Hvilke sprog taler jøder? Her er historien bag tre af dem

Den jødiske diaspora har medført en enorm flersprogethed blandt den jødiske befolkning, og der siges at være 16 forskelligartede jødiske sprog. De mest kendte i dag er hebraisk, jiddisch og ladino

Hebraisk: Et sprog i tre stadier
Hebraisk er ofte det første sprog, man kommer i tanke om, når der tales om jødiske sprog. Det er da heller ikke tilfældigt, da sproget (sammen med arabisk) er et officielt sprog i Israel, og det sprog der tales af flest jøder i dag. Det hebraiske sprog kan inddeles i tre hovedstadier: Bibelsk hebraisk, efterbibelsk hebraisk og nyhebraisk.

Bibelsk hebraisk eksisterede fra 900-tallet f.Kr. til cirka 160 f.Kr. og er det sprog, man finder i Det Gamle Testamente.

Efterbibelsk hebraisk kendes blandt andet fra den rabbinske litteratur og fra Dødehavsrullerne, som blev skrevet cirka mellem år 150 f.Kr. og 70 e.Kr.. Sætningsstrukturen og ordforrådet i efterbibelsk hebraisk er stærkt influeret af aramæisk, og omkring år 0 måtte hebraisk da også vige pladsen som det mest talte sprog, da både aramæisk og græsk vandt indpas i jødiske folkemunde. Det lykkedes dog efterbibelsk hebraisk at overleve i skriftsproget og i religiøse sammenhænge helt op til 1700-tallet, hvor sproget fik sin store europæiske genkomst, da haskalah, en jødisk oplysningsbevægelse, begyndte at gøre brug af sproget i ikke-religiøse sammenhænge.

Nyhebraisk (også kaldet ivrit) er en kombination af bibelsk hebraisk, efterbibelsk hebraisk, jiddisch, arabisk og aramæisk. Sproget figurerede længe som blot et religiøst og skriftligt medium, og det var først i begyndelse af det 20. århundrede, at sproget udviklede sig i dagligt tale. Eliezer Ben-Jehudah, en jødisk skribent, siges at være det moderne hebraiske sprogs fader, da han med sin beslutning om at gøre hebraisk til jødernes talesprog påbegyndte sprogets mundtlige udbredelse. Han udgav avisartikler på hebraisk og skrev en hebraisk ordbog, ”A Complete Dictionary of Ancient and Modern Hebrew”, hvis første udgave blev udgivet i 1908. Det var også Ben-Jehudahs egen familie, som blev de første til at bruge hebraisk i dagligdagen.

Det hebraiske sprog har altså eksisteret i mange århundreder, men det var i lang tid kun at finde på skrift eller i bibelske og gudstjenestelige sammenhænge. Det var først i løbet af 1900-tallet, at sproget blev transformeret til et talt sprog blandt den større jødiske befolkning. Det er efterfølgende blevet mere udbredt, og blevet et officielt sprog i staten Israel. I 2004 blev det estimeret at cirka 5,2 millioner bruger nyhebraisk som hverdagssprog.

Jiddisch: Den talte tysk-hebraiske variant
Jiddisch opstod blandt de tyske og østeuropæiske ashkenaziske jøder i middelalderen og er baseret på middelaldertysk og hebraisk med islæt fra aramæisk. Fra sprogets begyndelse og til omkring det 18. århundrede var jiddisch mediet for mundtlig kommunikation mellem jøder i stort set hele Europa og i Israel.

Jiddisch var ganske udbredt før Anden Verdenskrig og blev talt af omtrent 11 millioner mennesker. Det skyldes blandt andet den immigration til Amerika, som man så blandt ashkenaziske jøder. Dette tal blev dog mere end halveret efter verdenskrigens afslutning, hvor blot fem millioner jiddisch-talende var tilbage. I slutningen af det 20. århundrede var tallet nede på tre millioner. I dag er tallet formodentligt endnu mindre.

Ladino: De sefardiske jøders sprog
Ladino (eller judesmo) betegner det talte og skrevne sprog, som tales af jøder med spansk og portugisisk oprindelse. Sproget er baseret på middelalderspansk, men har også islæt fra både hebraisk, arabisk og andre iberiske sprog. Oprindeligt var ladino ikke et specifikt jødisk sprog, men efter uddrivelsen i 1492 tog jøderne sproget med sig og spredte det til både andre dele af Europa, Nordafrika og Det Osmanniske Rige.

Ladino tales i dag af sefardiske jøder, som er en betegnelse for efterkommerne af de jøder, der boede på Den Iberiske Halvø før uddrivelsen. Antallet af ladino-talende jøder i dag er faldende, da de, der taler det, er af den ældre generation, og sproget ser ikke ud til at blive givet videre til yngre generationer.