LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Indføring

Kan man tælle religion?

Der er flere religioner i Danmark end tidligere, samtidig med at religiøsiteten er blevet individualiseret. Det har gjort det vanskeligt at tælle religion, fortæller religionssociolog og professor Lene Kühle. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Tal og religion lyder umiddelbart som et umage par: Tal er forbundet med matematik, økonomi og naturvidenskab, mens religion forbindes med verdensforståelser og etik. Alligevel er der stor interesse for statistik om religion, men kan man tælle religion?

Tal om religion og religiøse tilhængere har en lang historie i Danmark. Religion har været et centralt element i folketællingerne siden 1800-tallet, og folketællingsskemaet i 1840 indeholdt således en rubrik, hvor der skulle anføres antal af ’fremmede Religionsbekjendere’.

Ved folketællingen i 1890 benyttede man kategorien ’indenfor Troessamfund’ til at indsamle oplysninger om medlemmer af folkekirken og andre trossamfund. De største af disse var baptister med 4.556 medlemmer, dernæst ’mosaiter’ (jøder) med 4.080 medlemmer og sidst romersk-katolske med 3.647 medlemmer.

Der var også en stor gruppe af lutherske kirker uden for folkekirken, der samlet havde 10.624 medlemmer, samt en mindre gruppe på 2.148, der betegnede sig selv som ateister, uden tro, udøbte eller spiritister.

I de 130 år, der er forløbet siden 1890, er der foregået tre særligt interessante udviklingsprocesser, der har påvirket måden, hvorpå vi tæller religion i dag.

1. Det religiøse landskab er blevet mangfoldigt

For det første er det religiøse landskab forandret således, at muslimer, buddhister og hinduer nu udgør en væsentlig del af det religiøse landskab i Danmark. Der er også kommet sikher, mandæere, alevier og et meget stort antal kirker af forskellige forgreninger.

Især mangfoldigheden af ortodokse kirker falder i øjnene: Koptere, russisk-ortodokse, rumænsk-ortodokse og serbisk-ortodokse, udgør alle ortodokse kirker i Danmark. Hertil kan der i flere tilfælde være knyttet forskellige autoriteter, som det bl.a. ses inden for den russisk-ortodokse kirke.

Kompleksiteten i denne nye religiøse diversitet er enorm. Begrebet superdiversitet bruges til at beskrive, hvordan denne nye diversitet er et kompliceret net af økonomiske, sociale, etniske og livsstilsmæssige forskelle.

Man kan for eksempel kalde det superdiversitet, når nogle danskere med syrisk baggrund er tredje generationsindvandrere, mens andre er nyligt ankomne flygtninge. Nogle af disse er muslimer, mens andre er kristne eller slet ikke religiøse.

Superdiversitet betyder således, at religiøs diversitet er sammenviklet med forskelligheder.

2. Statens har skiftende interesse i at tælle religion

Den anden interessante udvikling er udviklingen i statens interesse for at tælle religion. I 1800-tallet var oplysningerne om religion forholdsvis detaljerede og omfattede både de anerkendte og de ikke-anerkendte trossamfund såvel som dem, der stod uden for et trossamfund.

Tallene blev indsamlet jævnligt og kunne derfor afsløre forandringer i tilslutningen. Det var for eksempel muligt at følge udviklingen i antallet af katolikker, som fra 1840 til 1850 var nedadgående, men derefter stærkt stigende fra 724 til 3647 medlemmer.

Interessen for at tælle religion var en del af 1800-tallets generelle statsopbygning. Man talte marker, afgrøder, eksport, import og hvad man ellers kunne tælle, men altså også befolkningens karakteristika. Men med tællingerne fulgte også en række bekymringer.

Hvad ville der for eksempel ske med danskernes tilknytning til lutheranismen, efter at religionsfriheden var blevet indført i 1849? Ville den katolske kirke generobre Danmark? Vil sværmeriske kristne retninger tømme folkekirken for medlemmer?

Intet af dette skete. Både katolicismen og andre kristne retninger fandt langsomt deres plads i det danske samfund uden de store kontroverser. Frem til 1921 indgik religion som en naturlig variabel i de offentlige folketællingsresultater.

Helt frem til 1950'erne indgik spørgsmål om religion i folketællinger, men tallene fra disse år er aldrig blevet offentliggjort. Den danske stat havde tilsyneladende mistet interessen for religion i begyndelsen af det 20. århundrede.

Først i 1980’erne så man igen en stigende interesse for at tælle religion. Danmarks Statistik offentliggjorde i perioden 1984 til 2001 medlemstal i de anerkendte trossamfund og estimater over antallet af muslimer i Danmark som en del af Kirkestatistikken.

I 2001 stoppede Danmarks Statistik med at indsamle informationer om minoritetsreligioner, hvorefter Center for Samtidsreligion i perioden 2009 til 2017 offentliggjorde oplysninger om medlemstal i de anerkendte trossamfund.

Med trossamfundsloven af 2017 vil medlemstal i de anerkendte trossamfund blive indsamlet i trossamfundsregisteret

3. Det er kompliceret at måle religion

Den tredje udviklingsproces angår mulighederne for at måle religion. Hvor tælleprocessen i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet ikke forekom voldsomt komplicerede, er det i dag et ganske kompliceret spørgsmål af både tekniske, etiske og sociologiske årsager.

De tekniske grunde er, at CPR-registeret i 1969 erstattede de traditionelle folketællinger i Danmark. Det betyder, at Danmark er et af de lande i verden, hvor statens viden om befolkningen er størst, men fordi registeret blev indført i 1969, hvor der ikke var fokus på religion, er religion, med undtagelse af medlemskab i folkekirken, ikke en del af CPR-registeret.

De etiske spørgsmål angår diskussionen om, hvorvidt religiøse overbevisninger og tilhørsforhold er en privat sag. I nogle lande såsom Frankrig er det forbudt for staten at spørge sine borgere om religion, mens andre lande som for eksempel England for nylig har inkluderet et spørgsmål om religion i deres folketælling.

Det er altså ikke umuligt for en stat at indsamle oplysninger om borgernes religion, men det er heller ikke noget, som kan gøres uden eftertanke. Oplysninger om religion er klassificeret som en følsom oplysning i den danske Databeskyttelsesforordning.

De sociologiske udfordringer er ligeledes omfattende. Mange trossamfund synes ikke, at det giver mening at tælle medlemmer i moskeen eller templet, fordi deres tilgang er mere brugerorienteret. Forholdet mellem trossamfund og tilhænger kan således tage mange former.

For eksempel er der blandt immigrantbuddhister folk, der ikke vil betegne sig selv som buddhister, selv om de besøger et buddhistisk tempel ved højtider, beder munken eller præsten om hjælp i forbindelse med overgangsritualer, eller har et hjemmealter, hvor de ofrer eller beder.

Men det er ikke kun migrantreligion, som giver udfordringer. Forholdet mellem trossamfund og tilhænger synes generelt at være til forhandling med nye udfordringer til følge:

Hvordan tæller man religion, hvis medlemstallet ikke giver mening, hvis engagement med religion er individualiseret og hvis tilslutning til en religion er konstant foranderlig og omskiftelig?

Der er politik i at tælle religion

Interessen for at tælle religion angik i størstedelen af det 20. århundrede primært folkekirken. I det 21-århundrede har dette ændret sig, og i dag er interessen primært forbundet med vurderinger af andelen af muslimer i Danmark.

Skøn over antallet af muslimer i Danmark blev af Detektor vurderet til at være så vigtigt, at det var nødvendigt at undersøge og afvise Rasmus Paludans påstand om, at der er 700.000 muslimer i Danmark.

Ønsket om at kunne tælle religion er derfor stærkt, men udfordrende at opfylde. For hvordan tæller man på en måde, som giver et overskueligt billede samtidig med, at superdiversiteten er klar? Det er både et politisk, etisk og videnskabeligt spørgsmål.