15. DEC. Imam: Jesus bruger troen til at frigøre menneskeheden

Mange muslimer er mere optagede af Jesu lære og personen Jesus end den til tider overdådige festivitas, der normalt er forbundet med julen, skriver imam Naveed Baig. Foto: Malene Korsgaard

Det vigtigste ved Jesus er hans evne til at se troen med andre briller. Han vender det hele om, skriver imam Naveed Baig

Hvem var Jesus? Hvad betyder han i din religion?

"Jesus, som er en af Guds profeter, manifesterede med perfektion de menneskelige kvaliteter som oprigtighed, indre renhed, kærlighed og almisse. Profeten Muhammad refererede altid til Jesus som en bror, og Koranen har kun lovprisninger tilovers for Jesus og hans mor Maria. I sufi-litteratur er Jesus eksemplet på det perfekte menneske og en sand mester og asket. Sufierne har deres del i at bevare Jesu erindring, som han var, levende i deres tanker og bosat i deres hjerter."

LÆS OGSÅ: Jesu fødsel er vigtig ifølge islam

"Hvis man studerer sufiernes skrifter og værker, hvori Jesus indgår, så får vi et indblik i en verden, som er ukendt for mange. Man finder ikke mange sufi'er, der har undladt at enten citere eller behandle Jesus i deres værker:

'Tvivlsomt at et menneske kan fødes faderløs. Kun én Jesus eksisterer i denne verden' (Mahmood Shabistari).

"Anerkendte muslimske retslærde og sufier igennem historien som Hasan Basri, Junayd Baghdadi, Shamsudeen Hafez, Jalaludden Rumi, Al-Ghazzali, Khawaja Abdullah Ansari, Faridudeen Attar, Ruzbihan Baqli, Mohiyudeen ibne Arabi, Najmudeen Razi, Muhammad Iqbal med flere er blot få, der fandt ham uundværlig i deres religiøse og spirituelle verdensbillede. Det, der gælder for alle de ovennævnte var, at de i særdeleshed var interesserede i og optagede af Jesu exceptionelle forhold til Gud beskrevet i Koranen, Hadith-litteraturen, etiske tekster, profetbiografier med mere (det er nævnt 154 gange i alt). For dem var hele hans liv et mirakel, fra fødsel og frem (Jesus betragtes som levende af muslimer). Som Guds sjæl, Guds ord, søn af Maria og en profet var han sjælenes ikon og en åndelig vejleder for mange søgende, heriblandt sufierne selv. Koranens billede af Jesus afspejler dette forhold, for eksempel i forbindelse med Jesus egne ord, der er citeret i Koranen:

"Fred være med mig den dag, da jeg blev født, den dag, da jeg dør, og den dag, da jeg bliver genopvakt til livet!" (19:33)

Hvad mener du, var det vigtigste, Jesus gjorde?

"Det vigtigste ved Jesus er hans evne til at se troen med andre briller. Han vender det hele om. Selvkritik og et opgør med menneskets egen forståelse af sig selv og hans forhold til Gud. Han bruger troen til at frigøre menneskeheden - ikke til at fastlåse den."

LÆS OGSÅ: Muhammed så kristne som allierede

"Jesus og hans disciple gik forbi en ådsel af en hund. Disciplene sagde: Hvor den stinker fælt! Jesus sagde: Hvor er dens tænder hvide!"
(Abi al-Dunya, Al-Ghazalli med flere). Visdommen bag Jesu ord er at afstå fra bagtalelse, selv når det gælder en død hund."

Hvad laver du den 24. december markerer du Jesu fødsel?

"Personligt markerer vi ikke Jesu fødsel (vi ved ikke helt præcist, hvornår han blev født), men i hele kalenderåret kan man ikke undgå at følge med i Jesu liv (ifølge den kristne tradition): Jul, Helligtrekonger, påske, Kristi Himmelfartsdag og så videre. Muslimer ved, at Jesu fødsel var en speciel og fredsfyldt begivenhed, da Koranen blandt andet benævner det, men der er ikke bestemte religiøse retningslinier for, hvordan det skal fejres. For mange muslimer er julen, sådan som den fejres i Danmark, en kulturel og social begivenhed og har ikke en særlig religiøs karakter for dem. Mange troende muslimer er mere optagede af Jesu lære og personen Jesus, end den til tider overdådige festivitas, der normalt er forbundet med julen og julemåneden. Det betyder dog ikke, at man afstår fra at deltage i arrangementer og sammenkomster i forbindelse med julen, men det varierer meget i forhold til personlige grænser og opfattelser af julens betydning."

LÆS OGSÅ: Khader: Jeg får mere og mere sympati med den kristne Gud

"Som dansk muslim kan man ikke undgå at blive berørt af julen; på arbejdspladsen, i børneinstitutioner, på gaden og i medierne. Spørgsmålet er, om man kan formå at være tro mod sine egne traditioner og samtidig vise respekt og anerkendelse af andre religiøse højtider. Det ville være omsorgsfuld sameksistens."

Hvad er dit yndlingscitat af eller yndlingsberetning om Jesus?

"Jesu bjergprædiken, og særligt denne del af den, er jeg begejstret for:

Salige de sørgende,
for de skal trøstes.
Salige de blide,
for de skal arve jorden.
Salige de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige de barmhjertige,
for de skal opnå barmhjertighed.
Salige de rene af hjertet,
for de skal se Gud."

Naveed Baig er imam og panelist på religion.dk.

Mange muslimer er mere optagede af Jesu lære og personen Jesus end den til tider overdådige festivitas, der normalt er forbundet til julen, skriver Naveed Baig Foto: Arkiv