Hos H.C. Andersen er kærligheden uovervindelig, ubegrænset og uforløst

”Den lille havfrue får ikke prinsen og livet som menneske, men hun får måske noget andet. Vi forlader hende, da hun midt i sin store lidelse og tabet af både liv og elskede får anvist en mulig vej til Guds rige, hun ikke havde drømt om,” siger Johs. Nørregaard Frandsen. Foto: Ritzau Scanpix

Den store eventyrforfatter ironiserer over det borgerlige ægteskab og hylder kærligheden som en kraft, der rækker ud over forholdet mellem mand og kvinde, siger professor ved Syddansk Universitet Johs. Nørregaard Frandsen

”Jeg ved nok, hvad du vil!” Sagde havheksen, ”det er dumt gjort af dig! Alligevel skal du få din vilje, for den vil bringe dig i ulykke, min dejlige prinsesse. Du vil gerne af med din fiskehale og i stedet for den have to stumper at gå på ligesom menneskene, for at den unge prins kan blive forliebt i dig og du kan få ham og en udødelig sjæl!”

Kærligheden hos H.C. Andersen er sørgmodig

Ordene stammer fra H.C. Andersens eventyr "Den lille havfrue" og er den onde havheks' svar på havfruens inderlige bøn om at få to ben at gå på, så hun kan finde og vinde menneskeprinsen, hun er blevet forelsket i. Havheksen forvandler havfruen til menneske for en stund. Men som de fleste af os husker, får hun ret i, at det vil ende galt.

Havfruen formår ikke at vinde prinsens kærlighed. Selvfølgelig ikke, fristes man til at sige, for i H.C. Andersens univers forbliver den erotiske kærlighed altid uforløst. Det fortæller Johs. Nørregaard Frandsen, der er leder af Syddansk Universitets H.C. Andersen Center.

”Kærligheden hos H.C. Andersen skildres ofte i lyset af det sørgmodige og spejler sig i tabet af den elskede. Kærligheden er en enorm kraft, men ikke noget, der kan forenes med et varigt forhold mellem mand og kvinde,” siger han.

Den lille havfrue mister både prinsen og livet i sin jagt på at blive elsket. Opfattelsen af, at kærligheden ikke varer ved, og at den kan betyde døden for den, der elsker, deler H.C. Andersen med tidens øvrige romantisk inspirerede forfattere, f.eks. Johann Wolfgang von Goethe. Tysklands store digter beskrev årtier før H.C. Andersens eventyr i dagbogsromanen ”Den unge Werthers lidelser” en ung mands voldsomme kærlighed til en kvinde, der var forlovet med en anden. Den unge mand betalte, ligesom havfruen, også med sit liv.

Den udødelige sjæl

Både Goethes og Andersens kærlighedsforståelse er ifølge Johs. Nørregaard Frandsen stærkt inspireret af den græske filosofis begreb om ”eros”, der betegner længslen efter at blive fuldendt som menneske. Havfrueen længes mod prinsen, men hun længes mest efter at blive menneske og få en udødelig sjæl. Kærligheden er en drivkraft i den længsel.

”Kærligheden er altid mere end en passion mellem mand og kvinde. Den lille havfrue elsker en menneskeprins, men hun er et overnaturligt væsen, der ikke er velsignet af Gud. Hun ønsker brændende at blive et menneske og få en menneskelig sjæl, så hun både kan elske prinsen og få adgang til Guds rige,” forklarer Johs. Nørregaard Frandsen.

Han ser havfruens længsel efter prinsens og Guds kærlighed som et vigtigt kristent motiv i H.C. Andersens univers. For trods de gentagne tab og den uforløste erotik overvinder kærligheden hos H.C. Andersen alt. Ikke som i en romantisk Hollywood-film, hvor alle forhindringer fejes til side for en lykkelig slutning, men snarere omvendt: I "Den lille Havfrue" overvinder kærligheden også tabet af den elskede:

”Den lille havfrue får ikke prinsen og livet som menneske, men hun får måske den sjæl, hun længes efter. Vi forlader hende, da hun midt i sin store lidelse og tabet af både sit liv og sin elskede får anvist en mulig vej til Guds rige, hun ikke havde drømt om,” siger Johs. Nørregaard Frandsen.

Andersens kritik af det borgerlige

I hyldesten til den kraftfulde kærlighed kan man også læse en kritik af 1800-tallets fornuftsprægede, borgerlige ægteskab. En kritik, der er eksplicit i flere af H.C. Andersens eventyr, blandt andet ”Hyrdinden og skorstensfejeren”. Som ofte spiller legetøj hovedrollen i H.C. Andersens eventyr, men kritikken af den borgerlige søgen efter tryghed fremstår ikke mindre stærk for det. Eventyret handler om to små porcelænsfigurer, der elsker hinanden og beslutter at flygte ud i den vide verden sammen. Men de kommer ikke så langt.

”Skorstensfejeren tager hyrdinden i hånden og kæmper sig op gennem skorstenen og ud på taget, hvor de kan se alle himlens stjerner. Men udsigten gør hyrdinden bange, det lille pjok. Hun beder skorstensfejeren bringe sig tilbage til stuen igen."

Da det kommer til stykket, tør hyrdinden ikke springe ud i et liv i med sin elskede skorstensfejer, og omtrent samtidigt med, at hun vælger det trygge liv i stuen, skriver Søren Kierkegaard om menneskets angst for frihed i ”Begrebet Angest” (1844). Kierkegaards kritik er sammenlignelig med Andersens kritik af angsten for at vælge livet til, som den optræder i "Hyrdinden og Skorstensfejeren" og "Kærestefolkene", mener Johs. Nørregaard Frandsen.

”’Hyrdinden og Skorstensfejeren’ er et ironisk mesterværk, der karikerer det borgerlige ægteskabs stive former,” siger han.

H.C. Andersen skrev dog også historier om par, der får hinanden og om ægteskaber, der rent faktisk lykkes. Men hver gang med bidende ironi. Et eksempel er eventyret ”Hvad fatter gør, det er altid det rigtige”, hvor "fatter" går ud for at sælge sin hest på markdet og kommer hjem med en pose rådne æbler, som han har byttet sig til.

Men den tålmodige hustru kvitterer for sin husbonds tåbeligheder med et kys på munden. På den måde er ”fatter” og hans kone et lykkeligt par, mener Johs. Nørregaard Frandsen.

”Ligesom havfruen elsker sin prins, elsker konen sin ”fatter” betingelsesløst. Hvad end den er tragisk eller varig skildrer H.C. Andersen altid kærligheden som grænseløs, betingelsesløs og uovervindelig."