Dyrene er mine medborgere her på Moder Jord

I krydsfeltet mellem klima og tro spiller dyrene også en stor rolle. Religion.dk har i denne serie talt med tre af de mest fremtrædende debattører på området om deres forhold til dyr, klima og tro

Den anden debattør, denne artikelserie sætter fokus på, er cand.mag., mag.art. i religionshistorie og semitisk filologi Jens-André P. Herbener, som udover at være fast debattør af religion i Politiken er forfatter og foredragsholder. Han har desuden arbejdet på flere danske universiteter og er censor i religion på professionshøjskolerne og på universiteterne.

Hvilken rolle spiller dyrene i din trosopfattelse/verdensopfattelse?
De spiller en central rolle. Jeg opfatter dem som mine søstre og brødre, fætre og kusiner, som mine medborgere her på Moder Jord. Ja, i mange tilfælde sætter jeg faktisk større pris på at være sammen med dyr end mennesker.

Vi mennesker er så fulde af selvmodsigelser, så komplicerede, tankeløse og brutale. Tænk på vores behandling af klimaet, den vilde natur, landbrugsdyr, hinanden og så videre.

Er der nogle dyr, som du anser som hellige? Og hvis ja, hvilke – og hvorfor? Eller anser du måske generelt dyr som hellige? Hvorfor?
Jeg holder meget af ørne, ulve, ravne, ugler og kattedyr. Men det er ikke ud fra objektive kriterier, men rent subjektive præferencer.

Ellers har den moderne biologi åbnet for en nærmest magisk verden. For eksempel har den hinsides enhver rimelig tvivl vist, at der eksisterer bevidsthed ikke bare hos pattedyr og fugle, men også andre kategorier af dyr. Og evnen til at føle for eksempel glæde, smerte og sorg gør sig i forskellig grad gældende hos både pattedyr, fugle, padder, krybdyr og fisk. Ja, ifølge nogle eksperter kan det måske også spores i planter og træer.

Oveni har den moderne biologi vist, at vi mennesker ikke blot selv er dyr, men er i familie med alle livsformer på Jorden. Faktisk ligner biologiens opdagelser mere og mere den mest udbredte religionsform i verdenshistorien, nemlig animisme. Det vil sige forestillingen om, at naturen er hjemsted for levende, følende og tænkende subjekter.

Alt det betyder, som allerede Darwin påpegede, at der kun er gradsforskel, ikke væsensforskel mellem os og andre dyr. Så hvis mennesket er helligt, så er utallige andre dyrearter det også og bør behandles i overensstemmelse med det.

Får dyrene nok opmærksomhed i debatten om natur og tro/verdensopfattelse? Eller fokuserer vi for meget på mennesker, klima, hav, planter og jordbund?
Både i den offentlige debat og i religiøse menneskers diskussion om forholdet mellem religion og natur er det nok klimakrisen, der får størst opmærksomhed. Men der er andre kriser og forhold, der er mindst lige så alvorlige.

Tag den globale biodiversitetskrise, den sjette masseuddøen af arter og den største i 66 millioner år. Siden Anden Verdenskrig er det gået ekstremt tilbage for vild natur som følge af en skyskraberhøj vækst i økonomi, forbrug og mennesker.

Eller tag flertallet af konventionelle industrilandbrug verden over. Her frarøves milliarder af fjerkræ, grise og kvæg muligheden for at udfolde deres naturlige adfærd. Her behandles dyrene som industriprodukter frem for som de følende individer, de er. Her reduceres dyrene til varer, hvis eneste eksistensberettigelse er at tjene menneskers behov.

Når både vilde dyr og landbrugsdyr hyppigt forsømmes i debatten til fordel for klimaet, selv om de oftest har det langt værre end mennesker, skyldes det uden tvivl den herskende menneskelige narcissisme. Nemlig at vi ikke kan undvære et godt klima, hvis vi vil overleve, men vi kan godt undvære mange af Jordens dyrearter. Samtidig smager lørdagskylling, grisekoteletter og oksesteg jo lækkert, og jo billigere, jo bedre. Så er det ellers bedøvende ligegyldigt, at dyrene opdrættes i en art kz-lejre.

De dominerende former for kristendom og islam har uden tvivl et medansvar, nemlig ved at betone, at mennesket er den eneste skabning, der har en sjæl, og skal herske over resten af Jordens væsner. Desuden har religionerne traditionelt placeret det guddommelige uden for naturen. I en metafysisk skabergud, i et kommende paradis, i livet efter døden.

Der er rigtignok en grøn reformationsproces i gang i forskellige religioner i dag. Pave Frans’ encyklika fra 2015 er et velkendt eksempel. Men som en gennemgang af over 700 fagartikler om emnet viser, medvirker de førende religioner fortsat oftere til at forhindre økoomstillingen end til at fremme den.

Hvilken rolle bør dyrene spille i din egen opfattelse af forholdet mellem natur og tro/verdensopfattelse?
Der er mange tal, der peger på, at vi er i gang med den største forbrydelse mod andre dyr på planeten i vores historie. Skal den stoppes, så alle arter kan overleve og trives, tror jeg ikke, at vi kommer uden om et økocentrisk paradigmeskifte i verdens samfund.

Det kan blandt andet indebære:

1) At mindst halvdelen af Jordens areal afsættes til vild natur.

2) At alle konventionelle industrilandbrug nedlægges.

3) At der indføres juridiske naturrettigheder over hele verden.

4) At udledningen af drivhusgasser reduceres til nettonul.

5) At vores vækstøkonomi erstattes af ligevægtsøkonomi og cirkulær økonomi.

6) At forbruget i den vestlige verden sænkes til niveauet, før den store forbrugsacceleration tog fat omkring 1950.

7) At menneskenes antal gennem familieplanlægning, ligestilling, uddannelse, prævention og andre frivillige tiltag først stabiliseres og sidenhen formindskes til 2 milliarder.

Men en økocentrisk revolution af vores samfund er næppe mulig uden en sideløbende økocentrisk revolution af vores værdier, ideologier og religioner.

Her vil jeg igen henvise til den moderne biologi. I min og mange andres optik repræsenterer den et moralsk imperativ til at ændre vores omgang med naturen fundamentalt.

Først når vi erkender, at store dele af naturen består af levende, bevidste og følende væsner, vil vi formentlig også behandle dem som sådan.

Mange er optagede af at reducere den økonomiske ulighed mellem mennesker. Jeg finder det lige så væsentligt at reducere uligheden mellem mennesker og andre arter. Vi skal ikke blot have social, men også økologisk retfærdighed. Og det opnår vi ikke, uden at vi mennesker kommer til at fylde markant mindre på Jorden end nu. Uheldigvis har vi i dag kurs mod at fylde mere. Meget mere.