Hvad er naturreligion?

I en tid med klimaforandringer og voksende skepsis mod undertrykkende overherredømmer er der kommet et behov for at se på historien med nye øjne. Hvad er gået tabt i tidens løb? Hvorfor er menneskenes levevis ikke bæredygtigt? Et af svarene kan ligge i religionshistorien

I 1721 ankom præsten Hans Egede til Grønland for at omvende det grønlandske folk til kristendommen. Her mødte kristendommen en helt anden type religion, nemlig den grønlandske, hvor et andet virkelighedsbillede var tegnet.

Her levede menneskene i en vekselvirkning med naturens ånder, som skulle gøres tilfredse, for at menneskene kunne få gunstige forhold til at opretholde livet. Den grønlandske religion var en såkaldt naturreligion.

Hvad er en naturreligion?
Den amerikanske religionssociolog Robert Bellah har arbejdet indgående med at kortlægge religionshistoriens evolutionære udvikling. De store verdensreligioner, som i dag er dominerende – kristendom, jødedom, islam, hinduisme, buddhisme – er en senere religionstype end de historisk tidligere naturreligioner, som trods alt stadig findes i dag i meget begrænset omfang. Udviklingen hænger tæt sammen med mange aspekter af menneskehedens sociale udvikling i form af bystater, arbejdsdeling, tilegnelse af skriftsprog, menneskets teknologiske fremskridt og så videre.

Karakteristisk for naturreligioner er, at de er statsløse, at der ikke er skriftsprog, og at menneske og natur indgår i en uløselig sammenhæng. Den religiøse praksis drejer sig om ofte musikalske og magiske ritualer, hvor den herskende orden mellem mennesker og særligt mellem naturen og menneskene bliver stadfæstet.

Naturreligioner vil typisk ikke have en klart formuleret kosmologi. Virkelighedsbilledet dannes i stedet af forskellige myter, som ikke nødvendigvis hænger sammen i et system, men som snarere udspringer naturligt af den måde, folket lever og hænger sammen med deres omgivelser på.

Grønlænderne var dybt afhængige af at fange havdyr. I havet boede ifølge myterne Havets Moder, som ville sætte dyrene fri til fangst, hvis menneskene udførte de korrekte ritualer. Med myten om Havets Moder henvendte naturen sig på levende vis til grønlænderne, og grønlænderne svarede med en hertil tilpasset livsførelse.

I naturreligioner vokser således en aktiv natur og folkets liv ud af og ind i hinanden og kan ikke adskilles.

Løsrivelse fra naturen
I senere religionstyper udsondredes menneskene og naturen fra hinanden i takt med udviklingen af bysamfund, skriftsprog og teknologi, som gjorde det muligt at tæmme naturen. Det overflødiggjorde behovet for at besjæle naturen, at mennesket ikke i lige så høj grad var afmægtigt i forhold til den. Der opstod nye religioner med komplekse kosmologier og personlige og moralske guder, som ikke var lokaliseret i naturen.

I stedet for at være en kommunikation med en levende natur blev den nye religiøse praksis i stigende grad rettet mod en verden hinsides og senere, som ofte set i moderne religion, mod det indre selv. Civilisationens udvikling og de religionstyper, som hermed kunne trives, trængte gradvist naturreligionerne i baggrunden, og naturen blev i denne proces mere og mere passiv for flere og flere mennesker.

Naturreligionernes tilbagetog er samtidig tabet af en aktiv, levendegjort natur, hvori menneskenes liv naturligt indfinder sig. Naturreligioner som den grønlandske står som tabte verdener. Dette tab kan ses som afgørende for menneskehedens nuværende situation: Bruddet mellem menneske og natur har ganske vist ført til storslået civilisation, religiøse og videnskabelige landvindinger og meget andet, men også, som nutidens klimaforandringer viser, til livstruende og selvundergravende udfordringer. Måske gemmer naturreligiøsiteten derfor på en hemmelighed til fremtidigt bæredygtigt liv på jorden.