Voxpop

Voxpop: Højskoleforstandere om sangen “Ramadan i København”

Højskoleforstanderne Simon Axø, Rikke Holm, Jasper Gramkow Mortensen og Bjørn Bredal svarer på spørgsmål om sangen "Ramadan i København" og mangfoldighed på højskolerne. Foto: Lars Koue Mogensen/ Askov Højskole/ Christoffer Askmann/ Anika Lori

Da det kom frem, at sangen “Ramadan i København” ville komme med i højskolesangbogen, kom der gang i debatten omkring islams rolle i Danmark. Religion.dk har hørt en række højskoleforstandere til, hvilke tanker, der er om sangen, på højskolerne

For første gang kan man under ramadanen synge en sang fra Højskolesangbogen, som handler om højtiden. Sangen “Ramadan i København” blev ved sidste revidering optaget i den prestigefyldte bog, og det vakte en del debat.

Men hvordan tager de imod sangen ude på de danske højskoler? Religion.dk har spurgt en række højskoleforstandere om, hvad de tror tilføjelsen af sangen betyder, og hvilken rolle mangfoldighed og andre kulturer spiller på højskolerne.

Læs med herunder, hvor forstanderne fra Johan Borups-, Askov-, Testrup- og Oure Højskoler giver deres bud.

Bjørn Bredal, forstander Johan Borups Højskole
Har I sunget “Ramadan i København” under ramadanen?
Vi har sunget den rigtigt meget på vores højskole, fordi vi var de første, der indsang den. Vi har ikke sunget den nu her, fordi vores skolehar været lukket på grund af særlige corona-restriktioner.

Hvad gør det, at der er kommet en sang, som omhandler ramadanen med i Højskolesangbogen?
Det gør Højskolesangbogen mere aktuel, brugbar og relevant i en moderne storbyorienteret tid. Jeg synes måske, der har været lidt for meget fokus lige på den ene sang, men ramadansangen er en smuk del af det løft, Højskolesangbogen har fået.

Har sangen været årsag til at tale om ramadan eller mangfoldighed og andre kulturer generelt på højskolen?
Det har den i allerhøjeste grad, og vi har en løbende samtale om mangfoldighed på skolen.

I forbindelse med debatten omkring sangen, blev det ofte fremhævet, at folk med muslimsk eller anden etnisk baggrund ikke fylder på højskolerne - er det et billede du kan genkende?
Jeg kan ikke genkende det fra vores højskole. Her er der altid en del elever med muslimsk baggrund, og det sørger vi også for, at der er. Men de er ikke definerede som elever med muslimsk baggrund, de er bare højskoleelever ligesom alle andre.

Er mangfoldighed og diversitet i elevsammensætning noget, I har fokus på?
En del af skolens værdisæt er, at vi arbejder med mangfoldighed og med menneske først. De to ting går hånd i hånd. Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe elever af alle slags og alle baggrunde ind på skolen. Derfor kæmper vi en del for at skaffe midler til, at unge med for eksempel indvandrerbaggrund kan komme på skolen. Omvendt, når først eleverne er på skolen, så er det menneske først, og så gør vi ingen forskel.

Hvorfor er mangfoldighed vigtigt på højskolerne?
En højskole skal i sin elevsammensætning afspejle samfundet. Samfundet er mangfoldigt, og så skal højskolerne også være det. Vi er en del af den samfundssamtale, der er om ungdom, udvikling, dannelse, oplysning, livsformer og alt det, som er vigtigt i det danske samfund. Hvis den samtale kun føres i et bestemt miljø, så risikerer den at blive ligegyldig.

Rikke Holm, forstander Askov Højskole
Har i sunget “Ramadan i København” under ramadanen?
Nej, men jeg tænker, at vi kommer til det på et tidspunkt. Sangen har ikke særstatus hverken på den ene eller anden måde.

Hvad gør det, at der er kommet en sang, som omhandler ramadanen med i Højskolesangbogen?
Mest af alt har det givet en masse mediehurlumhej. Jeg synes ikke, det er fuldstændigt specielt, om det handler om det ene eller det andet. Det er ikke en religiøs sangbog, men en folkelig sangbog, og i det omfang den udtrykker de forskellige, mangfoldige former for folkelighed, vi har i Danmark, så er det relevant.

Har sangen været årsag til at tale om ramadan eller mangfoldighed og andre kulturer generelt på højskolen?
Nej, ikke endnu. Det kan sagtens være, den gør det på et tidspunkt. Højskolesangbogen giver i vores dagligdag løbende anledning til at tage forskellige temaer op.

I forbindelse med debatten omkring sangen, blev det ofte fremhævet, at folk med muslimsk eller anden etnisk baggrund ikke fylder på højskolerne - er det et billede du kan genkende?
Ja, de er helt klart en minoritet, men det kunne også gælde andre religioner. Generelt er mit billede, at de fleste unge måske nok kan have en religiøs baggrund, men ikke som sådan dyrker det religiøse som en stor ting i deres liv.

Er mangfoldighed og diversitet i elevsammensætningen noget i har fokus på?
Vi har forsøgt at arbejde med, hvordan vi åbner for, at mennesker, der ikke har opdaget højskolerne, kan komme afsted. Det kunne være unge med anden etnisk baggrund, men det kunne også være alle mulige andre baggrunde. Vi søger mangfoldigheden, men i en mangfoldighed skal man også finde sig selv i et trygt forum, og det gør man tit ved at genkende sig selv i de mennesker, der er der. Så det er en balancegang.

Hvorfor er mangfoldighed vigtig på højskolerne?
Det, at mange forskellige mennesker tager på højskole, giver en sammenhængskraft i samfundet. At man har sådan et mødested, hvor man kan mødes på kryds og tværs, det er ret stærkt. Her deler man sin hverdag, møder den forskellighed, der er imellem mennesker, og man lærer rigtigt meget af at skulle navigere i det.

Simon Axø, forstander Testrup Højskole
Har I sunget “Ramadan i København” under ramadanen?
Vi har sunget den, men ikke på det her hold. Om vi har i sinde at gøre det har ikke så meget med ramadanen at gøre, mere med om den bliver valgt af elever eller lærere. Vi har ikke nogen principper om, hvilke sange der skal synges.

Hvad gør det, at der er kommet en sang, som omhandler ramadanen med i Højskolesangbogen?
Absolut ingenting. Det er ikke første gang, der kommer en sang med muslimsk præg med - 'Morning has Broken' er fortolket af Yusuf Islam - og mig bekendt rykkede det ikke det helt store. Forhåbentligt kan man for de fleste danskeres vedkommende få indblik i en verden, der er anderledes end ens egen, samtidig med at der kan være noget genkendelse.

Har sangen været årsag til at tale om ramadan eller mangfoldighed og andre kulturer generelt på højskolen?
Det tror jeg, at den kan blive. Nu er der en konkret tekstmæssig forankring at tage udgangspunkt i, og det var der jo ikke rigtigt før. Så på den måde tror jeg egentlig, at det har skabt en mulighed eller i hvert fald en lettere tilgængelighed.

I forbindelse med debatten omkring sangen, blev det ofte fremhævet, at folk med muslimsk eller anden etnisk baggrund ikke fylder på højskolerne - er det et billede du kan genkende?
Det mener jeg er faktuelt, ja.

Er mangfoldighed og diversitet i elevsammensætningerne noget, I har fokus på?
Ja og nej, forstået på den måde, at vi gør meget ud af, at Testrup Højskole er for alle, uanset hvilke forudsætninger, man har. Men vi har ikke specifikt fokus på, at der skal komme flere piger eller drenge eller kristne eller jøder eller muslimer eller indvandrere eller nydanskere eller gammeldanskere osv. Den dagsorden har vi ikke.

Hvorfor er mangfoldighed vigtigt på højskolerne?
Fordi man grundlæggende bliver klogere af at møde nogen, der er anderledes end en selv.

Jasper Gramkow Mortensen, forstander Oure Højskole
Har I sunget “Ramadan i København” under ramadanen?
Ikke endnu, men vi har tænkt os at gøre det.

Hvad gør det, at der er kommet en sang, som omhandler ramadanen med i Højskolesangbogen?
Den blå sangbog er en kraftig symbolmarkør for højskoler og for den danske selvforståelse, og derfor har det skabt debat, at der kommer noget, som ikke umiddelbart er dansk kultur ind i den. Men jeg mener, at den her sang har været med til at bløde Højskolesangbogen op og også åbne højskolerne mere for andre end “danskere” i den forstand, og det, synes jeg, er rigtigt væsentligt, at vi signalerer.

Har sangen været årsag til at tale om ramadan eller mangfoldighed og andre kulturer generelt på højskolen?
Vi taler meget om mangfoldighed og andre kulturer på vores højskole, så nej ikke specielt. Men det er klart, under ramadanen er det svært at undgå at tale om. Som en oplysende højskole må vi se på, hvordan verden ser ud faktuelt, og ramadanen er en del af det danske samfund, det er indiskutabelt.

I forbindelse med debatten omkring sangen, blev det ofte fremhævet, at folk med muslimsk eller anden etnisk baggrund ikke fylder på højskolerne - er det et billede du kan genkende?
Ja, og det synes jeg er ærgerligt. Vi er nødt til at insistere på, at vi alle skal kunne være her sammen. Det er også et ansvar, vi som højskoler skal tage på os. Den her sang kan måske være et lillebitte rygstød i retningen af at få flere muslimer eller folk med anden etnisk baggrund til at vende hovedet mod højskolerne.

Er mangfoldighed og diversitet i elevsammensætningerne noget I har fokus på?
Ja, det er det i den grad. Vi har haft en del folk med anden etnisk baggrund og folk med andre religioner end kristendom, men også handicappede og mentalt besværede. Det er en del af højskoleprojektet at kunne rumme alle og kunne udvikle alle, uanset hvilken baggrund de har. Men indrømmet, det kunne blive bedre.

Hvorfor er mangfoldighed vigtigt på højskolerne?
Den eneste måde, du kan lære at kende dig selv på, er ved at se, hvor forskellig du er fra andre. Det er svært at anerkende, at man ikke altid selv er verdens centrum, og at alle ikke er eller tænker som en selv. Jo mere modstand - i positiv forstand - du får, des klogere bliver du på dig selv, des mere tolerant bliver du, og des større udsigter får du mulighed for at se. Det er helt afgørende, at vi lærer at forstå hinanden, og derfor er mangfoldighed afgørende - også for individet.

Foto: Askov Højskole
Foto: Christoffer Askmann
Foto: Anika Lori
Foto: Lars Koue Mogensen