Merete Pryds Helle: Juleaften er anekdoter fra livet

Julen lyser op i vores hukommelse og fastholder minder om glæder og sorger. Forfatter Merete Pryds Helle har som de fleste oplevet begge

Julen er det punkt, hvor året smelter sammen og samler sig i en mørk pyt, der spejler jul efter jul.

Juleaften samler anekdoter op, som vi fortæller hinanden år efter år. Den gang vi var så mange hos min farmor, at jeg måtte ligge under den tunge hønsefjersdyne fra min fars barndom på gavlværelset med to fremmede kusiner, og vi fik suppe, som man gjorde på Langeland, og min far blev sur, fordi hans bror, Viggo, fik mandlen igen.

Det år min far købte et farvefjernsyn den 30. november, så min søster og jeg kunne se julekalenderen i farver; det var også det år, min søster listede alt slikket ud af sin pakkekalender den 5. december og til min store ærgrelse fik den fyldt op på ny.

Der var det år, hvor onkel Hardy snød med mandlen og i hemmelighed kom fire ekstra hele mandler i risalamanden, og det føltes, som om kaos herskede på jord.

Det år min mor pakkede en sild ind til katten og lagde den under juletræet, og katten flåede papiret af alle gaverne. Det år jeg fik en dukke, der kunne gå, fra min fjerne tante i Amerika. Noget, jeg aldrig havde forestillet mig var muligt. Hende, der ellers hvert år strikkede hjemmetøfler til os - som på forunderlig vis altid passede.

Det år hvor min mor arbejdede på kontor, og det var de eksperimenterende 70’ere, og vi fik vildand juleaften, og det var helt forkert.

Den juleaften hvor min søster og jeg lavede engle i den nyfaldne sne foran parcelhuset, og vi juledag kørte i bil på den bundfrosne Furesø.

Den jul min søster havde sit første barn med, og jeg bar ham, mens vi gik om juletræet, og det var som om, alting startede forfra.

Den jul på bryllupsrejsen til Madrid hvor vi som nygifte ville til midnatsgudstjeneste i Domkirken og spurgte en spansk familie om vej, der smilede uden at forstå hvad vi sagde og tog os med til en lillebitte klosterkirke, hvor kvindens søster var nonne, og vi så nonnerne kysse jesusbarnet lidt for inderligt og bagefter blev velsignet af alle nonnerne (velsignelsen holdt præcis 25 år, så blev vi skilt).

Den juleaften i Italien hvor min datter insisterede på at have sit klokkeblomstkostume på og skreg af angst, da julemanden kom med sin sæk. Den juleaften hvor mine forældre var på besøg, og vi gik krybbespilsoptog gennem den lille italienske by, hvor også Leonardo da Vinci havde gået i optog som barn, med rigtige æsler og får og køer der larmede og sked på vejen, og slagteren var klædt ud som Josef, og Maria hed faktisk Maria og var faktisk gravid.

De to juleaftener hvor jeg var gravid og tung og lykkelig. Den juleaftensmorgen hvor jeg aborterede ufrivilligt.

Den juleaften hvor alt var skævt og skingrende, hvor min søster var så syg; og den næste hvor hun ikke længere var hos os, og min mor ikke kunne synge for gråd, for også Hardy og Viggo havde forladt os.

Den jul vi kun var min eksmand, som ikke elsker jul, og vores to børn i Italien, og det var stille og smukt, og gaderne med de italienske huse var stille og smukke, og vi gik på pladsen efter maden og gaverne og drak mandarinpunch siddende udenfor. Den jul hvor Troels havde brugt tre dage på at lave en orangesauce til anden, der smagte, så englene sang.

Julen hos min engelske fætter hvor vi kørte i hans Bentley til pubben og drak cider før julemiddagen.

Den jul hvor min søn havde sin kæreste med, som sang så smukt, og det klang så ensomt midt imellem alle os, der synger falsk.

Sidste jul hvor jeg fik en telefonbesked fra en mand, jeg helt irrationelt var blevet forelsket i, hvor der stod god jul, og det fik mit hjerte til at banke.

Og denne jul hvor han skal med for første gang, og jeg remser op for at forberede ham: Først i kirke, så Disneyshow, så and og flæskesteg og brunede kartofler og kogte æbler med ribsgele og risalamande, og vi har mandelgaven med - jeg har allerede købt den.

Så vasker vi op, og først da synger vi falsk rundt om juletræet og sidder bagefter tungt i sofaerne, mens vi forsøger ikke at spise for meget konfekt, men siger pyt da, det er kun juleaften én aften om året, og den spejler alle de andre år i sit mørke spejl, og vi åbner gaverne én for én, for gaverne er faktisk valgt med kærlighed.