11. DEC. Missionpræst: Jesus er helt nær i min hverdag

Det vigtigste Jesus gjorde var at åbenbare Gud for os som vor Far og at genoprette vores fællesskab med Gud. Derfor er i virkeligheden hele Jesu liv det vigtigste, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen. Foto: Privat

Jesu undervisning åbner os for Guds hjerte og vilje, hans levevis i tjenende kærlighed sætter mønstret for rette menneskelige relationer, hans undere manifesterer Guds Riges kraft, skriver missionspræst Ole Skjerbæk Madsen

Hvem var Jesus? Hvad betyder han for dig?

Jesus er Guds søn og Marias søn. For mig er Jesus det fuldkomne menneske, som har virkeliggjort al sand menneskelighed. Derfor kaldte han sig også Menneskesønnen. Men jeg genkender også Guds nærvær i ham. Når han taler, hører jeg Gud. Det er for mig tydeligt i alle de udsagn, Jesus har, som begynder med 'Jeg Er'. 'Jeg Er' er Guds navn for eksempel: Jeg Er verdens lys eller Jeg Er opstandelsen og livet. Jeg oplever, at Jesus er helt nær i min hverdag. Det giver en stor tryghed i tilværelsen.

LÆS OGSÅ:
Hvorfor siger kristne, at Jesus er Gud?

Hvad mener du var det vigtigste, Jesus gjorde?

At åbenbare Gud for os som vor Far og at genoprette vores fællesskab med Gud. Derfor er i virkeligheden hele Jesu liv det vigtigste! Hans undervisning åbner os for Guds hjerte og vilje, hans levevis i tjenende kærlighed sætter mønstret for rette menneskelige relationer, hans undere manifesterer Guds Riges kraft. Men allermest i sin død og opstandelse viser han os kraften i den tjenende kærlighed.

Hvad laver du den 24. december?

Jeg går i kirke og er sammen med min familie; vi synger mange julesalmer sammen. LÆS OGSÅ: Jesus er verdens eneste håb om frelse

Hvad er dit yndlingscitat af eller yndlingsberetning om Jesus?

Det er da forfærdeligt svært at skulle vælge. Men jeg holder meget af beretningen om de to disciple, som påskedag er brudt op fra Jerusalem i fortvivlelse og sorg. Jesus følges inkognito med dem på vejen, og stille og roligt vejleder han dem gennem bibelens vidnesbyrd og profetier om ham, så at de forstod, at Jesu lidelse og død var den vej, frelseren måtte gå for at føre os til opstandelse og evigt liv. De genkendte ham, da han brød brødet. De sagde til hinanden: Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?. Sådan oplever jeg også, at Jesus i dag ved Helligånden åbner Skrifterne for os og lader os genkende ham eller erfare hans nærvær, når vi ved nadveren bryder brødet.

Ole Skjerbæk Madsen Missionspræst i missionsselskabet Areopagos og panelist på religion.dk.