3. december: Tidligere muslim: Jeg blev kristen efter en uforklarlig drøm

"Jeg var begyndt at læse Bibelen og var kommet dertil, hvor jeg havde brug for det sidste 'skub' i den rigtige retning. Jeg bad Gud om at vise mig et eller andet tegn, og tegnet kom til mig i en uforglemmelig drøm, hvor jeg følte mig mellem himmel og jord," fortæller migrantpræst Massoud Fouroozandeh i religion.dk's julekalender. Foto: Privatfoto

I en drøm blev Jesu ord lagt i min mund, og i dag prøver jeg at give det videre til mine medmennesker i mit daglige præstekald, fortæller migrantpræst Massoud Fouroozandeh

Har du haft en oplevelse, du ikke kunne forklare? Eller været i en situation, hvor en anden udbrød: "Der må være mere mellem himmel og jord"?

Den slags fantastiske oplevelser har vi jo alle sammen i ny og næ, men nogle af dem indprentes i vores hjerter og hukommelser for evigt. En af de mest uforglemmelige oplevelser i mit liv skete, før jeg blev kristen. Oplevelsen var nemlig indledningen til, at jeg er kristen i dag.

Jeg var begyndt at læse Bibelen og var kommet dertil, hvor jeg havde brug for det sidste 'skub' i den rigtige retning. Jeg bad Gud om at vise mig et eller andet tegn, og tegnet kom til mig i en uforglemmelig drøm, hvor jeg følte mig mellem himmel og jord!

Jeg så mig selv siddende for enden af et meget langt iransk spisetæppe. Jeg var ikke alene, folk i alle aldre sad omkring tæppet og ventede på at komme i gang med at spise. De fleste af dem lignede iranere, og jeg undrede mig over, hvorfor jeg sad for 'bordenden'. Det plejede at være en særlig ære, der kun tilkom den ældste, og jeg var tilsyneladende blandt de yngste omkring spisetæppet, men jeg var også enormt sulten, og inden længe kunne jeg næsten kun tænke på, hvornår vi mon skulle spise."

"I samme øjeblik kom nogle tjenere pludselig ind omkring spisetæppet med det ene dampende fad mad efter det andet. Jeg kunne se, at det alt sammen var min yndlingsmad: ristede kyllinger med ris og iranske rosiner, og jeg fik straks lyst til at spise, da maden stod foran mig.

LÆS OGSÅ:
De vise mænd praktiserede drømmetydning

Alligevel ventede jeg høfligt på, at de ældste skulle begynde med at spise, som den iranske skik og kultur foreskriver, men alle omkring maden sad blot og stirrede på mig, og jeg sad for 'bordenden'. Jeg så undrende tilbage på dem, og de kiggede stadigvæk afventende på mig. Hvorfor går de ikke i gang?, tænkte jeg forvirret, men de ventede og ventede, til jeg til sidst ikke kunne udskyde min sult længere og tog min tallerken op for at spise.

I samme øjeblik gik alle de andre også i gang. Det virkede som om, at stilheden var blevet brudt, da jeg selv gik i gang. Nu snakkede de andre livligt, mens de sendte fadene rundt mellem sig og fyldte deres egne tallerkener op, men jeg blev selv fuldstændig optaget af min egen portion mad, der dampede lifligt fra tallerkenen.

Nu skete der noget ganske underligt for med det samme, jeg løftede tallerkenen, kom to hænder pludselig frem af ingenting og holdt min tallerken for mig, så jeg havde begge hænder fri til at spise, og nu kunne jeg lige pludselig se, at den tallerken, jeg før havde holdt fyldt med ris og kylling, blev forvandlet til den selv samme bibel, som min mor havde foræret mig og havde opfordret mig til at læse. Hænderne holdt Bibelen opslået og indbydende som om, jeg bare skulle fortsætte med at spise, og mens jeg stadig kunne se teksten, rakte jeg ned efter den med begge hænder, som om jeg spiste en stor lagkage med hænderne. Det smagte herligt, og jeg spiste Guds ord med de bare hænder. Med ét opdagede jeg, at de andres tallerkener også var blevet forvandlet til bibler. Når jeg puttede Guds ord i munden, gjorde de også.

Jeg vågnede svedig op og rystede over hele kroppen. Jeg vidste egentlig ikke, om jeg frøs eller havde det for varmt, kun at jeg var blevet rørt af noget, jeg ikke kendte til og heller ikke kunne forstå med min logik.

Hvordan tolker du den oplevelse?

Denne mærkelige og uforglemmelige drøm blev begyndelsen på min omvendelse og kaldet til at følge Ham. For selv om jeg stadigvæk kæmpede imod min spirende tro på Jesus, kunne jeg samtidig mærke, at Guds ord var sande, og jeg kunne simpelthen ikke holde op med at læse i Bibelen.

Jesus fyldte et åndeligt tomrum, som jeg først nu havde opdaget, at jeg havde slæbt rundt på hele livet. I drømmen blev hans ord lagt i min mund, og i dag prøver jeg at give det videre til mine medmennesker i mit daglige præstekald.

LÆS OGSÅ:
Islam og kristendom - ligheder og forskelle

Hvordan vil du beskrive din tro?

Tro er Guds gave til os skrøbelige mennesker. Mine egne præstationer på at have en logisk tro er derfor lige så meget vantro som en farisæer. Min tro bygger kun på en kærlighedserklæring, hvor Gud elskede os først. 'Således elskede Gud verden' Kærlighed er ikke altid til at forklare, men altid til at modtages, leves og udøves mindst i form af næstekærlighed.

Hvad laver du den 24. december, fejrer du jul? Hvad betyder julen for dig?

Jul er i sin helhed og fuldstændigt uafhængigt af, hvorvidt dagen/datoen er regnet ud rigtigt eller ej, en markering af, at nu er det slut med menneskers egne religiøse bestræbelser på at finde Gud. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, og derfor kommer Gud ned til os mennesker i skikkelse af Jesus Kristus. Dette er kristendommens enestående position og forskel i forhold til verdens samtlige store og små religioner.

I vores familie fejrer vi julen ved at samles, spise og gøre hinanden glad ved at lægge gaver til hinanden under juletræet. Jeg må dog indrømme, at vi ikke er gode til at danse rundt om træet, og gaverne er årets guldkalve! Men vi fryder os, lovsynger og siger tak til hinanden og vor Herre for hans nåde og velsignelse. Glædelig jul og velsignet nytår.

Massoud Fouroozandeh er sogne- og migrantpræst

LÆS ALLE AFSNIT AF JULEKALENDEREN "EN UFORKLARLIG OPLEVELSE"