Kinesisk nytår: Frygt for islamisme får Malaysia til at droppe hundeudstillinger

I Beijing i Kina har de ikke holdt sig tilbage fra at skilte med, at det kommende år i den kinesiske kalender er hundens år. I Malaysia er det anderledes. Foto: Mark Schiefelbein / AP / Ritzau Scanpix

I Malaysia fejrer man i dag starten på hundens år i den kinesiske kalender, men hundefigurerne er gemt væk af frygt for at støde landets muslimer

I dag er en festdag i store dele af den asiatiske verden. Det er nemlig tid til, man vender det sidste blad i den kinesiske kalender og går ind i et nyt år: Hundens år. Det betyder, at gadebilledet mange steder bugner af hundefigurer i alle afskygninger: Oppustelige hunde svæver over hovederne på travle handlende i indkøbscentre og markedsboder flyder over med tøjdyr og glitterstads i form af menneskets bedste ven.

Men i Malaysia er det anderledes. Her er afbildninger af hunde blevet udeladt fra den offentlige oppyntning, der markerer det nye års komme. Årsagen til det er, at man ikke vil fornærme landets muslimske befolkning. Det skriver CNN. Grunden til den manglende pynt er, at landets muslimer kunne blive stødt over de mange hundefigurer, da netop hunde bliver opfattet som urene dyr i islam ifølge hadith.

Dette hensyn har dog medført oprør fra medlemmer af de andre trosretninger, der findes i landet. Malaysia er overvejende et muslimsk land, i og med at omkring 60% af befolkningen bekender sig til islam, der er landets officielle religion.

Dog findes der også både buddhister, kristne, hinduer og andre trosretninger i landet, og ikke mindst er omkring en fjerdedel af befolkningen af kinesisk afstamning. Derfor er der altså et stort grundlag for at gennemføre nytårsfejringen på den traditionelle vis, der inkluderer figurer der henviser til det dyr, der knytter sig til det nye år.

Tilhængere af andre trosretninger end islam ser den store hensyntagen som et tegn på, at Malaysia i højere grad bevæger sig i retning af islamisk konservatisme. Dette synspunkt bakkes yderligere op af, at regeringen bliver påvirket af en stadig hårdere islamisk politik, samtidig med at kulturen ændrer sig i takt med at mange religiøse studerende vender tilbage til Malaysia efter ophold i Mellemøsten.

Blandt andet har store indkøbscentre i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur droppet de store udstillinger af hundefigurer med det argument, at de ikke vil bidrage til at gøre religiøse og kulturelle ømme punkter mere følsomme. Det har dog i høj grad bidt dem i halen, da det har medvirket til, at den offentlige debat om den religiøse hensyntagen blev intensiveret.

Stigende tendens til islamisering i Malaysia:
Jens-Martin Eriksen er forfatter og står sammen med Frederik Stjernfelt, der er professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, bag bogen "Adskillelsens Politik" fra 2008. Her behandles blandt andet de religiøse og politiske forhold i Malaysia.

Jens-Martin Eriksen fortæller, at der er en stigende tendens i Malaysia til, at der lægges låg på andre befolkingsgruppers kulturelle udfoldelser. Det skyldes den stigende grad af islamisering af landet:

"Der er en velkendt tendens til islamisering i Malaysia i den forstand, at man forsøger at forhindre alt, hvad der krænker den islamiske dydighed, i at komme til udtryk," fortæller Jens-Martin Eriksen.

Som et eksempel har man blandt andet forhindret vestlige popmusikere, herunder den populære Lady Gaga, i at optræde af hensyn til den muslimske majoritets dogmer. Og hundefigurerne er i samme kategori, fortæller Jens-Martin Eriksen:

"At forhindre at pynte med hunde i forbindelse med det kinesiske nytår krænker nogle af dogmerne i islam. Man undlader det, fordi det krænker den muslimske blufærdighed."

Bamser, figurer, balloner og legetøj: I Beijing i Kina findes hundefigurer i alle afskygninger, der markerer det nye års komme. Foto: Mark Schiefelbein / AP / Ritzau Scanpix