Jødisk munkeorden blomstrede ved Dødehavet

Når man tænker på jødedommen, falder tanken sjældent på klosterlivets askese og afholdelse. Men i årene omkring Jesu fødsel udgjorde de jødiske essæere et klostersamfund med tusindvis af medlemmer

I år 1947 fandt en ung hyrde ved et tilfælde en krukke med pergamentruller i Qumran ved Dødehavets Nordvestlige kyst. Både placeringen ved Qumran og rullernes indhold har fået forskere til at tro, at forfatterne til disse ruller var den jødiske klostersekt essæerne.

Askese, frivillig fattigdom og afholdelse fra ægteskab er ikke det, vi umiddelbart forbinder med jødisk praksis. Men i århundrederne omkring Jesu fødsel var essæerne, det jødiske klostersamfund omkring Dødehavet, velkendte af jøder og ikke-jøder for deres særegne livsførelse.

Den romerske naturhistoriker, Plinius den Ældre, skriver bl.a. om essæerne, at de er en afsides ’stamme’ der lever uden kvinder. På trods af deres afvigelse fra seksuelle lyster og ægteskab, forklarer Plinius: ”at stammen, hvor ingen børn fødes, lever for evigt”.

Altså har essæerne optaget nye medlemmer i deres samfund, som har påtager sig klostervæsenets skikke og livsførelse.

Essæerne var en sekt, der adskilte sig fra de større jødiske retninger på deres tid både i forhold til livsførelse og teologi.

Både saddukæere og de mere folkelige farisæere, som har udviklet sig til vore dages rabbinsk jødedom, lagde fokus på Bibelens bud om at blive ’frugtbar og talrige’. Essæerne derimod, trak sig tilbage fra et verdsligt liv, og mange essæere levede i cølibat. Læs mere om jødiske sekter her.

Den jødiske historiker, Flavius Josefus, beretter, at essæerne på hans tid talte 4.000 medlemmer, som levede i fællesejende samfund, hvor alt blev ligeligt fordelt. Essæerne bar, ligesom munke i dag, ens, simple klædedragter, og selvom de stod op før solen, udvekslede de ikke et ord til hinanden før solopgang.

Essæernes fokus på et asketisk, dydigt liv betød, at de ikke holdt tjenere eller slavere, men selv arbejdede med håndværk eller landbrug fra solopgang til solnedgang. Deres dagligdag var, som hos mange munkeordener i dag, fyldt med stilhed og hårdt arbejde - kun afbrudt af måltider og bønner.

Essæerne levede et yderst ritualiseret liv: De bad daglige bønner, og vaskede sig dagligt i rituelle bade. Renhed var af så stor betydning, at essæerne helt afholdt sig fra toiletbesøg under den ugentlige sabbat, fortæller Josefus.

En af grundene til, at essæerne trak sig væk fra samfundet, kan have været deres afvigende tro: Essæerne troede - modsat de saddukæriske præsterne i templet i Jerusalem - at verden var forudbestemt, og at der derfor ingen fri vilje var.

Essæerne troede også, at sjælen var udødelig, hvorimod sjælen ifølge den saddukæriske doktrin døde med kroppen. Deres divergerende tro og strenge leveregler kan have fået essæerne til at opsøge et selvforsynende liv i deres klostersamfund.

De berømte Qumran-ruller og det store antal rituelle bade der i 1947 blev fundet i det område hvor essæerne boede, har fået forskere til at tro, at den mystiske sekt ved Qumran, der havde forfattet disse ruller, var en essæerisk sekt.

Qumran-rullerne beretter om ’lysets sønners’ kamp mod ’mørkets sønner’, og essæerne troede selv, at de var den sidste generation før Messias komme og derfor den sidste kamp mellem lyset og mørket. Det har fået religionsforskere til at spekulere på, om samfundet har haft en relation til de første kristne.

Klart er det, at kristne klostervæsener i dag bærer en vis lighed med essæernes samfundsstruktur. Intet tyder på at essæersamfund fandtes andre steder end omkring Dødehavet, og essæerne overlevede ikke den jødiske krig mod romerne.