Hvem er jøde?

Der er stor forskel på at være født som jøde - det vil sige ved at have en jødisk mor - og på at praktisere jødedommen som religion. Særligt i dag er mange jøder bevidste om at tilhøre det jødiske folk, mens jødedommen som religion kun spiller en begrænset rolle i deres liv, forklarer tidligere overrabbiner Bent Lexner. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Hvornår er man jøde? Det afhænger af, hvad man forstår ved at være jøde: Er det en person, som praktiserer den jødiske religion, eller bestemmes det ud fra en persons afstamning? En tidligere overrabbiner og en religionsforsker uddyber her i artiklen

Overrabbiner Bent Lexner og religionsforsker Brian Arly Jacobsen skriver her i artiklen om spørgsmålet "Hvornår er man jøde". Deres indlæg er oprindeligt udgivet uafhængigt af hinanden, men er her blevet samlet.

1. Tidligere overrabbiner: Hvem der er jøde er både et spørgsmål om etnicitet og religiøsitet

En jøde tilhører jødedommen og identificerer sig derfor udfra religionen. Men på den anden side knytter jødedommen sig specielt til det jødiske folkeslag, til en etnisk befolkningsgruppe. Derfor er det at være jøde også en etnisk betegnelse. Jøder kan sagtens være født ind i det jødiske folk uden at bekende sig til jødedommen som religion. Samtidig kan man også kulturelt set være jøder, eksempelvis ved at have fået en jødisk opdragelse.

Jødedommen som religion knytter sig specifikt til det jødiske folk. Ingen andre religioner definerer sig på lignende måde udfra en etnisk gruppe, et folk. Mange arabere er muslimer, men der findes eksempelvis også kristne arabere. Indonesien er det land i verden, hvor der bor flest muslimer. På samme måde er det umuligt at omtale de kristne som et folkeslag. Betegnelsen "jøde" skiller sig ud. Det kan både have en religiøs, etnisk og kulturel betydning. Derfor er det svært at afgrænse, hvem der er jøde.

Et spørgsmål som umiddelbart er let at svare på i mange andre religioner, volder faktisk en del besvær inden for jødedommen. Det burde være så simpelt som at sige, at en jøde er en person, der bekender sig til den jødiske tro. Men det er langt fra nok.

Den ortodokse jødedoms definition på, hvem der er jøde, er egentlig ligetil. Jøde er den, der er født af en jødisk mor, eller som er konverteret til jødedommen ifølge de ortodokse forskrifter. Det hjælper altså ikke blot at have en jødisk far eller være opdraget ifølge halakhah, jødisk lov. Har personen en jødisk mor, er han jøde, uanset om han bekender sig til jødisk religion eller ej.

Forskel på at være jøde og have jødedom i sit liv

At være jøde afhænger ikke kun af religiøst ståsted. Etnisk afstamning er nærmest mere afgørende. Særligt i dag er mange jøder bevidste om at tilhøre det jødiske folk, mens jødedommen som religion kun spiller en begrænset rolle i deres liv.

Tidligere var det nærmest utænkeligt at opfatte sig selv som jøde uden at holde jødedommens forskrifter, traditioner og spiseregler.

Det at være jøde var uløseligt forbundet med at følge jødedommen. Omvendt var det umuligt at løsrive jødedommen fra det at være jøde. Men i takt med at verden bliver mere sekulariseret-verdslig, undergår denne opfattelse en forandring. Jødedommens definition af det at være jøde giver plads til, at man sagtens kan være "etnisk jøde" uden om det religiøse fællesskab, blot man har en jødisk mor. Men det er nærmest umuligt at være religiøs jøde uden også at være det etnisk. Det er muligt at konvertere, men sådan en proces er kompliceret.

Den jødiske historie spiller ind på, at så mange identificerer sig som jøder uden at have tilknytning til religionen. Op gennem historien har jøderne været udsat for utallige forfølgelser og fordrivelser, som kulminerede med Anden Verdenskrig. Sådanne oplevelser kan mange jøder berette om. Og hvis de ikke selv har oplevet det har deres forældre eller bedsteforældre. I det lys opfatter mange sig som jøder uden at identificere sig med en religiøs levevis. Det handler om en bevidsthed om at være født ind i et lidelses- og skæbnefællesskab. En bevidsthed, der binder det jødiske folk sammen.

I dag er specielt mange unge jøder interesseret i andre religioner, særligt i Østens religioner. Derudover bekender et stigende antal jøder sig til kristendommen og kalder sig messianske jøder. De er stadig bevidste om at være jøder, men forstået som en etnisk befolkningsgruppe, der har fælles historie og kultur.

Spørgsmålet om, hvem der er jøde, er altså ikke kun et religiøst spørgsmål. Efter staten Israels oprettelse i 1948 blev det et også retsligt spørgsmål med vidtrækkende konsekvenser. I 1950 vedtog det israelske parlament, Knesset, "loven om tilbagevenden", som sikrer enhver jøde ret til at bosætte sig i Israel og få israelsk statsborgerskab. En række interessante sager belyser denne konflikt. En af de mest berømte er sagen om "Broder Daniel", en polsk jøde. Han konverterede til kristendommen og blev katolsk munk for derefter at søge om israelsk statsborgerskab udfra loven om tilbagevenden. Selvom han ifølge jødisk lov var jøde, besluttede den israelske Højesteret, at han ikke længere kunne betragtes som jøde, fordi han var overgået til en anden religion.

I andre tilfælde har staten Israel flere gange lempet den rabbinske definition af, hvem der er jøde. Det skete først og fremmest med den store immigrationsbølge til Israel efter Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen af 1990'erne. Mange russiske immigranter kunne ikke bevise, at de var jøder i henhold til jødisk lov. Derimod fremviste de deres tilknytning til jødisk kultur, religion og historie.

I slutningen af 1980'erne var der den berømte Shoshana Miller sag, som handlede om en amerikansk kvinde, der konverterede til den reformerte retning af jødedommen. Shoshana udvandrede til Israel, hvor hun som følge af loven om tilbagevenden automatisk blev statsborger. Efterfølgende søgte hun om at blive registreret som jøde. Det blev nægtet. Hun kunne nemlig ikke fremvise et konverterings-bevis, som var udstedt af en ortodoks rabbiner.

Det er problematisk både i tilfældet med de russiske jøder og med de personer, der overgår til jødedommen inden for andre retninger end den ortodokse. Problemet ligger i, at de immigranter, der ikke kan bevise, at de har en jødisk mor, faktisk ikke kan anerkendes som jøder ifølge jødisk lov. Det samme gælder for folk, der er overgået til jødedommen ved en ikke-ortodoks konvertering. Kan man ikke fremvise et israelsk identifikationskort, hvorpå der står, at man er jøde, har man eksempelvis ikke mulighed for at gifte sig i Israel. Alle religiøse fester varetages nemlig under ortodoks tilsyn, og det er endnu ikke muligt at gifte sig borgerligt.

Det paradoksale er altså, at der bor en række mennesker i Israel, som staten anerkender som jøder, men som den øverste religiøse instans ikke anerkender som jøder. De ortodokse jøder vurderer det alene på baggrund af den jødiske lov, der siger, at man skal have en jødisk mor for at være jøde.

Problemstillingen er også udtryk for den magtkamp, der foregår mellem religiøse og sekulære israelere: mellem dem som mener, at Israel først og fremmest skal defineres på et religiøst grundlag og dem, som definerer Israel på et sekulært grundlag. Det stiller store udfordringer til fremtiden. Og bunder dybest set i forskellige opfattelser af spørgsmålet: "hvem er jøde?"

Bent Lexner er jøde og tidligere overrabbiner
Svar fra 8. marts 2005

2. Religionsforsker: Jødisk identitet kan omfatte både etnicitet, religion og medborgerskab

Definitionen af, hvem der er jøde afhænger af, om det er jøder selv, som definerer spørgsmålet baseret på normative religiøse love, om det er ved selv-identifikation (altså dem, som opfatter sig som jøder, er at betragte som jøder), eller af ikke-jøder af andre grunde.

Jødisk identitet kan omfatte så forskellige karakteristika som etnicitet, religion og medborgerskab, derfor har definitionen af, hvem der er jøde varieret afhængig af om det er et religiøst, sociologisk eller etnisk aspekt af fænomenet, som er blevet behandlet.

Spørgsmålet har givet anledning til juridiske kontroverser især i Israel, men også uden for Israel. Der har været retssager i Israel, som har behandlet spørgsmålet i henhold til fortolkningen af den israelske forfatning. Dette har blandt andet betydning for ikke-israelske jødiske statsborgers mulighed for at opnå statsborgerskab i Israel.

Ifølge Mishnah, den ældste kodificerede normative definition, som stadig bruges af jøder til selv-identifikation, er en person jøde ved fødslen, hvis denne er født af en jødisk mor (matrilineær tradition) eller gennem konvertering til jødedommen.

Denne definition er blevet anfægtet siden fremkomsten af ​​moderne jødiske grupper i det 19. århundrede og især efter oprettelsen af Israel i 1948.

De problemer som jødiske grupper og folk peger på er:

1. Den matrilineære tradition: Det vil sige om et barn født af en ikke-jødisk mor bør overvejes som jødisk gennem faderens jødiske identitet.

2. Konvertering: Det vil sige hvilken konverteringspraksis bør betragtes som gyldig?

3. Historisk tab af jødisk identitet: Nemlig om et individ eller en gruppes handlinger (såsom konvertering til en anden religion), eller omstændigheder i et individs liv (såsom at være uvidende om jødiske forældre) bør påvirke dennes jødiske status.

4. Diaspora-identitet: Jødisk identitet udenfor Israel.

5. Krav på israelsk statsborgerskab: Ovennævnte spørgsmål i forbindelse med Israels grundlæggende love.

Der er altså ingen klar definition af, hvem som er jøde. Spørgsmålet er, om en jøde er en person, som praktiserer den jødiske religion, eller om en jøde udelukkende skal bestemmes ud fra en persons afstamning?

Det er ikke kun et teoretisk spørgsmål, som diskuteres af jødiske tænkere eller religionsforskere, men et spørgsmål som har praktiske konsekvenser for, hvem der er en del af det jødiske samfund, og hvem der ikke er.

Brian Arly Jacobsen er religionsforsker og panelist på religion.dk
Svar fra 4. september 2012

Artiklerne er første gang udgivet i henholdsvis marts 2005 og september 2012. Senest opdateret januar 2018.