Hvad er militant jødedom?

Hvad er den historiske forbindelse mellem jødedommen og militante aktioner? Jøderne har igennem historien haft mange militære konflikter med andre folkeslag - og mange af dem er forankret i jødernes tidlige historie og selvforståelse

To hovedtemaer dominerer det jødiske folks historie. For det første den stærke tro på, at de er Guds udvalgte folk. For det andet tanken om, at Israel er det forjættede land, som Gud har givet dem. Med udgangspunkt i denne overbevisning har de historien igennem haft militære konflikter med andre folkeslag.

En stor del af jøderne føler sig blot som etniske jøder uden at gå op i religiøse spørgsmål. Men mange ortodokse bevægelser er fundamentalister, og nogle af dem anvender vold og terror for at nå deres mål.

Det jødiske område er ikke en ensartet størrelse. Dele af Israel har været styret af forskellige besættelsesmagter, og jøderne har ofte været underlagt fremmed herredømme.

Historiske, jødiske oprørsbevægelser

Det har været vanskeligt for mange jøder at acceptere fremmede herskere, ikke mindst fordi de opfatter sig selv som det udvalgte folk med ejendomsret over Israel. Det har ført til oprørsbevægelser, som er religiøst funderede. Mange af dem bygger på den jødiske Messias-tanke.

Messias hamashiah er et hebraisk ord, som betyder den salvede. I Det Gamle Testamente er det at være salvet et tegn på, at en person er indviet af Gud til at være konge, profet eller ypperstepræst. Men Messias er en konkret person, en frelser, som jøder stadig forventer vil komme og genrejse det jødiske rige. Messias-tanken er forestillinger om denne frelsers komme.

Makkabæer-oprøret fandt sted 165-161 f.v.t. og var rettet mod det syriske overherredømme over Israel. Egentlig havde konflikten borgerkrigslignende elementer, da oprørslederen, Judas Makkabæer, var stærkt imod den jødiske ypperstepræst. Hele historien står beskrevet i 1 og 2 Makkabæerbog, som er en del af Bibelens såkaldte apokryfe skrifter. Apokryferne er en række tekster, der ikke blev optaget i Bibelen, som protestanter kender den i dag. Den katolske Bibel har dem dog stadig med.

I 161 f.v.t. blev Judas Makkabæer dræbt, men hans brødre fortsatte kampen, og i 142 f.v.t. blev broderen Simon både ypperstepræst og konge. Dette dynasti, der kaldes det hasmonæiske, regerede indtil 63 f.v.t., hvor romerne indtog Israel.

Det første større oprør mod romerne dateres til år 66. Den jødiske gruppe, zeloterne, medvirkede til denne jødiske krig. Zeloterne var et stærkt nationalistisk parti, der af religiøse grunde nægtede at betale skat til romerne, da alene Gud var deres herre. Krigen førte til Jerusalems ødelæggelse i år 70, men sluttede først endeligt i år 74.

I år 132-35 kom Bar Kochba-oprøret. Dette oprør havde stærke messianske undertoner, idet store dele af befolkningen betragtede oprørets leder som Messias. Han hed Simon Bar Kochba, som betyder Simon Stjernesønnen. Oprøret varede i tre år, indtil Simon Bar Kochba blev dræbt. Jøderne blev derefter én gang for alle udelukket af Jerusalem.

Zionisme -kravet om en jødisk stat

Da jøderne tabte Jerusalem og romerne ødelagde templet, blev det vigtigste for jøderne synagogen og de hellige skrifter. Disse skrifter er den jødiske bibel, som nogenlunde svarer til Det Gamle Testamente, og Talmud, som er en mundtligt overleveret lovsamling. Men tanken om atter at herske over Jerusalem bestod fortsat.

Zionismen opstod i 1897, hvor den østrigske journalist Theodor Herzl dannede Verdens Zionist Organisation. Retningen har navn efter Zion, som refererer til Jerusalem. Oprindeligt var det en borg i byen, og ifølge Det gamle Testamente skal Guds udvalgte folk samles her som i Davids tid (2 Sam 5,7).

Kravet fra zionisterne var, at jøderne skulle have en jødisk stat i området omkring Jerusalem. I begyndelsen var jøderne skeptiske overfor zionismen. Men zionismen spillede en stor rolle i den proces, der førte til oprettelsen af staten Israel i 1948. Og siden da har denne bevægelse været en væsentlig faktor i israelsk politik.

I 1937 dannedes en zionistisk terrorgruppe kaldet Irgun Zwai Leumi. Gruppens mål var at oprette staten Israel med vold. Den 22. juni 1946 bombede Irgun Zwai Leumi hotellet King David i Jerusalem. Og under ledelse af Menahem Begin begik zionisterne i 1948 massakre på den palæstinensiske landsby Deir Yassim.

Zionistiske fundamentalister står ligeledes bag nogle af de israelske bosættelser i de palæstinensiske områder, som Israel besatte efter krigen i 1967. En sådan gruppe er den ekstremt fundamentalistiske Gush Emunim, som i en periode fik støtte fra Ariel Sharon, der i 2001 blev valgt som Israels premierminister.

Oprettelsen af den jødiske stat medførte undertrykkelse af landets palæstinensiske befolkning, der i forvejen var en udsat gruppe i Mellemøsten. Derfor blev zionismen i 1975 fordømt af FN.

Det jødiske folk og Palæstinaproblemet

Det jødiske folks historie er knyttet til Palæstinas eller Israels historie i flere omgange. Palæstina har op gennem historien været centrum for mange konflikter. Det skyldes blandt andet dets placering med en stor handelsrute gennem landet, og at Palæstina visse steder er et meget frugtbart land.

Senere er specielt Jerusalem blevet stridens centrum. Byen har stor religiøs betydning for både jøder, kristne og muslimer. Jøders krav på landet bunder i religionen. I 1 Mos 12,1f får Abraham en forjættelse, et løfte. Gud henvender sig til ham med en befaling om at drage ud af sit land og bosætte sig i det land, som Gud vil vise ham. Landet er Kanaans land, området, der i dag svarer nogenlunde til Israel/Palæstina.

I Josvabogen er det beskrevet, hvordan Israels folk drager ind i det forjættede land. Allerede her begynder stridighederne. Kanaanæerne det folk, der i forvejen bor i landet i forvejen vil ikke uden videre afgive deres land. Læser man videre i Bibelen, står der mere om, hvordan jøderne fortsat ligger i krig både med kanaanæerne og nabolandene.

Som nævnt tabte jøderne kampen mod den romerske besættelsesmagt. I de følgende århundreder blev jøderne spredt over hele verden. Efter Romerrigets fald i det femte århundrede blev Palæstina først en del af det store arabiske rige siden en del af det tyrkiske Osmannerrige.

Under Første Verdenskrig (1914-18) støttede osmannerne tyskerne, mens araberne gik i forbund med englænderne og derved håbede at få Palæstina som del af en arabisk stat. Men Palæstina endte på engelske hænder, og jøderne begyndte at flytte tilbage til landet, opfordret af den zionistiske bevægelse.

I begyndelsen bød den palæstinensiske ledelse jøderne velkommen til landet, da de så det som en mulighed for at få udnyttet landet bedre. Men frustrationerne meldte sig hurtigt. Gensidige kampe rasede i landet. Da englænderne efter Anden Verdenskrig trak sig ud af det daværende Palæstina, blev det FNs opgave at dele landet mellem jøderne og palæstinenserne. Delingsplanen lå klar i 1947, og selvom araberne forkastede delingsplanen udråbte jøderne året efter staten Israel, og det kom til voldsomme kampe mod palæstinenserne.

Stridighederne mellem jøder og palæstinenser består stadig i dag, og nye sammenstød er blevet dagligdag. Det store problem er, at ekstremister på begge sider bekæmper freden. Når statsledere forsøger at mægle fred, truer de ekstremistiske grupper med terror og borgerkrig. Eksempelvis blev den israelske statsleder, Yitzhak Rabin, i 1995 skudt af en jødisk ekstremist, fordi han forhandlede fred med PLO, Den palæstinensiske Befrielsesorganisation.

I dag repræsenterer det israelske parti Likud den nationalistiske højrefløj i Israel. Partiet vogter over jødiske traditioner. Lederen af partiet, Ariel Sharon, har tidligere spillet en rolle i det såkaldte Haganah, der var den største væbnede organisation inden Israels selvstændighed i 1948. Han er tiltalt for krigsforbrydelser mod palæstinenserne.

Det kan være svært at definere ekstremisme i en krigszone. Israelerne mener at have retten på sine side det samme gør palæstinenserne. Israel er dog den nation, der har brudt flest af FNs beslutninger. Det er blevet til 230 brud siden 1946.

(Artiklen er modificeret af Christian Hjortkjær, 5. december 2007)