16. december: En drøm blev afgørende for min overlevelse i Sibirien

"Skoven ønskede, at min ven og jeg skulle overleve," fortæller antropolog Rane Willerslev, som i en streng, sibirisk vinter fik en drøm, der gav ham et jagtbytte og reddede ham fra sultedøden

Har du haft en oplevelse, du ikke kunne forklare? Eller været i en situation, hvor en anden udbrød: "Der må være mere mellem himmel og jord"?

Jeg er antropolog og har levet mange år i Sibirien sammen med indfødte jægerfolk. Her har jeg haft flere oplevelser, som overskrider grænserne for, hvad vi normalt forbinder med sund fornuft. Det skal siges, at jeg egentlig ikke er en åndelig type. Jeg ser ikke spøgelser eller hører stemmer. Ikke desto mindre havde jeg en mærkelig oplevelse, som blev afgørende i mit liv.

Det var i 1999/2000, og jeg var fanget i en jagthytte sammen med en ung indfødt jæger. Vi var flygtet langt ud i den sibiriske ødemark for at undgå at blive arresteret af det lokale politi for ulovlig pelshandel. Det var vinter - minus 65 grader - og vi sultede. Faktisk var vi så forkomne af sult, at jeg troede, at vi snart skulle dø.

Så havde jeg en drøm. Jeg kom til en lille hytte, der mindede om vores egen. Inde i hytten stod der en indfødt kvinde. Hun var helt nøgen med langt, sort hår. Hun smilede til mig og pegede på briksen, hvor der lå en pelsbylt. Jeg gik derhen og kikkede ned i bylden og opdagede, at der lå et lille barn viklet ind i skindene. Fra barnets øje løb der en stribe af blod. Forfærdet vendte jeg mig mod kvinden, som bare smilede og trak mig ind til sig. Jeg mærkede, at der løb mælk fra hendes bryster. Jeg var så sulten, at jeg drak fra hendes bryst.

Da jeg vågnede, besluttede jeg mig for at mobilisere mine sidste kræfter og tage ud på jagt. Jeg vidste ikke, hvad drømmen betød, men det var tydeligt, at den ville mig noget vigtigt.

LÆS OGSÅ: Hvad drømmene fortæller

Den dag skød jeg en elgko med kalv. Fra koens bryst løb der mælk, som jeg drak, fordi jeg var så sulten. Først da forstod jeg, at det var elgkoen, at jeg havde mødt i min drøm. Hun havde givet sig selv og sit barn til mig, så at vi kunne leve videre.

Hvordan tolker du den oplevelse?

Jeg tolker ikke så meget. Det gør de indfødte jægere heller ikke. Animisme hedder det, når man som jægerne mener, at verden er besjælet. Det indebærer egentlig ikke, at man sidder og filosoferer over livet og dets sammenhænge.

Jeg konstaterer bare, at det var det, der skete. Skoven - eller taigaen som det hedder på de kanter - ønskede, at min ven og jeg skulle overleve. Derfor fik vi elgen og dens kalv, lige inden vi ville være døde af sult.

LÆS OGSÅ: "Naturen rummer et budskab fra Gud"

Det hænder, at jeg ofrer mønter, tobak og andet godt til søer, træer eller et bjørnekranie, som jeg har i et træ nær min ødegård i Sverige. Folk spøger mig: 'Er det fordi du tror på ånder?' Men faktum er, at tro egentlig ikke er det centrale her. Derimod er det effekten, der tæller. Jeg ofrer for at få held i jagt eller andet. Hvis det virker, så fortsætter jeg med at ofre. Hvis det ikke virker, så holder jeg op. Sådan er animismen - pragmatisk - ikke noget med tro eller ikke-tro.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Man kan godt være animist og kristen samtidig, netop fordi animisme ikke binder dig til en bestemt tro. Jeg betragter mig vel selv som kristen. Jeg blev døbt for nogle år siden, da mine børn blev døbt. Min kone kommer ud af en præstefamilie, og hun ønskede stærkt, at vores børn skulle døbes.

Jeg valgte at blive døbt sammen med dem, mest fordi, at det i Sibirien siges, at de kristne og de ikke-kristne i efterlivet kommer til at leve på hver sin side af en flod og ikke kan være i kontakt. Jeg ønsker at leve på den same side af floden som min kone og børn. Derfor lod jeg mig døbe.

LÆS OGSÅ: Troen på sjæle og ånder

Hvad laver du den 24. december? Hvad betyder julen for dig?

Jeg fejrer jul. Egentlig bryder jeg mig ikke meget om julen, som mest af alt stresser folk. Men da jeg var barn, elskede jeg juleaften, og det gør mine egne børn også. Min kone og børn går i kirke til julegudstjeneste. Selv føler jeg, at jeg kvæles i en kirke, så jeg bliver hjemme. Det er meget få præster, som jeg gider høre på. Så er vi sammen enten min med eller hendes familie; spiser, hygger os, åbner gaver og går i seng. Sådan gør de fleste danskere vel.

Rane Willerslev er professor i social antropologi ved Århus Universitet