Kristeligt Dagblad

Hvor meget ved vi egentlig om himlen?



Af Mette Skov Hansen

11. december 2017



Twitter Facebook

Hvad ved vi egentlig om himlen?



Af Mette Skov Hansen
11. december 2017

Hvad ved vi egentlig om himlen?



Af Mette Skov Hansen
11. december 2017

Efter at være blevet kortfæstet og derefter genopstået forlod Jesus 40 dage senere jorden. Men hvad ved vi om den himmel, han steg op til og om himlen over os generelt? Kristeligt Dagblad har søgt svar i teologien, kunsten og videnskaben

Facebook Twitter Del artiklen  
 


Der var en tid, hvor teologer og astronomer havde den samme forståelse af, hvad himlen var.

Det var dengang, hvor jorden stadig var centrum i solsystemet, og hvor fag som matematik, astronomi og fysik lå placeret under fakultetet for filosofi på Københavns Universitet, som blev indviet i 1479. Begrundelsen var, at astronomerne skulle beskrive himmelsfæren og skønheden i himlen. Ja, hvis de kunne, så skulle de være med til at bevise Guds eksistens ved hjælp af netop himmelhvælvingen – for noget så smukt måtte være et skaberværk.

Men efterhånden blev videnskabsfolkene for nysgerrige og fandt ud af ting om himlen, som ikke passede med kirkens billede. Først påpegede de, at jorden ikke kunne være universets centrum, og derefter, at himlen måske slet ikke var så enestående, som den kristne tro gjorde den til.

Da videnskabsmanden Isaac Newton i 1687 opdagede tyngdekraften, begyndte en kamp om himlen, som i sidste ende skulle blive det, der adskilte naturvidenskaben og teologien, siger astrofysiker fra Niels Bohr Institutet Anja C. Andersen.

”Det kan godt være, at det i dag lyder harmløst, at kraften, der fik et æble til at falde til jorden, var den samme som kraften mellem månen og jorden. Men dengang var det grænseoverskridende, for man havde i kristendommen en tro på, at der var kaos på jorden og renhed og orden i himlen. Med tyngdekraften sagde Newton, at det kaos, der var på jorden, også var i himlen.”



 

Videnskabsmanden Isaac Newton, der med sin opdagelse af tyngdekraften satte gang i kampen om himlen. Foto: AP/ritzau

Videnskabsmanden Isaac Newton, der med sin opdagelse af tyngdekraften satte gang i kampen om himlen. Foto: AP/ritzau

 



Anja C. Andersen sidder på en bænk på Tycho Brahe Planetarium i København. Rundt omkring i det runde lokale løber larmende skoleelever, og over hende hænger små udgaver af planeterne i solsystemet. Lidt væk er en model af den internationale rumstation og en kopi af den danske astronaut Andreas Mogensens rumdragt udstillet.

Hele lokalet bærer vidnesbyrd om den nysgerrighed, som videnskabsfolk fortsat har, når det kommer til himlen over os. For dem er himlen ikke et uopnåeligt guddommeligt rige, men snarere et lag af molekyler, som man passerer, inden man forlader jordens atmosfære og kommer ud til andre sfærer og galakser.

”Astronomi og teologi har dog stadig det til fælles, at der er meget, vi ikke ved om verden over os, og at vi ikke kan bevise meget af det, vi tror er der,” siger Anja C. Andersen.

Interessen for himlen tror hun altid har siddet i os mennesker. De første skriftlige kilder om himmelstudier har man fra egypterne, der brugte Sirius-stjernens placering til at forudsige, hvornår Nilen ville gå over sine breder, så de kunne høste på det rette tidspunkt, og siden har man med himlen holdt styr på blandt andet kalenderdage og solformørkelser.

Men himlen har aldrig blot været et fysisk fænomen. Rundt i verden har mange religioner opfattet den som et billedligt eller guddommeligt sted, hvor guderne hører til. De gamle grækere havde Zeus til at styre himlen, romerne Jupiter, og for mange kristne har Gud bolig over skyerne, og når vi om foråret fejrer Kristi himmelfartsdag, fejrer vi Jesu opstigning til himlen.

Men hvad ved vi i bund og grund om den himmel, som ikke bare beskrives med molekyler?

Det spørgsmål forsøgte historisk teologiprofessor og professor i naturvidenskab og religion på Oxford Universitet Alister McGrath at besvare i 2003 med bogen ”En kort historie om himlen”. Efter at have studeret beskrivelser fra en lang række forfattere, teologer, politikere og kunstnere kom han frem til den overordnede konklusion, at vi faktisk stort set ingenting ved.

”Vi får små glimt og hints til, hvad himlen er, for eksempel i Bibelen, men det er altid indirekte beskrivelser. Vi får at vide, at ’himlen er lidt sådan her, men ikke sådan her’, og derfor er den eneste klare konklusion bare, at den er der.”

Men hvis informationerne er så begrænsede, hvorfor så overhovedet bruge tid på at tænke på og studere, hvordan himlen er?

”De fleste mennesker har en idé om, at der er mere i livet end det, vi ser og oplever, og at vi alle er dele af en større sammenhæng. Dette påvirker vores adfærd på jorden. For hvis der er en himmel, så er livet ikke vores endeligt, og det gør os mindre bekymrede for døden. Samtidig vil troen på, at der findes et sted med retfærdighed og uden smerte, være en motivation til at forbedre forholdene på jorden. Himlen skal altså motivere os til at bringe himlens værdier ned til os.”

Samtidig har uvisheden netop gjort himlen til et rigt emne for kunstnere, som føler sig inviteret til selv at skildre den, tilføjer Alister McGrath. Dette er gennem årene sket i alt fra digte, sange og salmer til bøger, film og kunst.

Ifølge Alister McGrath er italienske Dante Alighieris ”Den guddommelige komedie” blevet den mest indflydelsesrige skildring i kunsten.

Fortællingen finder sted i begyndelsen af 1300-tallet, hvor man følger forfatteren selv på en vandring gennem de tre katolske dødsriger: Helvede med dets pinsler, Skærsilden med dens jordiske prøvelser, og Paradiset, hvor de salige sjæle opholder sig. Dantes beskrivelse af, hvordan sjæle tortureres nede i mørkets dyb, og af det lyse, lette og uopnåelige paradis blev i middelalderen brugt til forståelsen af helvede og himmel.

”Dante beskriver middelalderens himmel og fanger i bogens afslutning meget flot, hvordan der i himlen er en kærlighed stærkere end summen af alle stjerner. Vi får stadig ikke beskrevet himlen præcist, men vi får kontrasten til jorden og ser, at den må være der.”



 

Fotografi af kunstneren Gustave Dorés (1832-1883) fortolkning af Dantes himmel, hvor Dante bliver ledt ind i Empyreum, himlens øverste niveau, af hans elskede Beatrice. Foto: The Granger Collection/ritzau

Fotografi af kunstneren Gustave Dorés (1832-1883) fortolkning af Dantes himmel, hvor Dante bliver ledt ind i Empyreum, himlens øverste niveau, af hans elskede Beatrice. Foto: The Granger Collection/ritzau

 



I 1667 skrev engelske John Milton digtet ”Det tabte Paradis”, som bliver set som det protestantiske svar på Dantes værk, og som blandt andet følger den bibelske skabelsesberetning og Satans fordrivelse fra himlen. Derudover har mange digtere og malere især beskrevet kontrasten mellem jordens elendighed og den guddommelige og poetiske himmel, som man ifølge dem kun kunne ophøje sig til gennem kunsten.

En anden form for litteratur om himlen, der de seneste år er blevet populær, er beretninger fra mennesker, der mener selv at have oplevet den. Blandt andet blev den Harvard-uddannede neurokirurg Eben Alexanders bog ”Bevis for himlen” om hans nærdødsoplevelse i 2008 en bestseller.

I bogen fortæller Eben Alexander om den rejse, han oplevede, mens han lå i koma i syv dage. Her bevægede han sig igennem et primitivt, råt og skummelt sted til et frugtbart og naturrigt rige, der mindede om jorden, men var uden tegn på død eller forfald. Under et englekor dansede tusindvis af sjæle, og selv havde han en smuk kvindelig ledsager, som beroligede ham med, at han var elsket for evigt og intet havde at frygte. Til sidst kom han videre til endnu et rige, fyldt med enhed og med en helbredende og guddommelig kraft, fortæller han.

Ifølge Eben Alexander har overvældende mange mennesker haft nærdødsoplevelser som hans, og selvom de alle er unikke, finder han de mange ligheder mest markante.

”De fleste ser eller oplever en form for lys – enten ser de lysvæsener eller mærker en kugle af lys, der vokser, når de kommer tættere på den og går ind i den. Den beskrives ofte som lysere end millioner af stjerner, men stadig betryggende at se på, eller som en egentlig passage over i et lyst rige. En vis procentdel nævner følelsen af at gå gennem en tunnel mod lyset. Og næsten alle beskriver at blive mødt af kærlige væsener, så snart de krydser – enten afdøde eller englevæsner,” fortæller han og tilføjer, at mange aldrig frygter døden igen, da de ved, der er noget større.

Om de mange nærdødsberetninger passer med eksempelvis den kristne himmel, er svært at sige. Ifølge teologiprofessor emeritus ved Aarhus Universitet Kirsten Nielsen er det i hvert fald ikke i Det Gamle Testamente, at man skal lede efter svar på, hvordan himlen er. Testamentet har nemlig ikke topografiske skildringer af himlen. Vi hører om engle, der tjener og lovpriser Gud, og om, at himlen er inddelt i flere etager, hvilket er grunden til, at man siger, ”Fadervor, du som er i himlene” og taler om ”den syvende himmel”.

Men ellers er himlen lukket land for mennesker, siger Kirsten Nielsen.

”I skabelsesberetningen skaber Gud jorden og himlen og gør jorden til menneskernes verden og himlen til sin egen bolig. Himlen er altså Guds bolig og stort set utilgængeligt område for mennesker. Det beskrives ligefrem som farligt for dødelige at komme tæt på Gud. Selv ypperstepræsterne skal have alt deres udstyr på, når de skal tæt på ham. Hvis man vil skabe kontakt, er det gennem bøn og templer, men man må ikke komme for tæt på ham.”

Som eksempel nævner hun bibelhistorien om Babelstårnet, som mennesket ville bygge for at nå helt op i himlen. Herefter splittede Gud menneskets ene fælles sprog op i mange indbyrdes uforståelige, så de aldrig fik bygget tårnet færdigt.

 
 



HIMLEN I SPROGET


  • Himlen har lagt navn til talrige faste formuleringer og vendinger. Der kan være mere mellem himmel og jord, himmel og hav kan sættes i bevægelse, noget kan skrige til himlen, gøres for himlens skyld eller bare være himmelsk.

  • Ifølge Johs. Nørregaard Frandsen, professor og leder af H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet, kan man i sproget tale om en poetisk, en naturvidenskabelig og en religiøs himmel.

  • Den naturvidenskabelige himmel er mere konkret, mens denpoetiske repræsenterer uendeligheden og denreligiøse evighed. Før guldalderen i første halvdel af det 19. århundrede var den religiøse himmel dominerende i sproget herhjemme, men herefter kom der flere dimensioner ind i begrebet.

  • Digteren B.S. Ingemann begyndte for eksempel at beskrive forskellige skyformationer, og den danske fysiker H.C. Ørsted opfandt begreber som kvælstof, ilt og brint som det, der holder himlen på plads.



HIMLEN I SPROGET


  • Himlen har lagt navn til talrige faste formuleringer og vendinger. Der kan være mere mellem himmel og jord, himmel og hav kan sættes i bevægelse, noget kan skrige til himlen, gøres for himlens skyld eller bare være himmelsk.

  • Ifølge Johs. Nørregaard Frandsen, professor og leder af H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet, kan man i sproget tale om en poetisk, en naturvidenskabelig og en religiøs himmel.

  • Den naturvidenskabelige himmel er mere konkret, mens denpoetiske repræsenterer uendeligheden og denreligiøse evighed. Før guldalderen i første halvdel af det 19. århundrede var den religiøse himmel dominerende i sproget herhjemme, men herefter kom der flere dimensioner ind i begrebet.

  • Digteren B.S. Ingemann begyndte for eksempel at beskrive forskellige skyformationer, og den danske fysiker H.C. Ørsted opfandt begreber som kvælstof, ilt og brint som det, der holder himlen på plads.
 
 


I Det Nye Testamente får vi lov til at komme lidt tættere på, siger lektor i Det Nye Testamente på Aarhus Universitet Kasper Bro Larsen.

Det sker især i Johannes’ Åbenbaring, hvor forfatteren skriver, at han så en ny himmel og en ny jord, da den første himmel, jord og havet var forsvundet.

”Han beskriver det nye Jerusalem, en fantastisk rig guldby med livets træ i midten, som man kan spise af for evigt. Byen bliver et symbol på himlen, hvor man inde bag murene er i sikkerhed.”

Generelt er der ifølge Kasper Bro Larsen en grundtanke om, at himmel og jord skal mødes i Det Nye Testamente.

”Himlen er stadig det sted, hvor Gud er, og et billede på alt det, mennesker ikke kan nå og få. Men det er også en verden, som jorden kan spejle sig i, og tanken er, at det guddommelige og menneskelige skal smelte sammen. I Det Nye Testamente skal man se det, som om verden er inddelt i to etager. På jorden hersker Satan, sygdom og død, og i himlen hersker Gud. Håbet er, at Gud også tager magten på jorden, som det lyder i Fadervor – ske din vilje på jorden, som den sker i himlen. Dermed vil Himmeriget – himlen på jorden – opstå, og alt bliver til himmel.”

Tilbage på Tycho Brahe Planetarium håber Anja C. Andersen på i fremtiden at komme til at vide mere om verden omkring os.

”Men vi forskere kan ofte føle os som små børn med for korte arme. For der er så langt. Det tog 9,5 år at få en rumsonde ud til Pluto – og Pluto er jo i en eller anden forstand lige rundt om hjørnet. Selv hvis vi kunne flyve med lysets hastighed, er der steder i galaksen, hvor vi aldrig kommer hen, men vi lader os ikke slå ud af den grund,” siger hun.

Trods forskellene på den interesse, videnskaben, kunsten og teologien har for himlen, ser hun en væsentlig lighed.

”Fælles for os er, at vi i himlen søger meningen med livet og en forklaring på, hvorfor vi er her. Det er vel på mange måder det, tro handler om. I naturvidenskaben prøver vi at komme længere og længere ud for at finde ud af, hvor stort det hele er, og hvor det placerer os i verden. Vi stiller altså alle de store spørgsmål, som vi nok aldrig får helt svar på. Og det er måske også meget godt.”


Artiklen blev oprindeligt udgivet 4. maj 2016, men er genudgivet 11. december 2017 med et nyt visuelt udtryk.



 




 





KREDITERING


  • Tekst: Mette Skov Hansen
  • Foto: AP, The Granger Collection, ritzau
  • Tilrettelæggelse: Rasmus Fahrendorff
  • Visuel redaktør: Kim Schou
  • Digital redaktør: Stinne Andreasen
  • Kontakt: net@k.dk



KREDITERING


  • Tekst: Mette Skov Hansen
  • Foto: AP, The Granger Collection, ritzau
  • Tilrettelæggelse: Rasmus Fahrendorff
  • Visuel redaktør: Kim Schou
  • Digital redaktør: Stinne Andreasen
  • Kontakt: net@k.dk