Klima og tro

Mennesker og dyr har fået tilværelsen på de samme betingelser og vilkår

"Heldigvis er flere og flere teologer begyndt at tolke kristendommen på en måde, der giver dyrene rum til ikke bare at være ressourcer, men væsener, der har en betydning i sig selv," siger lektor og ph.d. i bioetik Mickey Gjerris. Foto: Jens Thaysen/Ritzau Scanpix

I krydsfeltet mellem klima og tro spiller dyrene også en stor rolle. Kristendom.dk har i denne serie talt med tre af de mest fremtrædende debattører på området om deres forhold til dyr, klima og tro

Den tredje i rækken i denne artikelserie er Mickey Gjerris, der er lektor i bioetik ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, cand. theol med en ph.d.-grad i bioetik, tidligere medlem af Etisk Råd, forfatter og foredragsholder.

Hvilken rolle spiller dyrene i din trosopfattelse?
I kristendommen har dyrene aldrig spillet nogen stor rolle. Vi mennesker har hægtet os mere op på gudsbilledet, som det er beskrevet i 1. Mosebog, hvor man i kapitel 1, vers 26 kan læse: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os. De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.

Men det er helt forkert. Vi mennesker indtager ikke nogen særstilling. Tværtimod har mennesker og dyr fået tilværelsen på de samme betingelser og vilkår. Vi lever og dør på den samme jord, og vi prøver alle at få så gode liv som muligt i en tilværelse, der giver både smerte og nydelse.

Heldigvis er flere og flere teologer begyndt at tolke kristendommen på en måde, der giver dyrene rum til ikke bare at være ressourcer, men væsener, der har en betydning i sig selv.

Er der nogle dyr, som du anser som hellige? Og hvis ja, hvilke – og hvorfor? Eller anser du måske generelt dyr som hellige? Hvorfor?
Som alle andre har jeg også dyrearter, som jeg bedre kan lide end andre dyrearter. Men det rokker ikke ved mit etiske ansvar, som er det samme overfor alle dyr. Det er som med mennesker. Jo mere magt, jeg har over dyret, des større er mit ansvar for dets velfærd og liv.

Som mennesker har vi derfor et udvidet ansvar overfor de dyr, der er i vores magt og varetægt. De dyr skal have så gode liv som muligt. Det betyder også, at vi skal behandle dem som dyr – og ikke som hverken mennesker eller ting. For dyr befinder et sted midt imellem.

Dyr er ikke "hellige”. Men det er mennesker for så vidt heller ikke. Vi er til gengæld alle sammen en del af den skabelse, som kristendommen fastholder er Guds gave. Og for mig afspejler vores måde at forholde os til den gave på vores forhold til den, som har givet gaven. Vi skal derfor, så godt vi nu kan, løfte det ansvar, som er vores. I forhold til dyrene betyder det primært at give dem plads til at leve deres liv på deres egne betingelser – ikke på vores.

Hvilken rolle spiller dyrene i din opfattelse af forholdet mellem natur og tro? For mange taler jo om kloden og klimaet, når de kommer ind på forholdet til natur og tro. Men hvor er dyrene placeret dér - i din optik?
Når vi taler om klimaforandringerne og vigtigheden af at beskytte biodiversiteten, så ser mange det udelukkende fra menneskets synspunkt, men det er problematisk. For vi skal passe på naturen for naturens egen skyld – og for dyrenes skyld.

Mennesket lever heler ikke adskilt fra hverken natur eller dyr. Vi er indbyrdes afhængige af hinanden og lever i et fællesskab her på kloden, hvor vores handlinger påvirker hinanden. Ingen dog så meget som os mennesker, der har befolket hele kloden, og som er i stand til at ødelægge det for os selv og mange af de andre arter, hvis vi tager de forkerte beslutninger.

Får dyrene nok opmærksomhed i debatten om natur og tro? Eller fokuserer vi for meget på mennesker, klima, hav, planter og jordbund? Eller får dyrene – eller i hvert fald nogle arter – for meget opmærksomhed?
Som nævnt tidligere så har vi mennesker et ansvar overfor skaberværket – og deriblandt også dyrene.

I den nye bibeloversættelse, som kommer til marts, vil ordet ”herske” i 1. Mosebog i stedet være oversat til ”at tage ansvar for”.

Det er for mig at se en markant ændring. For der er en verden til forskel mellem at herske over og på at tage ansvar for det. En forskel, der stemmer fint overens med den stigende klimabevidsthed, som også handler om, hvordan vi mennesker behandler dyrene.

Det er samtidig en bevidsthed, som møder teologisk modstand i nogle protestantiske kredse, der opfatter det som noget politisk, hvis man begynder at tage klimaet med ind i kirken, ja, som ser et teologisk fokus på klima som en modsætning til troens kernefunktion, som er at udbrede Ordet.

Men det forstår jeg ikke.

For hvordan kan man agte skaberen uden at agte skabelsen? Og hvis ikke der i kirken kan tales om de værdier, som betyder noget i livet, hvor skal vi så høre om dem?