Debat

"Jeg er stolt af at være Muhammeds tilhænger"

Jeg har det sådan, at det er den største glæde, at sådan en som profeten Muhammed blev født, og jeg er meget stolt af at være tilhængere af ham, og derfor fejrer jeg hans fødselsdag, forklarer muslim Mohamad Abd Almonam. Foto: Erik Kempf.

Profeten Muhammeds fødsel er en begivenhed, der har stor betydning for mig som muslim. I de fleste lande fejrer muslimerne Muhammeds fødselsdag den 20. november. De pynter op overalt, de laver slik og distribuerer det gratis til naboer, slægtninge og til folk på vejene, skriver muslim Mohamad Abd Almonam

Før fødslen af vores profet Muhammed led den arabiske halvø af uvidenhed. Ekstreme befolkningsgrupper, der tilbeder afguder, vil forurette mennesker og angribe de svage. De fanger, sælger og køber mennesker, og de dræber deres slaver, når de har lyst til det. De frihedsberøver kvinder, og de fratager dem deres basale rettigheder. Kvinder har ingen penge og ingen arv, og nogle unge piger bliver levende begravet af deres forældre, fordi piger er uønskede.

Profeten blev født i år 571 som et forældreløst barn. Hans far døde, da hans mor var gravid med ham, og seks år efter døde hans mor. Hans bedstefar Abdul Muttalib tog ansvar for den seks-årige Muhammed, som flyttede ind hos ham. To år senere døde også bedstefaren.

Muhammed voksede derefter op i huset hos sin onkel Abu Talib, og han arbejdede med at vogte får for befolkningen i Mekka. Da Muhammed var 40 år, sendte Gud ham som profet til hans landsmænd, men de slog ham og afviste ham. Han blev behandlet uretfærdigt, fordi han prøvede at missionere for folk. Han ønskede at frigøre slaverne og de undertrykte, at give kvinder rettigheder som arveret og retten til livet og gøre dem lige med mænd.

Fejringen af Muhammeds fødselsdag

Profeten Muhammeds fødsel er en begivenhed, der har stor betydning for mig som muslim, og i de fleste lande fejrer muslimerne hans fødselsdag. De pynter op overalt, de laver slik og distribuerer det gratis til forældre, naboer, slægtninge og til folk på vejene.

Muslimske familier mødes hjemme og taler om Gud og om moral, men i mange moskeer samles muslimer også i den måned, hvor fødselsdagen falder. Moskeerne bliver fyldt med lys, og lanterner bliver tændt, og så synger folk islamiske sange. Sådan var det i mit oprindelige hjemland Syrien.

Fødslen af Muhammed er et symbol på retfærdighed og menneskets frihed i mange undertrykte, totalitære lande og på ligestilling mellem befolkningsgrupper i samfundet, men det er også et symbol på respekt for kvinder. Jeg har ret til at glæde mig denne dag, fordi kvinden er min bedstemor, min mor, min søster, min moster, min faster og mit samfund, samt årsagen til den blomstrende verden, vi lever i, og formidling af videnskab, da hun lærer barnet de første ting i livet.

Muhammeds fødsel er menneskehedens frelse fra uretfærdighed, undertrykkelse, forfølgelse og slaveri, samt en barmhjertighed til verden, som Gud har sagt i Koranen sura 21 vers 107 “Kun af barmhjertighed mod alverden har vi sendt dig ud”.

Ikke alle muslimer fejrer dagen

Når der er nogle muslimer, der ikke fejrer profeten Muhammeds fødselsdag - eksempelvis muslimer i Saudi-Arabien og salafister - så skyldes det ikke, at de ikke elsker ham. Det er fordi, de anser fødselsdagsfejringen som noget, der ikke er tilladt.

Muhammed fejrede ikke selv sin fødselsdag, og der er heller ikke nogen af hans disciple, der har fejret den. Nogle muslimer anser derfor fejringen for "bida", altså en ny, overflødig tilføjelse til den muslimske tro. De fejrer derfor hverken Muhammeds fødselsdag og eller deres egne fødselsdage eller deres børns.

Jeg har det sådan, at det er den største glæde, at en person som profeten Muhammed blev født, og jeg er meget stolt af at være tilhænger af ham. Derfor fejrer jeg ham.

En stor moralsk karakter

Jeg følger med glæde Muhammeds moralske eksempler. Gud sagde i Koranen sura 68 vers 4 til Muhammed: “Du har en stor moralsk karakter”. Når jeg vil følge Muhammeds eksempel, skal jeg derfor holde mig væk fra uretfærdighed, forræderi og lignende. Jeg skal ikke snuppe penge op af lommerne på andre mennesker. Jeg skal ikke behandle forældreløse børn uværdigt, tværtimod, jeg skal behandle dem godt. Jeg skal ikke såre kvinder, og jeg skal bevæge mig væk fra at lyve, bagtale og sladre. Sådan skal jeg og alle muslimer gøre.

Vi skal efterligner Muhammeds barmhjertighed, fordi han udgør barmhjertighed for alle levende arter.

Mohamad Abd Almonam er muslim og går i 2.HF. Han bliver student til sommer.