7. december

Bent Melchior: Jeg nyder den vidunderlige stilhed i juledagene

Vi er så blevet smittet af omgivelserne og giver chanukahgaver i stedet for julegaver, skriver tidligere overrabbiner Bent Melchior. Foto: Leif Tuxen

Det er med den stigende sekularisering af søndagene alt for sjældent, at det offentlige rum får lejlighed til at ånde ud, så borgernes nerver kan falde til ro. Julen er snart den eneste undtagelse, skriver tidligere overrabbiner Bent Melchior

Da jeg var ung, nøjedes man ikke med at give de juleløse en pakke, så de kunne gå hjem og holde jul, for mange af dem havde ikke noget hjem. Man arrangerede simpelthen juleaften for dem, blandt andet i Københavns Rådhushal.

Mange af mine trosfæller stillede op som frivillige for at dække bord og servere, for de var også juleløse, men i modsætning til deres ”kolleger” havde de ikke noget behov for at holde jul. Derfor kunne de aflaste dem, der ellers blev taget væk fra deres egne fejringer.

Enhver, der kender lidt til de monoteistiske religioner og ikke mindst til forskellen mellem dem, vil forstå, at julens grundlag er rent kristen. Det er ikke ensbetydende med, at julen er et overset fænomen blandt jøder. Hvilken borger i Danmark kan sige sig fri for en påvirkning af stemning og begivenheder, der udvikler sig fra november til et klimaks, jo mere vi nærmer os den 24. december? Jeg kan i hvert fald ikke have det ringeste imod at bidrage til et fælles juletræ eller anden udsmykning i eller ved den ejendom, jeg bor i.

Som barn trykkede jeg næsen flad mod vinduerne i de stormagasiner, der havde lavet fantasifulde udsmykninger i anledning af julen. Senere har jeg nydt det lys, der tændes i gaderne i december. Frem for alt har jeg nydt den vidunderlige stilhed, der sænker sig over by og land juleaften og juledag.

Det er med den stigende sekularisering af søndagene alt for sjældent, at det offentlige rum får lejlighed til at ånde ud, så borgernes nerver kan falde til ro. Julen er snart den eneste undtagelse.

Hvis nogen nu alligevel skulle have medlidenhed med os, der er juleløse af religiøse årsager, og måske især synes, at det er synd for vores børn, der må give afkald på julegaver, så kan jeg trøste dem med, at vi også er ramt af den gavebacille, som præger årets sidste måned. Jøder har nemlig også en fest i december, som står i lysets tegn. Den kaldes Chanukah. Til festen knytter sig en lysestage med otte arme. Festen strækker sig over otte dage, og hver aften tænder man lys i stagen; man tænder ét lys den første aften og føjer så et lys til hver aften, indtil stagen er fuldt oplyst den sidste aften.

Festen har som religiøst og historisk udgangspunkt begivenheder, der udspandt sig i Judæa i det andet århundrede før vor tidsregning. Judæa blev regeret af en syrisk-græsk konge Antiochus IV. Han ville gøre en ende på jødedommen og forbød jødisk praksis som omskærelse og fejring af sabbatten. Han opstillede afgudsbilleder i det for jøderne så hellige tempel i Jerusalem. Det fik en skare mennesker til at gøre oprør. De blev kaldt makkabæere. Imod alle odds lykkedes oprøret, templet blev renset og genindviet. Ordet Chanukah betyder indvielse.

Ifølge beretningen skete der et mirakel ved indvielsen af templet. De fremmede havde fjernet den særlige olie, som blev brugt til den lampe, der altid var tændt i templet. Det tog otte dage at fremstille en ny olie. Jøderne fandt en flaske med nogle få dråber af den rigtige olie, så de kunne tænde lampen, men regnede med, at den ville gå ud efter en dags forløb. Men de få dråber olie holdt flammen brændende i alle otte dage, da den nye olie var parat. Derfor fejres Chanukah i otte dage.

Vi er så blevet smittet af omgivelserne og giver chanukahgaver i stedet for julegaver. Og juleaften, hvor alting alligevel er lukket, er vi sammen og har måske gæster og spiser lidt god mad. Men ikke nogen klassisk julemenu. Ikke noget træ og ingen salmer. Og hvorfor nu ikke det? Simpelthen af respekt for det kristne indhold i julen. Det er muligt, at det er blevet udvandet hos nogle af kirkens medlemmer. Det må blive deres problem. Jeg vil vise respekt for dem, der bevarer det religiøse element, og så kan jeg håbe på respekt for mine religiøse traditioner.

 Bent Melchoir er tidligere dansk overrabbiner.