Indføring

Kinesisk nytår 2020: Lykke og rigdom venter i metalrottens år

En kinesisk lanterne med rottemønster hænger pynter i et tempel i Kuala Lumpur, Malaysia, i anledning af det kinesiske nytår. Foto: Lim Huey Teng/Reuters/Ritzau Scanpix

Fra den 25. januar og fjorten dage frem deltager kinesere over hele verden i den traditionsrige nytårsfejring. I år påbegyndes metalrottens år – et år kinesere har set frem til længe, fortæller Klaus Bo Nielsen, cand. mag. i kinesisk og religionsvidenskab

Det kinesiske nytår, også kaldet forårsfestival, falder hvert år ved anden nymåne efter vintersolhverv, og er den vigtigste helligdag i den kinesiske kalender. Oprindeligt markerede man, at man begyndte at så i landbrugsområderne og hermed begyndte et nyt høstår.

”I dag gælder det mere om at fange lykken”, forklarer Klaus Bo Nielsen og påpeger, at det kommende år byder på særligt gode betingelser for lykke, fordi det står i rottens tegn.

Røde lykkeamuletter og dumplings
Det kinesiske nytår fejres på samme måde hvert år, og uanset hvilket år, man går ind i, handler det om at finde lykke og afværge onde kræfter, forklarer Klaus Bo Nielsen.

Farven rød er særligt lykkebringende og derfor fremtrædende i pynt og parader. Dørene prydes af røde amuletter med lykketegn, og fyrværkeriet, som sendes mod himlen dagen efter nytårsaften, er også rødt.

På nytårsfejringens første aften samles familierne om den såkaldte genforeningsmiddag. Det er nytårets vigtigste måltid, og det er ligeledes fuld af lykkesymbolik. Der spises hovedsageligt fiskeretter, da tegnet for fisk også er tegnet for lykke. En anden nytårsspise, som symboliserer lykke, er dumplings:

”Man pakker lykken ind,” forklarer Klaus Bo Nielsen om de små, delikate dejpakker.

”Forfædrene skal også hædres,” fortæller han, ”og de tilbydes derfor samme lykkemad og måske en øl at slukke tørsten i.”

Rotten symboliserer lykke, rigdom og kløgt
I vestlig kultur betragtes rotter generelt negativt som et skadedyr, men i kinesisk astrologi forbindes rotten med noget særdeles positivt. Rotten er kløgtig og listig – karaktertræk som understreges i den kinesiske mytologi.

En myte fortæller, hvordan kejseren indkaldte dyrene til kapløb for at bestemme deres rækkefølge. Oksen stod til at vinde, men rotten var kravlet op på oksens ryg og endte med at krydse målstregen som det første af dyrene. Udover at være snu, er rotten også initiativrig, intelligent og dygtig til at indsamle rigdom.

”De, som er født i rottens år, er derfor gode til at tjene penge, de er heldige og har en utrolig overlevelsesevne,” fortæller Klaus Bo Nielsen og tilføjer:

”De klarer sig rigtig godt i livet.”

For samfundet betyder rottens år et positivt fokus på økonomi, hvorfor virksomheder vil have gode chancer for succes. Men hvorvidt året bliver lykkeligt for den enkelte kan variere, forklarer Klaus Bo Nielsen. For om året bliver godt, mindre godt eller ligefrem problematisk afhænger af ens fødselsår og dermed ens dyretegn.

”Ifølge den kinesiske kalender, er jeg selv træhest,” forklarer Klaus Bo Nielsen, og derfor skal han være særligt forsigtig det kommende år:

”Hestens tegn står nemlig i modsætning til rottens, og for at undgå problemer i 2020, er det vigtigt at være varsom og gå stille med dørene,” fortæller han.

Hvert år i den kinesiske kalender har, udover et dyr, også et element tilknyttet. I rottens år 2020, er det tilknyttede elementet metal, og det skaber en særlig kombination, som sidst er set i 1960. Metal symboliserer ambition, styrke og stabilitet. Fordi rotten er det første dyretegn i en cyklus på tolv, betyder metalrottens år fornyelse og et væld af nye muligheder:

”Kinesere har generelt store forventninger til rottens år. Hvis man tager astrologien alvorligt, byder året umiddelbart på stor fremgang og lykke,” fortæller Klaus Bo Nielsen.

Den traditionelle kinesiske astrologi er baseret på en tolvårig cyklus, som relaterer sig til 12 dyretegn. I anledning af rottens år, pynter man gader og stræder med forskellige afbildninger af rotter, som her i Singapore. Foto: Loriene Perera/Reuters/Ritzau Scanpix