Hvad er Talmud?
I en tid, hvor jødedommen stod uden sit tempel, fandt en række lærde mænd en måde atter at samle det nu adspredte jødiske folk: Gennem en fælles fortolkning af Toraen
Jødedommens helligste skrift er Toraen, også kaldet Mosebøgerne, som består af en række historier og love.
Det er historier fra dét, som kristne kender som Det Gamle Testamente: om skabelsen, Noahs ark og fortællingerne om profeten Moses: Det jødiske folks udvandring fra Ægypten, rejsen igennem ørkenen, De ti bud og de 613 mitzvot - Guds påbud for det jødiske liv, såsom spiselove, rituel-renselse, ofringer og meget mere.
Mange af budene knyttede sig til livet som ét etableret folkeslag i dét land, som Gud ifølge Toraen skænkede jøderne. Her var trosliv og samfund centraliseret og forordnet af det hellige tempel i Jerusalem.
I dag er der kun Grædemuren tilbage som rest fra dét tempel, som den romerske kejser Titus i år 70 e.Kr. ødelagde.
Efter templets fald og det jødiske folks spredning til alle fire verdenshjørner gik jødedommen ind i diasporalivets begyndelse, hvilket sædvanligvis betegner tiden fra templets fald til Staten Israels oprettelse i 1948.
Jødedommen skulle nu kunne overleve uden sit tempel.
Det blev nødvendigt med en egentlig nedskrivning og fælles fortolkning af Toraens mange love. Lovene var nedfældet i en så koncentreret form, at de var svært tilgængelige. Derfor satte en gruppe lærde mænd sig sammen og fortolkede Toraens forordninger, sådan at jøder i hele verden ville praktisere det samme – og derigennem have en fælles tilknytning.
Disse fortolkninger kaldes på hebraisk for Talmud.
Talmud består af to skrifter
I år 200 e.Kr. redigerede en mand ved navn, Judah Ha-Nasi, et sådannet fortolknings-skrift, som kaldes Mishnah. Skriftet retter sig mod alle livets forhold, og endte med at skabe en heftig debat i de lærdes kredse. Diskussioner om forståelsen af Mishnah og den rette udlægning af loven blev vendt og drejet på akademier i Palæstina og Babylon.
Disse mange diskussioner blev senere, omkring år 500 e.Kr., nedfældet i et andet skrift, som kaldes for Gemara. Dette skrift blev en kommentar til den egentlige kernetekst i Talmud, Mishnah.
Tilsammen udgør Mishnah og Gemara det, vi i dag kender som Talmud: Samlingen består af fortolkninger, noter, udlægninger og forklaringer til jødedommens forordnede love, som Toraen præsenterer.
Den skriftlige og mundtlige overlevering
Det er almindeligt antaget, at Talmud blev nedskrevet i det 2. og 5. århundrede, men ortodokse jøder er af en anden opfattelse. De mener, at Talmud blev afsløret for Moses sammen med Toraen. Ifølge de ortodokse er Talmud en mundtlig og hellig overlevering på lige fod med Toraen, som blot er den skriftlige overlevering af Guds bud.
Størstedelen af de ortodokse miljøer i Israel er da også kendt for at ville implementere talmudisk -lov i hele landet. I den øvrige verden lever de fleste ortodokse jøder også et liv i overensstemmelse med Talmud - og efter overrabbinatet i Jerusalems regler og forordninger.
I den konservative jødedom spiller Talmud ligeledes en vigtig rolle. Her bliver Talmud set som en evolutionær proces, der ændres over tid, sådan at Talmud kan agere i en mere og mere moderne verden.
De reformerte er ofte, stik imod både de ortodokse og konservative, modstandere af Talmud. De ser Talmud som et menneskeskabt skrift, der udelukkende disponerer middelalderlige tanker i en ellers moderne og mere åben verden, hvorfor mange reformerte jøder søger egne tolkninger fra en moderne og måske mere sekulært-jødisk position, hvori Toraen kan tilpasses hverdagslivet.