Analyse

I Kina kæmper muslimer for frihed

Som en lus mellem to negle bliver de almindelige muslimer i provinsen delegitimeret af både centralstyret og de islamistiske grupper, og deres vigtige og modige kritik af begge disse totalitære kamphaner kvæles fuldstændig, påpeger religionsforsker Niels Valdemar Vinding. Foto: Michella Ermark

En menneskeretlig katastrofe udspiller sig i den kinesiske provins Xinjiang i disse år. Op imod en million muslimer er interneret, og centralstyrets systematiske kampagne udnytter den internationale dagsorden imod terror, vurderer religionsforsker Niels Valdemar Vinding

Langt størstedelen af befolkningen i den autonome kinesiske region Xinjuang er muslimer. Her lever de såkaldte uighurer, der er en etnisk, religiøs og national minoritet med turkmenske rødder.

Xinjiang udgør cirka en sjettedel af hele Kinas areal, men er meget tyndt befolket med kun 22 millioner mennesker, fordi meget af området er ørken og bjerge og meget er ubeboeligt. Der er til gengæld meget store olie-, gas- og mineralressourcer i jorden, som centralstyret har klare interesser i at kontrollere.

Total overvågning af uighurerne

Den 9. september i år udgav Human Rights Watch en meget kritisk rapport, der dokumenterer de mange krænkelser af menneskerettigheder i det kinesiske centralstyres systematiske kampagne imod uighurerne. Det drejer sig om vilkårlig massetilbageholdelser, tortur og mishandling i forvaring af op imod en million muslimer.

Rapporten beskriver de stadig mere gennemgribende kontroller i det daglige liv, som den muslimske befolkning lever under med tvunget politisk indoktrinering, kollektiv straf, voldsom censur og rejseforbud, checkpoints, store religiøse begrænsninger, DNA-prøver og masseovervågning. Alt sammen koordineret i kæmpedatacentre andre steder i Kina. Det er en Big Brother-stat, der kan få DDR til at blegne.

En del af en større tendens

Men problemerne går langt tilbage. Op igennem 80’erne, hvor det kinesiske styre åbnede mere og mere op, blev der indført en ny minoritetspolitik, som skulle sikre vækst og fremdrift ved at anerkende minoriteternes kultur, uddannelse, sprog og religion.

Islamisk uddannelse blev lovligt, så længe de ikke konkurrerende med statens sekulær-kommunistiske uddannelser. Mange moskéer blev renoveret og nye blev opført, og der blev hurtigt spredt bøger, kassettebånd, CD'er og videobånd med islamisk materiale.

Konsekvensen var en dobbelt virkning. Dels begyndte antiautoritær og separatistisk reformtænkning at sprede sig med friheden, og dels kom også mere totalitære islamistiske ideer ind i form af koranskoler og arabisk undervisning betalt af oliepenge fra golfen. Mange tog også på uddannelsesrejser til blandt andet Egypten og Saudi-Arabien. Sidstnævnte som en del af den islamistiske tendens, som vi genkender fra resten af verden.

Geopolitisk opportunisme

Naturligvis reagerede centralstyret imod det. Op igennem 1990’erne blev der strammet voldsomt op, og centralstyrets virksomheder og den han-kinesiske elite satte sig tungt på magten i regionen. Men med terrorangrebene den 11. september 2001 skete der et markant og meget opportunt skift i den officielle retorik om uighurerne.

Før havde det været et internt kinesisk problem, i stil med Tibet, men nu sluttede Kina sig til den internationale krig imod terror. Den globale politiske retorik om og fordømmelse af terrorister var så flad og floskelagtig, at selv lande som Kina, Syrien og Saudi Arabien kunne efterligne retorikken, uden at den tjente sit egentlige formål.

De regime-kritiske uighurere, som udtrykte sin utilfredshed og ønsker om social retfærdighed og selvbestemmelse, blev stemplet som islamiske terrorister og interne politiske problemer fremstod nu som et internationalt problem.

En lus mellem to negle

Regimets voldsomt repressive kampagne mod uighurerne kommer som sagt ikke ud af det blå, men er en bevidst opportunistisk reaktion som en del af en meget større geopolitisk tendens, som nu ser ud til at blive fuldkommen totalitær.

Men et sådan voldsomt pres er med til at fremmedgøre de almindelige, civile kulturmuslimer, der ikke tilhører den meget lille radikaliserede gruppe. De fleste almindelige uighurere vil stille sig tilfredse med en rimelig grad af selvbestemmelse og frihed til eksempelvis at bestemme religiøs praksis og til at vælge uddannelse.

Derfor er det næsten en selvopfyldende profeti, når centralstyrets kampagne styrker og radikaliserer den muslimske identitet, hvilket de transnationale og globale religiøse kræfter udnytter. De italesætter uighurernes kamp for autonomi som en del af kampen for den globale ummah. Dermed står de radikaliserede uighurere også styrket i deres opposition og bidrager derfor til yderligere uenighed og separatisme.

Tilbage står en stadig mere og mere udfordret gruppe af moderate muslimer i en umulig position. De er kritiske over for centralstyret, men også over for den voldsomme salafistiske religiøse fundamentalisme, som er nultolerant over for kultur og mangfoldighed. Som en lus mellem to negle bliver de delegitimeret af både centralstyret og de islamistiske grupper, og deres vigtige og modige kritik af begge disse totalitære kamphaner kvæles fuldstændig.

Niels Valdemar Vinding er cand.mag., ph.d. og postdoc ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Han skriver religionsanalysen ved religion.dk.