"Jøde!" på DR maler et sort billede: Så slemt er det heller ikke at være jøde i Danmark

Ny DR2-serie sætter fokus på antisemitismens slagside i Danmark. Men er det virkelig så grelt, som serien fremstiller? Selvom modstand mod jøder er et problem, lever det jødiske kulturliv ganske godt i Danmark, skriver repræsentanter for jødisk idrætsforening

DR2 viste for nylig første afsnit af journalisten Sanne Cigale Benmouyals dokumentar ”Jøde!” i tre dele om at turde stå frem med sin jødiske identitet i en tid, hvor antisemitismen igen er på fremmarch i Europa.

Selv om vi anerkender, at det ikke er uproblematisk at være jøde i Danmark i dag, føler vi i Jødisk Idrætsforening Hakoah, at det er et meget sort billede, som dokumentaren fremmaner, af en minoritet knuget i angst for overhovedet at vedkende sig jødedommen.

Vi mener nemlig, at vi i det store og hele har det godt i Danmark. Det er en tilstand baseret på den danske tradition for integration af jøderne, fra den såkaldte anordning af 1814, der gav de danske jøder borgerrettigheder, og især ved slutningen af 1800-tallet med store jødiske samfundsskikkelser som de litterære Brandes-brødre og købmanden M.L. Nathanson. Et af højdepunkterne var redningen af de danske jøder i oktober 1943, som i år blev behørigt markeret af ikke bare Det Jødiske Samfund men af det officielle Danmark, der i Københavns Synagoge var repræsenteret af både statsministeren og kronprinsen.

Dette er ikke et forsøg på at male et skønmaleri. Som en nylig CNN-undersøgelse og flere lignende rapporter har sat en tyk streg under, føler Europas jøder sig presset fra alle sider i disse tider; af muslimske ekstremister, af Israels-hadende venstrefløjsfanatikere, af alt-right-nettets tastatur-antisemitter, ja, sågar også i omskæringsdebatten, hvor indædt raseri mod praksissen af og til udmønter sig i utilslørede angreb på jøder, der påkalder sig middelalderens billeder af rituelle blodofringer.

Hvis det så bare blev ved den virtuelle malstrøm af konspirationsteorier og hadsudgydelser, men terroranslag i Frankrig, Belgien, USA og selvfølgelig i København har vist, at truslen er helt reel. Det er en grotesk skamplet på religionsfriheden, at alle jødiske institutioner i Danmark i 2018 skal være udstyret med vagter og høje hegn, og vi bør ikke være tilfredse med tingenes tilstand, før end disse sikkerhedsforanstaltninger ikke længere bliver anset for at være bydende nødvendige.

Alligevel vil vi på trods af alle disse dårligdomme med en vis ret påstå, at det jødiske kulturliv faktisk lever ganske godt, noget som dokumentarens første afsnit i hvert fald ikke formår at illustrere. Det jødiske liv i Danmark råder over en bred vifte af aktive foreninger, eksempelvis har Jødisk Kulturfestival i København nu i en årrække fundet sted hver sommer, og vokser sig større for hvert år.

I idrætsforeningen JIF Hakoah er vi stolte af til næste år at skulle være værter for en ungdomsfodboldturnering med 400 deltagere fra hele Skandinavien. Vi bruger uden tvivl megen energi på at koordinere sikkerheden til arrangementet, men vi tager det også som et udtryk for en vis fællesskabsstyrke, at vi alligevel kan bringe så mange mennesker sammen udelukkende på grund af deres jødiske identitet, som det ellers skulle være så risikabelt på nogen måde at skilte med – og så lige kærligheden til sport oven i.

Nu er det kun første afsnit af Sanne Cigale Benmouyals dokumentar, der har været vist på TV, og man kan ikke udelukke, at hun hen over de kommende afsnit vil få en større forståelse for den sammensatte tilværelse, mange danske jøder oplever. I JIF Hakoah håber vi bare, at dokumentaren ikke ender med at male et alt for dystert portræt af Danmark som et land, hvor jøder er ude af stand til at praktisere deres tro, for helt overordnet har vi det på mange måder rigtigt godt her til lands.

Som æresmedlem i Hakoah Bent Melchior navngav sine erindringer fra 1997, således siger vi også nu: ”Så vælg da livet”!

David Jano er formand for JIF Hakoah. Philip Blüdnikow er bestyrelsesmedlem i Jødisk Idrætsforening (JIF) Hakoah.