Terrorangreb mod sikher i Afghanistan viser et forfulgt folks skæbne

Awtar Singh Khalsa (i midten) var iblandt de omkomne. Han var opstillet til det kommende parlamentsvalg i efteråret og var en kendt person blandt Afghanistans minoriteter. I flere år har han arbejdet ihærdigt for at sikre basale menneskerettigheder. Med weekendens angreb står de afghanske sikher nu uden lederskab. Foto: Privatfoto: Pritpal Singh

Det i forvejen hårdt udsatte afghanske sikh-samfund blev i sidste weekend udsat for et alvorligt attentat, da Islamisk Stat dræbte sikhernes religiøse og politiske ledere. Mange frygter nu, at de afghanske sikher endegyldigt vil forlade landet, og at et 500 årigt gammelt minoritetssamfund derved vil uddø

Minibussen var på vej gennem den afghanske millionby Jalalabad søndag den 1. juli. I den sad flere af Afghanistans mest prominente sikher, herunder en kandidat til parlamentet, som var godt igang med en valgkamp.

De var på vej til møde med Afghanistans præsident Ghani, som netop havde indviet et nyt hospital i byen. Men bussen nåede ikke frem.

En selvmordsbomber fra Islamisk Stat nærmede sig bussen og detonerede sin bombe. 19 personer omkom, og med ét blev de afghanske sikher berøvet deres religiøse og politiske ledelse.

Afghanistan er et muslimsk land. Men det huser en gammel sikhisk befolkning, som kun de færreste har hørt om. Antallet af sikher i Afghanistan er faldet dramatisk de seneste 20 år grundet forfølgelse og chikane. Det anslås, at der i 1940'erne var omkring 250.000 afghanske sikher. I dag er tallet helt nede på 3000.

Prominente sikher blandt de omkomne

Særligt to af dødsfaldene har ramt mange sikher på verdensplan som et hårdt slag. Rawail Singh og Awtar Singh Khalsa var blandt de mest prominente afghanske sikher på globalt plan.

Rawail Singh var kunster og samfundsaktivist. Han var forud for sin død i gang med at planlægge en musikfestival i byen Bamyan for at øge tolerancen og sameksistensen blandt afghanere med forskellige religiøse baggrunde.

Igennem længere tid havde han gennem sin kunst skabt positive budskaber på de forfaldne og udbombede bygninger, der præger store dele af de afghanske byer Jalalabad og Kabul. Han var også aktiv i foreningslivet.

Awtar Singh Khalsa var senator under den tidligere regering under ledelse af Hamid Karzai. Derfor havde Awtar Singh Khalsa meldt sit kandidatur til det kommende parlamentsvalg som repræsentant for sikh- og hinduminoriteten med særligt fokus på deres menneskerettigheder.

Den nuværende sikh-befolkning i Afghanistan består i høj grad af fattige og analfabeter, da størstedelen af de ressourcestærke har forladt landet og bosat sig i Indien og vesten.

En af dem, der har mødt de to afdøde sikher, er Pritpal Singh, dokumentarist og talsmand for afghanske sikh flygtninge i London. Ifølge ham var de to særligt populære, fordi de - på trods af at være ressourcestærke og højtuddannede – valgte at forblive i Afghanistan og kæmpe for bedre rettigheder for landets fattige.

Rawail Singh har tidligere været kidnappet og tortureret af Taleban, og hans bror omkom under et terrorangreb i et sikh tempel i 1988. Awtar Singh Khalsa mistede otte familiemedlemmer under et raketangreb i starten af halvfemserne.

Begge var således bekendte med den risiko, der var forbundet med at være i Afghanistan, og de blev derfor anerkendt og højt respekteret for deres mod til at forblive i landet og kæmpe for et bedre og lysere Afghanistan.

Fremtiden for Afghanistans sikher

Det er derved uvist, om sikh organisationerne vil kunne finde nye frontmænd med samme stærke netværk, viden og medietække. En britisk sikh-organisation skrev i et facebook-opslag til minde om de omkomne:

”Forestil dig dit lands regering kollapse fra den ene dag til den anden. Dette skete for os i går. Alle disse [på billederne] var vores samfundsledere, og de gav stemmer til de personer, der ikke har nogen stemme.”

I dagene efter terrorangrebet rapporterede nyhedsbureauet Reuters, at mange sikher så angrebet som det endelige tegn på at forlade landet. Andre sikher ønsker at forblive i andet for at sikre, at sikhismens 500 årige historie i landet ikke uddør:

”Vi er ikke kujoner. Afghanistan er vores land, og vi har ikke tænkt os at forlade landet,” udtalte den kendte sikh-hockeyspiller Sandeep Singh til Reuters.

Af landets 20 historiske sikh templer, kaldet gurdwaraer, er omkring to stadig i brug. De øvrige er blevet konfiskeret af kriminelle og ekstremister ”Vores religiøse praksis vil ikke blive tolereret af de islamiske terrorister. Vi er afghanere. Regeringen anerkender os som afghanere, men terroristerne angriber os, fordi vi ikke er muslimer” udtalte Tejvir Singh til Reuters.

Uvis fremtid i Afghanistan

I øjeblikket har de afghanske sikh-butiksejere lukket deres butikker ned i 10 dage for at sørge. Den tidligere præsident Hamid Karzai har besøgt en af sikh-helligstederne (gurdwaraerne) for at kondolere, ligesom repræsentanter fra den afghanske ambassade i London og afghanske moskéer har besøgt og kondoleret for de afghanske sikh-flygtninge i London.

Muslimske afghanere over hele verden har udtrykt stor sympati med de efterladte, udarbejdet kunst til deres ære og taget afstand fra den splittelse, som Islamisk Stat forsøger at skabe mellem afghanere.

Jasjit Singh, britisk forsker ved Leeds University, har udført feltarbejde blandt afghanske sikh flygtninge i England, og han har endvidere fungeret som ekspertvidne ved britiske asylsager om afghanske flygtninge. Han ser ikke lyst på sikhernes fremtid i Afghanistan:

”Jeg vil være dybt overrasket hvis der er mange sikher, som vælger at forblive i Afghanistan efter dette angreb. Fra at have været et blomstrende samfund i 1970'erne, er stort set alle sikher blevet fordrevet fra landet grundet trusler og vold.”

Talsmand og dokumentarist Pritpal Singh ser dog nogle nye tendenser i kølvandet på angrebet:

"Flere af de unge afghanere her i London virker til at være mere politisk engagerede i de afghanske sikhers forhold. Flere af dem ønsker at hjælpe sikherne med at komme ud af landet og søge politisk asyl i vesten. Dette angreb vil formentligt bevise for [vestlige] myndigheder, at sikherne virkelig er forfulgte i Afghanistan.”

Pritpal Singhs dokumentar om sikhismens tilstand i Afghanistan kan ses på Youtube:

Documentary Mission Afghanistan
Rawail Singh (tv.) og Awtar Singh Khalsa var blandt landets mest prominente sikh-stemmer. Foto: Pritpal Singh og Rahmat Gul/AP/Ritzau Scanpix