Analyse

Jøderne blev reddet i oktober 1943, fordi de var danske

En af de kuttere, som i oktober 1943 sejlede jøder til Sverige, sejler her fra Snekkersten Havn. Det er 75 år siden, at danske jøder blev sejlet i sikkerhed i Sverige. Foto: Arne Magnussen/Ritzau Scanpix

Det er nærliggende at sammenligne jøders flugt til Sverige i 1943 med bibelfortællingen om jødernes udvandring fra Egypten. Men en klar forskel er, at jøderne var og er en integreret del af det danske civilsamfund, vurderer professor Jakob Egholm Feldt i analysen

Det kunne være nærliggende at sammenligne jødernes flugt til Sverige i oktober 1943 med fortællingen om jødernes udvandring fra Egypten under Moses' ledelse, som det er beskrevet i Anden Mosebog (Shemot i Tanakh, den hebraiske bibel).

Et helt folk forlod et land. Det var et under i begge tilfælde. Vandene skilte sig, bådene kom over sundet. Men længere holder sammenligningen nok ikke. Jøderne forlod Egypten som et folk, der gik ud og blev selvstændigt i Kana'an. Det store flertal af danske jøder forlod Danmark i tide og blev reddet, men det er næsten lige så vigtigt, at de vendte tilbage. De tog ikke til Palæstina eller USA, hvilket mange af Europas jøder ellers gjorde.

Jøderne i Danmark viste sig ikke udelukkende at være det jødiske folk, men også at være en del af det danske folk. Jødisk religion, jødiskheden som en nationalitet, som hos zionisterne, eller den privat praktiserede jødiskhed, der var næsten usynlig for andre danskere, var forskelsmarkører i forhold til majoritetssamfundet, men ikke på en måde, hvor det udfordrede jødernes danskhed grundlæggende.

Begivenhederne i oktober 1943 blev således endnu mere mirakuløse i 1945. Jøderne vendte hjem igen, og den danske stat behandlede dem i høj grad som danske borgere udsat for krig og besættelse fremfor som det jødiske folk på flugt fra forfølgelse.

Det betyder ikke, at jøderne ikke blev udsat for overgreb, tyveri, angiveri, antisemitisme, eller at mange ikke mistede store værdier, ja alt, bortset fra livet, i forbindelse med flugten og hjemkomsten. De ting skete.

Det betyder heller ikke, at jøder i Danmark ikke siden har oplevet antisemitisme, fordomme, vold og terror. Men oktober 1943 og befrielsen i 1945 viste også, at jøderne var en integreret del af civilsamfundet, og at den danske stat betragtede jøderne som danske borgere på lige fod med kristne danskere.

Det kunne have gået anderledes. Antisemitisme og fordomme overfor jøder var udbredte i samfundet, også efter både grundlov og demokrati. Modernitetskritikere over en bred kam forbandt jøder med underminering af nationale og historiske værdier, hvilket vi kan se tydelige spor af i den offentlige og intellektuelle debat om Danmarks demokratisering fra 1814 til Anden Verdenskrig.

Jødisk religion blev set som en ”lovreligion”, hvilket betød, at den blev opfattet som enten en tilbagestående stammereligion eller som en særlig forening i samfundet med tvivlsomme loyaliteter.

Jødiskheden, set som en slags etnisk karaktertræk, blev forbundet med byernes handel, intellektualisme, internationalisme og slet skjult foragt for kristen bondekultur. I det moderne gennembruds kunst og litteratur, som eksempelvis i forfatteren Pontoppidans ”Lykke-Per”, som netop er filmatiseret, var dette et stærkt tema. Jødiskheden udfordrede gamle Danmark.

Der er ikke en entydig forklaring på, hvorfor jøderne blev danske, og hvorfor det gik katastrofalt anderledes i det meste af Europa under fascismen og nazismen. Men en væsentlig del af forklaringen er nok, at jøderne gradvist fra det såkaldte Frihedsbrev af 1814 til sociallovene i starten af 1930’erne blev integreret i ”det fælles gode” ved, at den danske stat fjernede jødernes særstatus. Jøderne gik fra at være en gruppe udenfor til at være en undergruppe af danskerne.

Oktober 1943 er altså en stor og vigtig begivenhed at fejre. Vigtigst fordi flertallet af de danske jøder reddede livet i Sverige, men også fordi oktober 1943 sammen med jødernes tilbagevending i 1945 viste, at der ikke behøver at være en modsætning mellem at være dansk og jøde.

Jakob Egholm Feldt er professor i global og transnational historie på Roskilde Universitet. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.