Copenhagen Jazz Festival

John Coltrane er jazzens Johannes Døber

Væggene i St. John Coltrane Church i San Francisco er prydet med ikonlignende billeder af jazzlegenden John Coltrane. I saxofonens munding brænder Helligåndens ild, og i hånden holder han en skriftrulle med et uddrag af digtet skrevet på coveret af "A Love Supreme". Foto: Hallie Greene

I Saint John Coltrane Church i San Francisco er den afdøde jazzlegende John Coltrane blevet ophøjet til helgen. De troende mener, at Helligånden bruger hans saxofon som kanal, og at dens lyd er hellig. Derfor kalder de ham også John the Sound Baptist - oversat med Johannes Lyddøberen

Jazz er en genre, der kan skille vandene. Nogle kan ikke udstå musikkens forvirrede og hektiske lyd, andre er vilde med genrens komplekse struktur, nerve og sælsomme uforudsigelighed. Saxofonens mangefacetterede lyd kan der også være delte meninger om. Den kan være blød og kælen, bombastisk og påtrængende, skinger eller næsten en hvisken. Saxofonens toner er, ligesom jazz, ikke for alle. Men for nogle er den alt.

På en af San Franciscos utallige bakker ligger en lille kirke. På den lysegule facade hænger et skrigende turkisfarvet skilt med ordene “St. John Coltrane Church”. J’et er erstattet af en saxofon. I denne kirke mødes gæsterne ikke af almindelig lovsang eller klassisk orgelmusik, men af et fuldtalligt jazzband, der spiller den afdøde saxofonist John Coltranes udødelige musik. Han anses ikke bare for at være en dygtig musiker - han opfattes som en helgen, og hans musik som et udtryk for Guds tilstedeværelse.

Fra jazzstjerne til guddom
Coltrane-kirken startede som en sekt i 1965. Den opstod, efter at stifterne Franzo og Marina King havde været til koncert med John Coltrane i San Francisco - en oplevelse, der havde været så kraftfuld, at de begyndte at opfatte John Coltrane som et guddommeligt sendebud.

Ægteparret King kom oprindeligt fra en pinsemenighed og fortolkede lyden fra John Coltranes saxofon som meddelelser fra Helligånden. At John Coltrane i sine sidste leveår selv gav udtryk for at have en stærk kristen tro var helt i tråd med sektens opfattelse, og var med til at rodfæste den yderligere.

Siden 1982 har Coltrane-kirken været en del af den afrikansk-ortodokse kirke. Dermed ændrede Coltrane-kirken sin opfattelse af jazzmusikeren: Han gik fra at blive anset som en guddom i sig selv til at blive opfattet som helgen, der gennem sin saxofon var formidler af Guds budskaber. Coltrane-kirken fejrer stadig kristent inspirerede gudstjenester, der centrerer sig om John Coltranes musik og de budskaber, medlemmerne tolker ind i den.

Christian Munch-Hansen er cand.mag i religion og musik, musikanmelder og notorisk jazzkender. Han besøgte den lille kirke i San Francisco i 2014 og udgav i april i år en artikel ved PubliMus skrevet på baggrund af besøget. At en saxofonist skulle have en særlig forbindelse til Gud kan måske lyde søgt, men ifølge Christian Munch-Hansen er det en kombination, der godt kan give mening:

“Efter at Coltrane-kirken blev en del af den afrikansk-ortodokse kirke, er den kristne fortolkningsramme blevet styrket. Musikken forstås i kirken som intimt knyttet til John Coltranes bevidsthed og spirituelle intentioner. Og eftersom John Coltrane menes at være i kontakt med Helligånden, udtrykker musikken i sidste ende Guds tilstedeværelse. Gud ’taler’ og virker gennem John Coltranes musik,” skriver Christian Munch-Hansen om sit indtryk af jazzkirken.

Teksten på et pladecover blev til en salme
I Christian Munch-Hansens artikel står det klart, at det er en meget speciel oplevelse at besøge den lille kirke i San Francisco. På væggene hænger ikonlignende billeder, der forestiller John Coltrane med glorie om hovedet og med Helligåndens flammer ulmende i mundingen på den saxofon, han holder i den ene hånd.

I den anden hånd holder han en skriftrulle hvorpå der er skrevet uddrag fra den tekst, man kan læse på indersiden af det originale cover til pladen “A Love Supreme” fra 1965. På dette cover skrev John Coltrane nemlig et digt til Gud. Det viste sig senere, at digtets stavelser passer præcis til tonerne i John Coltranes saxofonsolo i nummeret “Psalm”, der er at finde på samme plade. Det har gjort, at digtets tekst med soloens melodi i dag fungerer som en slags salme i Coltrane-kirken:

“John Coltranes saxofonsolo i ’Psalm’ er en instrumental recitation af teksten. John Coltrane foredrager i denne solo sit religiøse digt gennem saxofonen - en praksis, der i dag er ritualiseret som menighedssang i Coltrane-kirkens hellige liturgi,” skriver Christian Munch-Hansen.

John Coltrane døber med lyd og ikke med vand
Da Franzo og Marina King havde den overvældende musikoplevelse i 1965 der ledte til, at de grundlagde Coltrane-kirken, gennemlevede de det, der i kirkens termer kaldes en “lyddåb”. For i denne kirke bliver man ikke en del af menighedens fællesskab ved at blive døbt med vand. Her bliver man døbt med den guddommelige lyd fra John Coltranes saxofon, forklarer Christian Munch-Hansen:

“John Coltrane opfattes i kirken som en udvalgt, der via musikken bringer mennesker i berøring med det hellige, med selveste Guds Ånd. Når Coltrane kaldes for ’Saint John the Divine Sound Baptist’, etableres han som en slags efterkommer af Johannes Døberen. Denne døbte med vand, men Coltrane døber med lyd.”

Hør Christian Munch-Hansen uddybe sin analyse af Coltrane-kirken i et interview på Radio 24syv her.

Hør John Coltranes solo fra nummeret “Psalm” læs den tilhørende tekst her:
På indersiden af coveret til pladen "A Love Supreme" fra 1965, har John Coltrane skrevet dette digt. John Coltrane oplevede en religiøs vækkelse efter flere år i stof- og alkoholmisbrug.
Ægteparret Marina og Franzo King havde under en John Coltrane-koncert i 1965 en musikalsk oplevelse, der var så stærk, at de begyndte at anse saxofonisten som en guddom. I dag virker Marina King som præst, og Franzo King er kirkens ærkebiskop. Foto: Hallie Greene
I Coltrane-kirken i San Francisco kan man købe ikon-kort, der viser den afdøde jazzlegende John Coltrane. Her har han en glorie om hovedet og er iført et jakkesæt. Det røde bånd om saxofonen symboliserer Faderen i den kristne treenighed. Foto: Hallie Greene