Når kirken vil være miljøbevidst

Klimaforandringer er et varmt emne i kirkesamfund verden rundt. I dansk kirkeliv har det foreløbig fyldt mindre, men de grønne tendenser er ikke visnet bort

Church of England, Vatikanet, Southern Baptist Convention, Den Ortodokse Kirkes Patriarkat, den Evangeliske kirke i Tyskland. For blot at nævne nogle få. Flere og flere af verdens største kirkesamfund tager stilling i klimadebatten og betragter klimaforandringer som et moralsk-etisk trosspørgsmål.

I forbindelse med klimatopmødet sidste år var der i Danmark en del opmærksomhed omkring initiativet Grøn Kirke, som blandt andet stod bag den omstridte klokkeringning for klimaet. Siden december har der dog været mindre larm omkring det grønne tiltag. Bortset fra en nominering til Kristeligt Dagblads kirkelige initiativpris, har den danske udgave af miljøbevidst kristendom ikke gjort meget væsen af sig i den bredere offentlighed. Nu er Grøn Kirke dog igen aktuel med en ny klokkeringning for klimaet for at markere FNs klimatopmøde i Mexico, det såkaldte COP16, der afholdes fra den 29. november til den 10. december i år.

Græsrødder eller interesseorganisationer

Ifølge sognepræst Martin Ishøy fra Grøn Kirke er det ingen tilfældighed. Det danske netværk af grønne kirker er ikke en interesseorganisation, der retter sin opmærksomhed mod offentligheden, men et tilbud til - og et samarbejde mellem - kirker i Danmark. Og på det punkt adskiller Grøn Kirke sig meget fra en organisation som for eksempel den engelske Operation Noah, der i begyndelsen af oktober opfordrede de engelske kirker til at afholde en oliefaste.

Operation Noahs frontfigur er den populære, tidligere BBC-journalist Mark Dowd, og organisationen har de seneste år med held spredt sine budskaber i store nationale medier som The Guardian, The Economist og på BBC.

Når Grøn Kirke alligevel har fået medieomtale i Danmark, har det ifølge Martin Ishøy andre årsager.

En væsentlig grund var, at nogle bestemte politikere og meningsdannere - her tænker jeg på Søren Krarup og hans venner - selvfølgelig var ude på at score nogle point til deres egen sag ved at angribe klokkeringningen. Det var dem, der talte hele polemikken op og beskyldte os for at politisere. De havde en indlysende politisk interesse i debatten.

Miljøpolitik og Bibelen

En af modstanderne var sognepræst i Ribe Torben Bramming, der fastholder sin kritik og betragter Grøn Kirke som udtryk for en bredere tendens, hvor visse præster i folkekirken bruger deres position til at prædike politik.

Der står ikke noget om grøn miljøpolitik i Bibelen. Den her med at tage Kristus til indtægt for det gode, som man selv vil, ødelægger kirken og evangeliet. Det bliver ren og skær politik og sekterisme. I Bibelen står der, mit rige er ikke af denne verden, men når man prøver at indføre et fantastisk paradis - fx med Grøn Kirke eller i forhold til en bestemt flygtningepolitik - så indsætter man en politisk succesramme i noget, som ikke er af denne verden. Der er ikke legitimation for en bestemt miljøpolitik i Bibelen, og hvis man alligevel går ind og laver en distinktion, så forkynder man kun sig selv. Og det er altså ikke det, man skal i kirken. Der skal man forkynde Gud.

Martin Ishøy har ikke overraskende et lidt andet syn på de kirkelige klimatiltag. Han opfatter dem hverken som mere eller mindre politiske end så meget andet, der forekommer i og omkring kirken.

Når klokkeringningen ikke var direkte politisk, så var det jo først og fremmest fordi, det var en liturgisk markering, altså en form for gudstjeneste eller andagt, der fokuserede på, at klimakrisen skræmmer os. Midt i stormen kan Guds ord skabe fred, og det er hele omdrejningspunktet. Men det er rigtigt, at initiativet indirekte kunne sende et signal til politikerne om, at mange føler, at Guds skaberværk er truet.

Selvom Grøn Kirke ikke har fyldt meget i medierne, har de grønne, kirkelige aktiviteter eksisteret både før og efter klimatopmødet i København. Udover mere jordnære erfaringsudvekslinger om, hvordan sognemedlemmer kan gøre den lokale kirke mindre CO2-fourenende, har Grøn Kirke især forsøgt at skabe forbindelser mellem tro og det at være bekymret over klimaforandringerne og deres ofre.

På Grøn Kirkes hjemmeside kan kirker hente inspiration til skabelsesgudstjenester og andagter med fokus på skabelse og klima.

Tusindårsriget rundt om det næste hjørne

Begrebet klimaretfærdighed fylder også en del i teksterne, og det er især her, at kritikerne mener, at de grønne præster overskrider deres mandat. Forestillinger om en sårbar natur og retfærdige klimatiske forhold er ifølge Torben Bramming en bestemt humanistisk diskurs, der via præsters politiske udsyn har fundet vej ind i kirken.

Det er en debat, der er opstået i samfundet, og som nogle kirkefolk efterfølgende har ment, de skulle mene noget om. Så kommer det ind i kirken og derefter tilbage til samfundet med Lurpak-mærket Vorherres egen mening, pointerer Torben Bramming, der også har et klart bud på, hvilke konsekvenser den kirkelige aktivisme kan få.

Hvis det fortsætter, er kirken bare endnu et parti, der har fundet en stol, hvorfra den vræler løs og love tusindårsriget rundt om det næste hjørne. Det er mange, der falder for Grøn Kirke, fordi det er et initiativ, hvor man kan se, at kirken fylder noget. Med kirken mener man så de her reklameoverskrifter, som går ind af det ene øre og ud af det andet. Det er leg og ingenting andet.

Grønne bølgeskvulp i kirkelandskabet

Foreløbig fylder Grøn Kirke ikke synderligt meget i det samlede danske kirkelandskab. Kun 83 af landets godt 2300 kirker lever op til medlemskravene og kan kalde sig grøn. Den grønne bølge er altså ingen folkekirkelig tsunami, selvom 15 af de 83 kirker har sluttet sig til netværket inden for de sidste to måneder.

Kritikere af den miljøbevidste kristendom har peget på, at klimaskeptikere - og personer med andre fortolkninger af klimaforandringernes konsekvenser - på sigt vil være eller føle sig uvelkomne i den lokale, grønne kirke. Sådan behøver det dog ikke at være, hvis man spørger Martin Ishøy.

Det håber jeg sandelig ikke, de gør. Men jeg håber heller ikke, at vi kommer i kirke med forventningen om at få vores forestillinger bekræftet. Uanset om vi er angste og nedbøjede eller selvtilfredse og bedrevidende, skal vi ikke forvente, at evangeliet bekræfter vores følelser. Der skal være plads til alle i kirken, men ingen skal forlade den, som om intet var hændt. Bortset fra det, så har kirken selvfølgelig mange farver, og det grønne skal ikke overskygge alt andet.