Indføring

Gud i jødedommen

Foto: stock.xchng.

Hvem er den jødiske Gud? Han er allestedsnærværende og en del hverdagen

Jødedommen er den ældste af verdens monoteistiske religioner, det vil sige religioner, der kun anerkender én Gud.

Gud er én, Gud er udelelig. Derfor er det også en overbevisning i jødedommen, at alt, hvad der sker her i livet, skyldes Guds indgriben. Både det, der er godt og lykkeligt, og det, som er ondt og mørkt. Alt har Gud som yderste årsag. Dog er der ikke tale om skæbnetro , idet Gud også giver plads til menneskets frie handling. Derfor har Gud givet mennesket loven som en vejledning.

Gud er principielt uforståelig, men samtidig er han en nærværende og handlende gud, der har udvalgt sig et særligt folk, Israel.

Guds navn og navne

Ifølge Det Gamle Testamente har Gud navnet Jahve, hvilket er den mest sandsynlige udtale af det ord, som står i den hebraiske tekst, JHVH. På hebraisk skriver man kun konsonanterne, vokalerne er underforstået. Fra omkring år 300 f.v.t. undgik man i jødedommen at sige ordet, da man anså det for så helligt, at intet menneske kunne tage det i sin mund. I stedet sagde man et andet hebraisk ord for Gud, nemlig Adonaj, som betyder Herre.

Navnet Jahve skimter man i den sidste del af ordet halleluja, som er et kultråb, der betyder priset være Jahve.

Selve ordet Gud kommer af det hebraiske El, der betyder magt og vælde. Han er den vældige, som er højt ophøjet over menneskene. Samtidig er han nærværende blandt menneskene og ikke en hvilende og tilbagetrukket gud.

Han kaldes også Hærskarers Herre. Bag denne betegnelse ligger forestillingen om Gud som en konge, der er omgivet af et himmelsk hof. I begyndelsen af Jobs bog skildres Guds hof, hvor Satan træder frem som en af hoffolkene og beder om at få lov til at sætte Job på prøve.

Fælles for de tre semitiske, monoteistiske religioner (jødedom, kristendom og islam) er opfattelsen af Gud eller Allah som en personlig gud og ikke en upersonlig kraft. At Gud er personlig betyder ikke nødvendigvis, at Gud er en gammel mand med hvidt skæg, der sidder på en sky. Men det betyder, at Gud eller Allah omtales som han og omtaler sig selv som jeg, de personlige stedord.

Tilsvarende forstås menneskers relation til Gud eller Allah som en personlig relation, hvilket er med til at understrege en nærhed mellem mennesker og det guddommelige.

Skaber og lovgiver

Troen på den ene Gud i jødedommen fører naturligt med sig, at Gud ses som skaberen: "I begyndelsen skabte Gud himmel og jord..." (1 Mos 1,1), som der står i begyndelsen af Det Gamle Testamente. I Esajas' Bog 40,26 siger den profetiske skikkelse, der forkynder, at jøderne nu skal vende tilbage til deres gamle land: "Løft jeres øjne mod himlen, og se! Hvem skabte den?"

Videre i Esajas' Bog 44,6-20 gør forfatteren grin med de andre folkeslag, der fremstiller guder af træ eller metal. For der er ingen anden gud end Jahve. Teksten er fra et sted i 500-tallet f.v.t., hvor en gruppe af Jerusalems befolkning, sikkert præster og godsejeradel, er ført bort i landflygtighed i Babylon. Nogle mener, at også den skabelsesfortælling, der indleder Bibelen, er skrevet i Babylon. Tilsvarende formodes det, at forbuddet mod at lave billeder af Gud er formuleret i denne periode - netop for at markere Gud som den mægtige og den, der for mennesker er ubegribelig.

Det andet bud i de ti bud lyder: "Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himlene eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede eller dyrke det, thi jeg Herren din Gud er en nidkær Gud ...". Gud er altså nidkær. Det er et ord med flere betydninger. Det betegner, at Gud altid er opmærksom på verden og det rette liv, men også at han ikke tåler andre guder ved sin side, eller at hans udvalgte folk ikke er trofast over for ham.

Gud i Det gamle Testamente

Som skabelsens gud er Gud den vældige, der er højt ophøjet over menneskene (se for eksempel, hvordan Gud beskrives i Salme 104). Men han er vel at mærke ikke en hvilende eller en tilbagetrukket Gud. Tværtimod tegnes han i den gammeltestamentlige litteratur som den, der griber ind i historien og som allestedsnærværende. Opfattelsen af Gud som handlende og nærværende i dagligdagen er i det hele taget central for jødedommen.

I den israelitiske religions historie er der selvfølgeligt tale om en udvikling i opfattelsen af Gud. Fra at være den Gud, Jahve, der udvælger sig det israelitiske folk som det folk, han vil være gud for, bliver Jahve mere og mere hele verdens gud.

Nogler forskere mener, at Jahve i begyndelsen af jødedommens historie er en stammegud. Det vil sige, at han er gud for den folkestamme, der har Abraham som stamfader (1 Mos 12-15). Den folkestamme, som Abraham er ophav til, kommer ifølge den bibelske historie til Ægypten, bliver slaver, men befries igen af Moses. Moses har igen mødt Abrahams gud, Jahve. Ja, det er overfor Moses at Gud afslører sit egentlig navn: "Jeg Er" (på hebraisk JHVH). Moses får nu den opgave at føre israelitterne ud af slaveriet tilbage til det land, som Jahve vil give sit folk, nemlig Kanaans land. Jahve forstås nu som den gud, der har sluttet pagt, det vil sige forbund, med det israelitiske folk. Jahve vil være dets gud, såfremt folket overholdet Jahves love, de ti bud. Man kalder dette for monolatri, det vil sige kun Jahve må dyrkes af israelitterne, selvom der er andre guder til.

Det israelitiske kongedømme etableres (cirka år 1000 f.v.t.) efter erobringen af Kanaans land. Men da kongedømmet efter cirka 500 år ikke længere kan klare de mellemøstlige stormagter, opstår den tanke, at Jahve ikke blot er Israels gud, men også den almægtige skaber af hele verden. Det er med andre ord monoteismen, der for alvor slår igennem.

En egenskab mere ved Gud, som understreges i Det gamle Testamente, er Gud som retfærdig. Det vil sige, at Gud straffer og belønner sit folk og det enkelte menneske alt efter, om Hans love og ordninger for mennesker overholdes.

Men ikke så snart har monoteismen sat sig igennem i Israel før problemet opstår: Hvordan kan Gud tillade det ondes eksistens?

Problemet gennemspilles i den store Jobs bog i Det gamle Testamente. Her spørger Job, som uforstående og urimeligt er overfaldet af sygdom og ulykker, hvorfor han har mistet alt. Har han ikke altid været from og gudfrygtig? Har han begået en synd, som han nu skal straffes for?

Alt dette er Jobs spørgsmål, som han kræver, at Gud besvarer ansigt til ansigt.

I slutningen af bogen sætter Gud Job på plads ved at fortælle ham om skabelsens mysterier og storhed. Dette tvinger Job til at indrømme, at han som menneske ikke kan stille spørgsmålstegn ved Guds retfærdighed. Guds væsen er uigennemskueligt, og der gives derfor ingen fornuftig og gennemskuelig forklaring på lidelsens og det ondes problem. Det er Jobsbogens konklusion.

Israel - det udvalgte folk

Den jødiske Gud er altså universel i den forstand, at han er hele verdens skaber. Men han er også den, der har udvalgt sig et bestemt folk, nemlig Israel. For nok elsker Gud alle mennesker, siger jøderne, men Israel er blevet udvalgt til store opgaver og tjenester på hele menneskehedens vegne. Det skal forstås sådan, at det jødiske folk er udvalgt til at være det folk, hvorigennem Gud åbenbarer sig. Han udsætter sit folk for svære prøvelser for at opdrage det. For gennem prøvelser bliver folket renset og helligt.

"Det hebraiske ord for "hellig" betyder at være forskellig, at udskille sig. Israel skulle være et helligt folk, det vil sige en særskilt nation, anderledes end andre nationer, med sin egen særlige livsform og adfærd" (Isidore Epstein i Bent Melchior, "Jødedommen - en tekstcollage").