Ateistformand: "Vi fylder selv livets rammer ud"

Den store guddommelige plan er en myte, og vores eksistens som art på denne planet er et tilfælde, skriver Stinus Lindgreen, genetikforsker og formand for Ateistisk Selskab Foto: Privatfoto

5. DECEMBER Der er ikke en plan, hvor du bare skal finde din rolle. Der er ikke et mål med menneskets eksistens, mener genetikforsker og formand for Ateistisk Selskab Stinus Lindgreen

Hvad er meningen med livet?

Det er på én gang meget simpelt og meget svært at svare på. For der er ingen overordnet mening. Der er ikke en plan, hvor du bare skal finde din rolle. Der er ikke et mål med menneskets eksistens.

Og er det ikke befriende? For livet er jo fantastisk, og vi har jo hver især en masse ting, vi stræber efter. Vi skaber selv vores mening, vi fylder selv rammerne ud. Familie. Venner. Karriere. Fritid. Der er en masse ting, der skaber mening i vores liv, men det er netop individuelt.

Den guddommelige plan er en myte

Den store guddommelige plan er en myte, og vores eksistens som art på denne planet er et tilfælde - et fantastisk tilfælde, som jeg personligt sætter stor pris - men ikke desto mindre et tilfælde.

Hvem ved, om mennesket ville være her, hvis vi kunne starte evolutionen forfra? Og chancen for, at netop du og jeg ville eksistere, hvis vores respektive forældres liv havde taget bare en lidt anden drejning, er forsvindende lille.

Så glæd dig over, at du overhovedet er her, og at du selv kan fylde livet ud med mening. Der er heldigvis ingen andre, der gør det for dig.

Vi skal fylde livet ud

Og det er netop den vigtigste opgave, vi som mennesker har: At fylde livet ud, at skabe en mening for os selv, og selvfølgelig også at skabe glæde for dem, der betyder noget i vores liv. Det er jo en af de ting, der giver indhold.

For når livet er slut, så er der ingen ekstra chancer. Du kan ikke gøre det om. Du har denne ene chance, så det handler om at gribe den og få det bedste ud af det. For der findes ikke et efterliv eller en udødelig sjæl, der lever videre, når vi engang udånder. Nej, når kroppen dør og hjernen slukker, så er du væk. Din sjæl, dit sind, dine tanker - alt det, der er dig, forsvinder sammen med de sidste impulser i hjernen.

Det er vigtigt at huske på, synes jeg. Og under alle omstændigheder ændrer ønsketænkning jo ikke på realiteterne. I stedet ved vi, at vi har en begrænset tid her på jorden, hvor vi må prøve at få det bedste ud af livet.

Vores måder at opnå et liv efter døden

Netop fordi livet er endeligt, er der så meget desto større grund til aktivt at gøre noget for at skabe mening og indhold i tilværelsen. For nogen kan det være karrieren. For andre kan det være at sætte sit aftryk på verden. Det kan også være - specielt set ud fra et evolutionært perspektiv - at sætte børn i verden.

For her har vi de eneste måder at opnå en slags liv efter døden: Hvis du bliver husket af andre, så lever mindet om dig i det mindste videre, og meget mere kan vi ikke bede om. Hvis dine gener oven i købet lever videre i næste generation, ja, så er du et skridt nærmere udødeligheden.

Stinus Lindgreen
Genetikforsker og formand for Ateistisk Selskab