Ti vigtige ting at vide om jødedommen

Jødedommen er en mangfoldig størrelse, som kan siges at have tre hovedretninger: Reform-jødedom, konservativ jødedom og ortodoks jødedom. Inden for den ortodokse retning finder man et mindretal af ultraortodokse jøder, hvor mændene kan kendes på deres lange krøller, som hænger fra tindingerne, fordi de ikke mener, at man må klippe det af. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Jødedommen er en af de tre store abrahamitiske religioner, der går tilbage til patriarken Abraham. Jøderne har en flittig fortælletradition og mange fester til at mindes historien. Her er ti vigtige ting at vide om en af verdens ældste religioner

1. Jødernes Gud

"Du må ikke have andre guder end mig", hedder det i det første af De ti bud. Gud hedder i den jødiske bibel JHWH - hebraisk har ikke vokaler, og ordet udtales Jahve, som betyder Jeg er den, jeg er. Jøderne kalder dog som regel Gud for "Adonai", som betyder Herren. I jødedommen ses Herren som den, der har skabt verden og dens liv og udvalgt det israelittiske folk og givet dette folk sin lov.

2. Moses

Det Gamle Testamente gør Moses til stifteren af Israels religion. Han er ifølge Det Gamle Testamente født blandt israelitterne i Egypten, opfostret ved Faraos hof, men drager ud i ørkenen, hvor Jahve åbenbarer sig for ham og pålægger ham at udfri israelitterne. På vej frem mod det forjættede land får folket gennem Moses loven fra Jahve.

3. Toraen

Loven eller Toraen er også betegnelsen for de fem Mosebøger i Det Gamle Testamente. Heri er den jødiske lovs i alt 613 bud. Toraen blev op mod Kristi fødsel genstand for stadige fortolkninger. Toraen og dens fortolkning udgør indtil i dag kernen i jødedommen.

4. Profeterne

Helt tilbage i Israels ældste tid (omkring år 1000 f.v.t.) optrådte der profeter, der gav orakelsvar. Omkring år 700 f.v.t. optræder der nu stærke religiøse skikkelser med kritik af sammenblandingen mellem Israels religion og den kanaanæiske frugtbarhedsreligion. Enkelte af disse profeter har efterladt sig skrifter (for eksempel Esajas). I løbet af de næste århundreder optræder der fortsat skriftprofeter. Hos profeterne er kritik af de nuværende tilstande kombineret med visioner af både dom og frelse.

5. Det jødiske tempel

Jøderne i det gamle Israel havde flere helligsteder for dyrkelsen af Jahve. Det første jødiske tempel i Jerusalem blev ifølge den bibelske tradition bygget i Jerusalem af kong Salomon i midten af 900-tallet f.v.t. Dette blev i 520-15 f.v.t. afløst af et nyt tempel efter landflygtighedstiden i Babylon. Herodes den Store byggede et nyt og overdådigt tempel fra omkring 19/20 f.v.t. Dette blev ødelagt totalt i år 70 af romerne. Templet var centrum for den israelitisk-jødiske kult.

6. Den jødiske synagoge

Som følge af landflygtighedstiden i 500-tallet f.v.t. udvandrede jødiske grupper til mellemøstlige byer og byer omkring det østlige Middelhav. Nu kom Toraen i centrum, synagoger eller forsamlingsbygninger blev rejst til gudstjenstebrug, hvor loven blev oplæst, og hvor der også kunne undervises i toraens rette fortolkning. Synagogen er stadig jødedommens gudstjenestested.

7. Pesach

Pesach jødedommens store fest, som fejres om foråret den 15. i måneden nisan. Påsken fejres til minde om udfrielsen fra Egypten. Festen indledes påskeaften med et måltid, der symbolsk skal pege på forholdene i Ægypten og fortællingen om udfrielsen reciteres ved bordet. Som et vigtigt led i måltidet spises usyret brød.

8. Omskærelsen

En rituel bortoperation af forhuden på det mandlige lem. Dette finder sted på ottendedagen efter drengens fødsel. Baggrunden for denne skik er at finde i Jahves befaling til Abraham om at lade omskærelsen være et pagtstegn. Omskærelsen praktiseres fortsat i jødedommen og er afgørende for den jødiske identitet.

9. Sabbatten

Det hører ligeledes til jødisk identitet, at sabbatten overholdes. Det er hviledagen, den syvende dag i ugen (= lørdag) I følge jødisk tidsregning begynder sabbatten fredag aften klokken seks og varer til lørdag aften klokken seks. Ligesom Gud hvilede på den syvende dag efter skabelsen, skal mennesket bruge denne dag til hvile og til bøn og læsning i loven. En stor del af Toraen angår regler for sabbattens overholdelse.

10. Guds folk, Israel

Israel er navnet på Guds folk. Det altså både en politisk og national betegnelse - og tillige en religiøs betegnelse. Israel betyder "Gud kæmper" eller "Gud hersker". Israel består i følge traditionen af de 12 stammer, som har navn efter Jakobs 12 sønner. Som stat og folk er Israel udvalgt af Gud. Israel er jødedommens selvbetegnelse. Og det sande Israel bliver da dem, som holder ud i troen på Jahve.

Artiklen er første gang udgivet 8. marts 2005, senest opdateret 5. januar 2018.

Jødedommens fortællinger er nedskrevet i Det Gamle Testamente, som også kaldes Tanakh (TaNaK). Betegnelsen angiver begyndelsesbogstaverne for bogens tre hoveddele: Torah, Nebiim og Ketubim, som betyder henholdsvis Loven, Profeterne og Skrifterne. Ofte kalder man også hele skriftsamlingen (Tanakh) for Torah. Foto: Ritzau Scanpix/Iris
Det var egentlig en modvillig Moses, som påtog sig opgaven fra Gud om at udfri israelitterne fra Egypten. Han hverken så sig selv som leder eller som en med talegaverne i orden. Med med hjælp fra Gud og de ti plager lykkedes det at befri israelitterne fra Farao efter 400 års slaveri. Maleriet skildrer begivenheden, hvor Moses bringer israelitterne sikkert over Det Røde Hav, så de undslap Faraos soldater. Foto: Arkivfoto
Det jødiske tempel faldt første gang for babyloniernes hænder i 586 f.Kr., hvorefter israelitterne blev ført i eksil i Babylon, hvor de var, indtil de blev befriet i 539 f.Kr. Da de vendte tilbage, genopbyggede de templet, som dog fald igen i år 70 e.Kr. I dag står der en moské på samme område, men jøderne har dog bevaret en rest af templet, som i dag er kendt som grædemuren. Foto: Ritzau Scanpix/Iris
Den jødiske påske, pesach, indledes med måltidet seder. Udover det usyrede brød findes ved dette måltid også bitre urter, saltvand, et kogt æg, en stegt lammeknogle og en brun frugtmos, som skal symbolisere det ler, som slaverne i Egypten måtte arbejde med. Saltvandet symboliserer tårer, de bitre urter symboliserer bitterhed, knoglen står for de ofrede lam og ægget symboliserer forår og et nyt liv. Det hele anrettes på et særligt seder-fad til anledningen. Foto: Joel S. Fishman.