejdede hun her som Danmarks første kvindelige imam.

I Danmark er hun offentligt kendt som stifter og direktør for Exitcirklen, som hjælper psykisk voldsramte. Derudover er hun kendt som en kontroversiel mediedebattør, der især blev kritiseret efter et indlæg på religion.dk, hvori hun argumenterede for, at sharia er demokratisk og godt kan sameksistere med dansk lovgivning. Nogle steder i udlandet hyldes hun som en progressiv frontfigur for muslimske kvindesr rettigheder, blandt andet af den franske præsident Emmanuel Macron, som tidligere på året inviterede Sherin Khankan på kaffe i Elyséepalæet.

Religiøs rummelighed ind med modermælken

Troen er en fast del af Sherin Khankans hverdag med daglige bønner, bøn før måltiderne og når hun holder fredagsprædiken i moskeen, eller sammen med en ny generation af muslimske kvinder på skift kalder til bøn og leder kvindelige muslimer i fredagsbøn.

Men for Sherin Khankan stopper troen ikke ved den religiøse inderlighed, den skal også kunne skabe en forandring i verden.

“For mig er tro et slags skabelsesprojekt. Vi har jo muligheden for at skabe noget i denne her verden og for at omdanne vores tro til praksis. Det er kombinationen af den religiøse inderlighed og så det at være aktivist.”

Umiddelbart kan det skurre i ørerne at kalde en tro for både inderlig og aktivistisk, men for imamen er det let at forene de to umiddelbare modsætninger - en egenskab, hun har med hjemmefra. I barndomshjemmet oplevede hun en gensidig respekt for forældrenes forskellige religioner, og børnene gik i kirke til jul og påske med moderen og fejrede eid og fastede med faderen.

“Jeg har fået den religiøse fleksibilitet ind med modermælken. Begge mine forældre har skullet gå på kompromis, som man skal, når man gifter sig på tværs af religioner. For eksempel er man nødt til at blive enige om, hvad der skal ske med børnene. Skal de døbes eller er de muslimer?”

Moderen gik derfor med til, at børnene ikke skulle døbes og dermed blev født som muslimer. Selvom Sherin Khankan godt kunne forestille sig, at hun med tiden var blevet interesseret i kristendommen, var det den muslimske tro, som fik personlig betydning for hende.

”Vi har hverken fået en klassisk religiøs opdragelse inden for kristendom eller islam. Mine forældre er meget spirituelle og tror på, at tro viser sig i praksis - altså igennem næstekærlighed, generøsitet og de værdier, man har, mere end gennem ritualer,” siger hun og tilføjer, ”deres børn skulle have friheden til selv at vælge religion.“

Inderlighed og aktivisme forenet i troen

Som barn var Sherin Khankan ikke synderligt interesseret i religion. Tiden gik i stedet med dans, litteratur og teater. Det var først i hendes voksenliv, at troen på Gud blev til et personligt valg.

Det var under studierne på Københavns Universitet, at interessen for islam for alvor blev vakt. Her studerede hun religionssociologi, filosofi og arabisk. Særligt den sufistiske del af islam med fokus på spiritualitet og mystik, som hun også kendte fra barndomshjemmet, fik stor betydning for hende. Udover det kendskab, Sherin Khankan fik til religionen gennem studiet, beskriver hun, at tro for hende rummer et uforklarligt aspekt. Det hun kalder “en hjertets oplevelse”:

“Når jeg hører kald til bøn, så ved jeg hvorfor, jeg er muslim. Jeg føler en ro, balance og fred og en følelse af at være hjemme. Det er en oplevelse, der foregår inden i mig.”

Da hun skulle skrive sit speciale om sufisme og islamisk aktivisme, boede hun sammenlagt 13 måneder i Damaskus i Syrien. Her stiftede hun bekendtskab med en muslimsk menighed, som udgør Syriens største center for sunnimuslimsk aktivisme. Selvom hun også inden for moskeens mure oplevede de patriarkalske strukturer, som hun i dag forsøger at gøre op med, gjorde mødet med den sufistiske menighed dybt indtryk og inspirerede hende til at starte den moské, hvor hun nu selv er imam.

“I Syrien så jeg, hvordan menneskene i moskeen var i stand til at påvirke den politiske dagsorden netop ved at være apolitiske, gennem spiritualiteten. Jeg så, hvordan de forbandt deres religiøse inderlighed med en samfundsaktivisme, som rakte ud over moskeen.”

På samme måde er Sherin Khankans åndelige inderlighed blevet drivkraften for hendes arbejde. Hun forklarer, at hun gennem sit arbejde i Mariam Moskeen forsøger at rokke ved undertrykkende strukturer i det muslimske miljø og derigennem påvirke samfundet i en bedre retning. Konkret arbejder hun og andre ildsjæle med at implementere ni konkrete reformteser i moskeen. De handler blandt andet om kvinders ret til skilsmisse, muligheden for interreligiøse ægteskaber og retten til at være imam som kvinde.

”Du kan ikke have et retfærdigt samfund, hvor mænd og kvinder ikke er ligestillede. Sorte skal ligestilles med hvide, mænd skal ligestilles med kvinder, og religioner skal ligestilles med hinanden,” slår hun fast.