Analyse

Skal staten bestemme hvor og hvordan vi må praktisere religion?

Kvinder i Dialog er en gruppe af niqab-bærende kvinder, der er gået sammen om at kæmpe imod tildækningsforbuddet, der siden 1. august 2018 har begrænset deres religionsudøvelse. Foto: Drude Daverkosen

Den politiske beslutning om at forbyde niqab i det offentlige rum tjener til at begrænse og marginalisere en minoritets religionsudøvelse. Det er en beslutning, der har konsekvenser for de kvinder, den rammer, skriver cand.mag. i religionssociologi Drude Daverkosen

For lidt mere end et år siden trådte det danske tildækningsforbudt i kraft. Forbuddets formål er at sikre åbenhed og sammenhængskraft i det danske samfund. Forbuddet var dog særlig rettet mod en lille gruppe af kvinder, der bærer den muslimske tildækning niqab eller burka. Selv om det officielle formål var bredere, blev tildækningsforbuddet i folkemunde døbt burkaforbuddet.

Den mest opsigtsvækkende reaktion var, at en gruppe af kvinder i niqab organiserede sig i modstand mod forbuddet. De begyndte at optræde i medierne og demonstrere på gaderne for deres ret til at bære niqab. Forbuddets umiddelbare effekt var således, at da niqab blev forbudt i det offentlige rum, blev den mere synlig i de danske gader end nogensinde før. Disse kvinder, som er organiseret i netværket Kvinder i Dialog, modsagde med ord og handlinger debattens gennemgående argument om, at alle kvinder i niqab er undertrykte.

Kvinderne brugte demokratiske midler til at kæmpe for deres basale frihedsrettigheder; retten til at dyrke deres religion og bestemme over egen krop. På kvindernes skilte stod der slogans som: Fingrene væk fra min niqab, Fra i dag er jeg kriminel og Selvom det kun tager 5 minutter, kan jeg ikke tage i fakta.

Lovgivningen havde ikke taget hensyn til deres religiøsitet. De følte sig personligt udsat og forfulgte. De oplevede ikke blot, at det stykke stof, de bar foran ansigtet blev forbudt. For at forstå, hvorfor disse kvinder gik på gaden, må vi tage kvinderne på ordet og indgå i dialogen om, hvad identitet og religiøsitet betyder for dem. I mit speciale har jeg fulgt Kvinder i Dialog i tiden før, under og efter forbuddet, og jeg har spurgt dem om netop disse spørgsmål.

Forbuddets indirekte religionsdiskrimination

At niqab ikke forsvandt fra gadebilledet, den dag det blev forbudt, var næppe en overraskelse efter den debat, forbuddet havde skabt i den danske offentlighed. Denne debat centrerede sig om et spørgsmål i lovens udformning om, hvilke hensyn staten skal tage til religionsfriheden.

Tildækningsforbuddet bygger på en indirekte religionsdiskrimination, hvilket betyder, at religionsfriheden indskrænkes for en bestemt praksis i et større formåls tjeneste – her samfundets sammenhængskraft.

Således er der også taget hensyn til religionsfriheden i justitsministeriets retningslinjer for forbuddet. Retningslinjerne gør det klart, at tildækning af ansigtet i forbindelse med konkrete religiøse sammenhænge er lovlige. Dvs. at niqab må bæres i en religiøs bygning eller i forbindelse med et ritual. Men at det udenfor disse ritualer og bygninger ikke er tilstrækkelig at henvise til religiøse årsager, hvis man bærer niqab.

Religionsfriheden er i lovgivningen beskyttet, når religion er noget, man kan gøre et religiøst sted eller i forbindelse med et religiøst ritual, men altså ikke noget man kan bære synligt hele tiden.

Det er således anerkendelsesværdigt at udtrykke sin religiøsitet (her et tildækket ansigt), når man er i kontakt med den organiserede og officielle religion, men det er ikke anerkendelsesværdigt at udtrykke religiøsitet i dagligdagen, som f.eks. i offentlig transport, på arbejde eller i biografen.

Kvinder i niqab balancerer det religiøse i hverdagen

Distinktionen mellem et sekulært og et religiøst rum tager ikke hensyn til den religiøse praksis, som niqab udgør. De niqabklædte kvinder, som jeg har mødt, anser ikke det religiøse sted moskéen og de dertilhørende religiøse ritualer (f.eks. fredagsbønnen) som centrale i deres religiøse praksis, ej heller i deres valg om at bære niqab.

Desuden tages niqab af i moskéen og til religiøse ritualer, der oftest udøves i rum kun med kvinder. Niqab beskrives på den anden side som central for deres individuelle og selvvalgte religiøse praksis. Valget om at bære den ansigtsdækkende klædedragt har været et led i en længere individuel religiøs søgen. Det er et selvstændigt valg om at udøve en prisværdig handling i islam.

Kvindernes valg om at bære niqab adskiller sig fra deres forældres religiøse praksis. Kvinderne var unge og ugifte, da de første gang tog niqab på. Deres forældre var imod beslutningen og var bekymrede for, hvordan en så tydelig minoritetsmarkør ville påvirke deres fremtid og deres sikkerhed. Niqab var for kvinderne et valg om at dyrke en islam, der var anderledes end deres forældres, som de beskriver som ”kulturmuslimer”.

Ved siden af det religiøse liv har kvinderne også høje ambitioner i deres studier og arbejde. De tager ansvar for deres fremtid ved at uddanne sig. Deres største bekymring i forbindelse med forbuddet var, om de kunne færdiggøre deres uddannelser. Religiøsiteten hindrede dem ikke i at deltage i det danske samfund før forbuddet, men den blev udøvet sideløbende med deres dagligdag.

Som de demonstrerendes plakater viste, er kvindernes religiøse identitet forbundet med niqaben. Netop derfor føles forbuddet personligt rettet mod dem. Ved at kriminalisere niqab i Danmark har folketingspolitikerne politiseret en identitetsproces indenfor det muslimske mindretal.

Indirekte religionsdiskrimination har også konsekvenser

Efter forbuddet har størstedelen af kvinderne fra Kvinder i Dialog beholdt deres niqab på. De fortsætter arbejdet, men energiniveauet er lavt. Mange af kvindernes kræfter bliver nu brugt på at få hverdag og psyke til at hænge sammen i det land, hvor de er født og opvokset, og hvor de ikke længere føler sig velkomne.

Som eksempel har Meryem valgt at beholde sin niqab på. Hun mener ikke, at det er en mulighed at tage den af, for den føles som en del af hende selv. På samme tid har forbuddet også styrket hende i sin tro. Hun finder styrken til at stå ved sin identitet i religionen. Hun anser det som en prøvelse, hun må igennem og derved vise sin loyalitet overfor Gud.

Derudover er der mange praktiske problemer for kvinderne. Hver gang, de skal bevæge sig uden for en dør, skal de tage stilling til, om det kan betale sig. Det er særligt svært for de kvinder, der ikke har adgang til en bil.

De mere subtile konsekvenser for kvinderne er, ifølge Meryem, som er medlem af Kvinder i Dialog, flersidet. Der er en række psykiske konsekvenser i form af angst eller lignende afledt af at være kriminaliseret.

De er udsat for en daglig utryghed, der resulterer i en selvreguleret indskrænkelse i deres bevægelsesfrihed. Meryem, som studerer på universitetet, fortæller mig, at hun ud over på universitetet nu aldrig befinder sig længere tid end 15 minutter på det samme sted i offentlige rum.

Niqab er en psykologisk, religiøs og spirituel handling for de kvinder, der bærer den. Derfor er en lovgivning, der forbyder denne, også en lovgivning, der har betydning for disse kvinders psykologiske, religiøse og spirituelle velbefindende. Mens forbuddets umiddelbare effekt var, at niqab blev mere synlig i det offentlige rum, er den langsigtede effekt af forbuddet en indskrænkning i bevægelses- og religionsfriheden for en lille gruppe kvinder i Danmark.

Da tildækningsforbuddet trådte i kraft den 1. august 2018 gik en gruppe kvinder sammen og startede Kvinder i Dialog. Med slogans som 'fingrene væk fra min niqab' og 'loven fratager mig retten til at købe sokker' kæmper de for retten til at bære niqab Foto: Drude Daverkosen