Indføring

Yom kippur er den jødiske forsoningsdag

Ultra-orthodokse jøde udfører her "kapparot"-ritualet til og svinger en kylling over hovedet for at rense sig for synd til yom kippur. Foto: Omer Messinger

10 dage efter jødisk nytår falder yom kippur, og det er ikke tilfældigt, at begivenhederne ligger tæt op af hinanden. Tiden fra nytåret og frem til yom kippur bliver også kaldt de ærefrygtindgydende dage. Det drejer sig nemlig om den enkeltes skæbne

Yom kippur er hebraisk og betyder forsoningsdag. Helligdagen falder altid i efteråret og på den 10. dag i måneden ’tishrei’ i den jødiske kalender.

10 dage forinden i samme måned fejrer alverdens jøder rosh ha-shanah, som er det jødiske nytår. Det er ikke noget tilfælde, at disse to store begivenheder ligger så tæt op ad hinanden, for forsoningsdagen og det jødiske nytår er tæt forbundet.

Ærefrygtindgydende dage fra nytår til yom kippur

I den jødiske tradition åbner Gud hvert år "livets bog"i forbindelse med nytåret, rosh ha-shanah. Det er bogen, hvori alle menneskers skæbne indskrives som en slags kontrakt. Yom kippur forsegler denne kontrakt. Det er sidste udkald til egenhændigt at rette op på det forgangne års fejl og mangler, som Gud kan drage den enkelte til ansvar for.

Derfor er er det særligt vigtigt at bekende og at tage ansvar for sine forseelser på netop denne dag. Men man skal kun bekende de forseelser, man har begået over for Gud. For Gud tilgiver ikke ugerninger begået mennesker imellem. Her er det nødvendigt, at de enkelte egenhændigt ordner de indbyrdes brydninger.

Forsoningsdagen er derfor også dagen, hvor man beder om tilgivelse hos sine nærmeste: Fjendskaber ledes til ophør, uenighederne løses og familiestridighederne bilægges med et forladelsens håndtryk.

Tiden fra nytåret og frem til forsoningsdagen bliver i folkemunde også kaldt for de ærefrygtindgydende dage. Her drejer det sig nemlig om den enkeltes skæbne. Man har efter nytåret ni dage til at rette op og rette ind frem mod yom kippur, forsoningsdagen, der falder på den 10.dag efter nytår. Herefter lukker Gud atter livets bog.

Faste og bede

I Det Gamle Testamentes 3. Mosebog 16,1-31 står der:

”På den tiende dag i denne syvende måned falder forsoningsdagen. I skal holde hellig festforsamling og spæge jeres legeme, og I skal bringe Herren et offer. Netop denne dag må I ikke udføre noget arbejde, for det er forsoningsdagen, til soning for jer for Herren jeres Guds ansigt. Enhver, der undlader at spæge sit legeme den dag, skal udryddes fra sit folk.”

På selve forsoningsdagen faster verdens jøder i over 24 timer. De undgår at spise, at drikke og må ifølge Guds forordninger, taget direkte fra den jødiske bibel, Toraen, ikke foretage sig andet end at faste og bede.

Før fasten holdes en kæmpe middag, hvor man fylder maverne til bristepunktet. Måltidet hedder på hebraisk "seudah mafseket," som betyder: Det sluttelige måltid. Det har naturligvis en praktisk funktion, da måltidet her skal skabe energi til fastedagen – til forsoningsdagen - hvorfor maden stort set ikke indeholder salt, idet det heller ikke er tilladt at drikke.

Den vigtigste bøn i forbindelse med yom kippur er den hebraiske bøn "kol nidrei," som betyder "alle mine løfter." Det synes at være en international skik, som ikke kun appellerer sig til jøder, det her med nytårsfortsæt og løfter. Og naturligvis er det ikke alle løfter, som man formår at holde. Derfor fremsiges "kol nidrei" netop på forsoningsdagen, idét bønnen ophæver alle uindfriede løfter.

Hønen slynges rundt tre gange til yom kippur

En særlig skik, der den dag i dag knytter sig til yom kippur, men som stort set kun er en bibeholdt tradition i de mest ortodokse kredse, er det jøderne kalder for "kapparot." Her fanger den jødiske mand sig et syndoffer, en høne, binder det fast til en snor og slynger den rundt om hovedet tre gange, hvorved han fremsiger en bøn så mennesket kan gå et nyt år i møde med fred og forladelse.

Det ses i dag sjældent, at der bruges levende høns til ritualet, og de fleste ortodokse bibeholder også traditionen i en anderledes form, hvor der anvendes genstande frem for dyr.

Én ged til Gud og én for folket

På bibelsk tid var der en anden tradition, som hørte til forsoningsdagen. Her skulle det jødiske folk bringe to geder til ypperstepræsterne i templet i Jerusalem. Her skulle de ofre den ene ged til Gud, og den anden som syndoffer for hele det israelitiske folk.

I Det Gamle Testamente, 3. Mosebog 16:1-34, beskrives forsoningsdagens gøremål og forordninger. Her står der blandt andet:

”Så skal han tage de to gedebukke og stille dem frem for Herrens ansigt ved indgangen til Åbenbaringsteltet,og han skal kaste lod om de to gedebukke, det ene lod for Herren og det andet for Azazel. Derefter skal Aron føre den buk frem, som loddet for Herren falder på, og bringe den som syndoffer. Den buk, som loddet for Azazel falder på, skal blive i live for Herrens ansigt, for at Aron kan skaffe soning med den ved at sende den ud i ørkenen til Azazel.”

Det var med andre ord et særligt ritual, hvor bukken blev sendt ud til Azazel, et sted uden for Jerusalem, hvor ypperstepræsten lagde sin hånd på gedebukken og bad om syndsforladelse.

I rabbinsk litteratur beskrives ritualet en lille smule anderledes: At bukken førtes til Azazel, op til en stejl klippe, hvorfra dyret blev skubbet ud over kanten og med en hvid sløjfe på hovedet. Hvis sløjfen forblev hvid efter faldet, var hele det israelitiske folk tilgivet for dets synder fra det forgangne år.

Ritualet ophørte med Jerusalems tempels ødelæggelse i år 70 e.Kr.