Det vigtigste at vide om Toraen, jødernes hellige lovbog

Jødedommens helligskrift, Toraen, har gennemgået et længere sorteringsarbejde, før den endelige Bibel, også kaldet Tanakh, lå færdig med 39 udvalgte bøger. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Hvad handler Toraen om? Hvordan blev den jødiske Tora til? Og hvordan forholder jøderne sig til skriftsamlingen? - Må den eksempelvis fortolkes, og i så fald hvordan? Læs om den jødiske Tora, som er grundlaget for hele jødedommen, her

Jøderne har siden vor tidsregnings begyndelse været spredt udover Europa og en række afrikanske og asiatiske lande, samt Amerika. Det jødiske folk har altså igennem de sidste par tusinde år ikke været et forenet folk på ét geografisk sted. Til gengæld har Toraen, den jødiske lov, været det samlende. Man studerede og diskuterede loven for at blive en del af det jødiske folk. Samlingen om loven gav identitet som jøde.

Ifølge jødisk tradition blev Toraen givet af Gud til Moses på Sinaj-bjerget. Det vil sige, at Toraen er en åbenbaring af Guds vilje til mennesker. De gamle jødiske lærde sagde, at verden hviler på tre søjler: Studium, gudsdyrkelse og gode gerninger. Det vigtigste var naturligvis studiet af loven, for gudsdyrkelsen og de gode gerninger var så resultatet af lovstudiet.

Hvad er Toraen?

Toraen er en del af det, vi kalder Det Gamle Testamente. Når man i kristendommen kalder denne del af Bibelen for gammel, så er det fordi den er forudsætningen for det andet testamente, som så kaldes Det Nye Testamente.

I jødedommen har bogen i sig selv ikke noget rigtigt navn, men her hedder Det Gamle Testamente Tanakh (TaNaK). Denne betegnelse angiver begyndelsesbogstaverne i de tre dele, som man deler hele skriftsamlingen i Det gamle Testamente op i: Torah, Nebiim og Ketubim, dvs. Loven, Profeterne og Skrifterne. Men ofte kalder man hele skriftsamlingen for Tora. Sproget er hebraisk.

Hvad mener danske jøder om Toraen, og strider skabelsesberetningen imod evolutionslæren? Mød en række jødiske stemmer i denne video fra Jødisk Informationscenter:

Hvordan blev Toraen til?

De forskellige skrifter er blevet til i løbet af det israelitisk-jødiske folks ca. 1000-årige historie i Palæstinaområdet. Og derfor må de enkelte skrifter eller skriftgrupper naturligvis forstås ud fra den historiske sammenhæng, hvori de er blevet til. Hertil kommer at skrifterne er blevet bearbejdet gentagne gange inden den endelige redigering har fundet sted.

Den helt afgørende periode for overleveringen af Toraen var landflygtighedsperioden i Babylon fra 587 til 539 f. Kr. de var først og fremmest præsterne fra Jerusalems tempel, der efter babylonernes erobringstogt ind i Israel, blev først i landflygtighed i Babylon. Her havde de tilsyneladende et mildt fangenskab. I alt fald kan vi konstatere, at de udfoldede en stor aktivitet for at få samlet og redigeret og også nedskrevet de traditioner, som de medbragte. En fornyelse og ændring af den gamle israelitiske offerreligion til en lovreligion blev resultatet af præsternes indsats.

Den første hele samling af den jødiske bibel blev til omkring år 150 f. Kr., da det blev påtrængende nødvendigt at få en græsk oversættelse af de jødiske skrifter. Mange jøder var i de foregående par århundreder udvandret til de græsk-romerske byer i den østlige del af Middelhavsområdet. De havde glemt deres hebraiske modersmål, men ikke deres tro på Toraen som Guds vejledning til mennesker. Græsk var nu blevet deres omgangsprog, og derfor måtte der en oversættelse af skrifterne til. Oversættelsen til græsk fik betegnelsen Septuaginta og var først og fremmest bestemt for de græsktalende jøder i Aleksandra. Septuaginta betyder 70 (LXX), fordi en legende fortæller, at 70 jødiske lærde med virkede ved oversættelsen. Og da de sammenlignede deres oversættelser var der fuldstændig overensstemmelse. I Septuagintem medtog man i øvrigt en række skrifter, som ikke er med i den hebraiske Bibel.

Den endelige Bibel, Tanakh kom til at bestå af 39 bøger. Det blev et større sorteringsarbejde, inden man nåede så langt. Og først ind i det 3. århundrede e.Kr. var det fastlagt, hvad der skulle udgøre jødedommens kanon, dvs. det religiøse fundament for jødedommen.

Fortolkning af Toraen

Mosebøgernes love, som i alt udgør 613 bud (248 påbud og 365 forbud) blev selvfølelig udsat for tolkning. I det 1. århundrede f. Kr. begynder man for alvor at tilpasse loven efter det praktiske livs krav. Det var især farisæerne parti, som arbejdede med lovstudier. Farisæerne skelnede således mellem den skriftlige Tora (Moseloven) og den mundtlige Tora (fortolkningerne). Flere af de lærde farisæere dannede skoler. Kendt blev således de ledende lærde (rabbier): den strenge Shammai og den milde Hillel.

Det var noget helt grundlæggende for farisæerne, at Toraen skulle adlydes. Men på den anden side skulle livet også tilgodeses. For loven var jo "livets lov", givet til mennesker for livets skyld. Til eksempel krævede sabbtsbudet, at man skulle hvile totalt på sabbatsdagen. Men hvis der var tale om, at nogen var i livsfare, var budet ophævet.

Sabbatsbudet findes i de ti bud: 2 Mosebog 20,9-11 og 5 Mosebog 5,12 - 15.

Selvfølgelig kunne man ikke fortolke Toraen efter forgodtbefindende, men man forsøgte efter nogle fortolkningsregler at tilpasse loven til dagliglivets forskellige krav. I en jødisk skrift, der heder "fædrenes ordsprog (Pirqe Aboth) siges der:

"Vær forsigtige med at afgøre retsspørgsmål. Skaf jer mange disciple, og dan et gærde om loven."

Man ville altså forhindre, at loven blev overtrådt ved at sætte et gærde eller hegn af nye bud op omkring den skrevne lov, så den ikke blev overtrådt.

Men alligevel opstod der forskellige tolkninger. Berømt er f.eks. den forskellige tolkning af skilsmisseloven hos henholdsvis Shammais og Hillels skoler.

Ifølge Moseloven hedder det om skilsmisse:

"Hvis en mand gifter sig med en kvinde, men bliver ked af hende, fordi han finder noget skændigt hos hende, og han udfærdiger et skilsmissebrev." (5 Mosebog 24,1).

De to skoler var uenige om, hvordan ordene "noget skændigt hos hende.." skulle fortolkes. Shammais skole mente, at det betød utroskab, og det så var grundlag for skilsmisse. Hillels skole mente, at skilsmisse var tilladt, hvis hustruen blot var sjusket, var uegnet som mor - eller hvis manden slet og ret fandt en anden, der var kønnere!

De skriftlærdes diskussioner blev efterhånden samlet i Talmud, som betyder "studium". I Talmud blev så godt som alt behandlet: lovfortolkning, etiske emner, ritualer, naturvidenskab mv. Talmud er præget af, at man skal kunne give præcise svar på alle spørgsmål: hvornår begynder sabbaten? Hvilken stilling skal man bruge, når man beder osv.

Forskellige opfattelser i jødedommen

I jødedommen taler man ikke om forskellige trosretninger, sådan som det gælder i kristendom og islam. Men der er forskellige opfattelser af, hvor konsekvent man skal bruge Toraen i den moderne hverdag.

Reform-jødedommen er den mest liberale i sin holdning. I 1800-tallet gennemførte den en reform af gudstjenesten i vestlig stil og ændringer i de religiøse bud.

Ortodoks jødedom holder fast ved, at alle Toraens bud har autoritet og ikke kan forandres.

Konservativ jødedom søger at være et sted mellem de ortodokse og reformisterne.

Rekonstruktionisme er et særligt amerikansk fænomen. Denne retning understreger at det at være jøde betyder at være bundet til et bestemt folk og sprog. Derfor fremhæves hebraisk som det sprog, man bør tale som jøde. Ligeledes skal man leve efter den oprindelige rituelle praksis.