Kan man ifølge islam hævde, at corona er Allahs straf?

I nogle internetfora giver radikale muslimer udtryk for, at covid-19 er Allahs straf over de vantro. Men en virus skelner ikke mellem tro, hudfarve eller etnicitet, skriver tidligere imam Ahmed Akkari i dette debatindlæg

Visse radikale muslimer i Danmark har udtrykt sig med stærke religiøse følelser på facebooksiden "Profetens budskab", hvor de har givet udtryk for overbevisningen om, at coronavirussen er Allahs straf over de vantro. Disse udmeldinger har vakt opsigt blandt diverse debattører og journalister.

Lad mig straks sige, at det er et ganske usympatisk budskab, disse muslimer har, og at de i min optik trænger til en mental spritrenser. Deres udmeldinger går også imod islams egne kilder. Hvad bilder de sig ind at tage en hel religion til indtægt for deres syn? Oven i købet med postulater i Guds navn.

Er det virkelig sandt, at Koranen mener, at det er Guds straf? Hvor i Koranen, som de skatter så højt, læser de det? Er det egentlig ikke den største synd at udtale sig så selvsikkert på vegne af Gud?

Jeg ønsker med nogle bemærkninger at demontere deres påstand med henvisning til nogle af de primære kilder, som disse radikale muslimer bruger som rygdække for deres dom over en verden, der i disse svære tider deler samme skæbne.

Jeg var ikke spor overrasket over, at visse muslimer har udtrykt sig hårdt og uforsonlig om covid-19 som "en af Allahs hemmelige soldater" for at straffe vantro. Jeg kender nemlig til den mentalitet, der gemmer sig bag. Det er en mentalitet af håbløshed, afmagt, vrede og mangel på ægte følelse af kærlighed. Nogle muslimer deler ikke verdens lidelse men ser kun et helvede for sig, hvor andre end de ægte troende, ofte dem selv, skal brænde op og lide. De tager derfor Guds ord og advarsler i Koranen i munden og nedsender en dom over menneskene på vegne af Gud.

Det forarger mig, at disse muslimer udtaler sig så bombastisk på vegne af en gud, de angiveligt frygter straffen fra og ønsker at behage. Hvordan kan de så skråsikkert vide, at det er Guds straf, og er det ikke at tage Gud til indtægt for egne domme? Har den selv samme Gud, de sådan taler på vegne af, ikke ifølge Koranen forarget og retorisk spurgt folk: "Siger I da om Allah, hvad I ikke ved?" (Koranen 2:169).

At udtale sig så bombastisk og arrogant er i sig selv en synd ifølge Koranen. Der et andet sted, hvor de fem største forbud opremses, hvor det står, at det er forbudt at sige om Allah, hvad man ikke ved noget om (Koranen 7:33).

Det at tage Gud til indtægt for egne synspunkter er en gammel genganger og ofte anvendt teknik, der har været brugt siden Gud først kom til menneskers bevidsthed engang i menneskets historie. Gud bliver brugt som magtredskab, hvilket forhåbentlig forarger enhver med lidt sund kritisk sans.

Det er en magt, ingen må have lov at stå med uden kritik og afvisning.

Den slags kritik af disse holdninger har jeg savnet at høre offentligt fra andre muslimer. En pressemeddelelse, der taler om sympati med Danmark er ikke nok. Disse påstande skal bekæmpes og modsiges med substantielle henvisninger for ikke at misvise folk og lede dem til forkerte og ekstremt formørkede syn på verden.

Har den profet, hvis budskab de følger, ikke fortalt advarende om det at tale generaliserende om mennesker, og i en beretning overleveret af den persiske lærde Abu-Dawoud sagt: "Den som siger, mennesker er fortabt, er selv den mest fortabte af dem".

Men er der ikke belæg for den slags udsagn?

Der findes i Koranen nogle hårde ord om vantro og mennesker, der ikke adlyder Gud, som de radikale muslimer kan fortolke til fordel for deres syn på mennesker i verden.

For eksempel er der en del steder i Koranen henvisninger til, hvordan folkeslag og stammer er blevet udsat for Allahs vrede og er blevet udslettet med den ene eller anden slags straf. Sura 6, Al-Anaam, vers 6 samt blandt andre vers 13 i sura 10, Yunus, er blot to eksempler på det.

Faraos folk blev endog straffet med flere lidelser på én gang for at undertrykke israelerne og forfølge dem (Koranens sura 20, Taha, og sura 28, Al-Qasas, gengiver historierne), og selv Muhammeds folk blev advaret mod en streng straf (Koranen 47:27). Man kan også søge på ordet straf i Koranen og se, at der dukker mange vers op relateret til søgningen, for eksempel kapitel 2:161-166 og mange flere. Mere generelt lover Koranen ildens straf til vantro.

Men i samme Koran er der også vers, der peger på noget andet: De peger på Guds nåde.

Først og fremmest står der klart og tydeligt ved åbningen af hvert kapitel, at Allah er den Nådige og mest Barmhjertige. Det er ord, muslimer læser for at huske på Guds omsluttende nåde. Ordene er oprindeligt sagt af den israelske profet kong Salomon, da han ifølge Koranen skrev til den stærke dronning af Sheba "Det er fra Sulaiman og det er I Allahs navn den Nådige, mest Barmhjertige" (Koranen 27:30).

I Koranen står der, at Gud siger om sig selv i sin tale til israelilitterne "Og Min nåde går forud for Min vrede" (Koranen 7:156).

Mere stærkest står tanken om Guds nåde og tolerance af livet i ordene: "Med min straf rammer jeg, hvem Jeg vil, men min nåde rummer alting" (Koranen 7:156).

Man kan her mene, at det er en generel erklæring, og at hvorom alting er, så får de vantro deres straf med den virus. Men sådan er det ikke. For hvis formålet er, at folk skal tro, så er det ikke vejen frem at skabe ødelæggelse eller straffe ifølge muslimernes hellige bog. Som der står i sura 21, Al-Anbiya, vers 6: "Og ingen landsby Vi har ligget øde for dem, var blevet troende; vil de her da tro?”. Underforstået: "hvis de blev straffet?".

Som det er synligt af ovenstående, kan man udlede mere end én betydning af Koranens ord, og ikke mindst at Gud er straffende. Men Han finder det ikke rigtig nyttigt at straffe på den omfattende måde.

Læsere med interesse for psykologi og teologi kan udlede alskens interessante analyser af muslimers Gud i Koranen, men mit ærinde her er at påvise, at disse ekstremt sortseende muslimer ikke kan tillade sig at sprede sådanne budskaber ud til muslimer baseret på egne ønsker og domme.

Har Gud ikke, ifølge både muslimer, kristne og jøder, skabt alle mennesker af samme jord og pustet liv i dem alle, så de er fælles om livet og døden på jorden? Hvordan kan nogle muslimer så mene, at det er en straf over vantro, når alle mennesker kan få virus?

Er muslimer da undtaget fra straffen? Og er de i det hele taget så englerene og moralsk ubesudlede, at de lever op til en særlig beskyttelse, sådan som jeg opfatter logikken hos de hårdt-dømmende muslimer, der giver deres mening til kende på facebooksiden "Profetens Budskab".

Har Gud ikke lovet Noah ifølge Det Gamle Testamente aldrig at udslette jorden efter syndfloden: "Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre" (Første Mosebog 8:22).

En virus skelner ikke mellem kroppe eller tro, og den rammer alle uanset hudfarve, tro og etnicitet. Hvis der er en lærdom at drage af situationen med covid-19, så er det, at den bekræfter, hvor fælles vi er på tværs af alle skel og samfundslag, og at vi bærer vores skrøbelighed i vores humane skikkelse.