Knud Romer: Jeg har mistet mit kongerige, mit syn og min lille illusion

I Knud Romers hjem på Toldbodgade står alting stille. Foto: Julie Kristensen

Danskerne befinder sig i en undtagelsestilstand, der ligner det, der har været hverdag for Knud Romer i et par år. Siden 2018 er hans liv gået en svær vej, og i en svæven mellem gal og genial kæmper forfatteren for at finde roen igen

Vasketøj og en meterhøj mur med børnelitteratur har overtaget et af pigeværelserne. Ekskonens høje hæle står stadig i den lange gang, selvom det er længe siden, at de har været her – ekskonen og døtrene. Hun ville spise sushi, han ville lytte til fuglefløjt og drikke hvidvin. I dette hjem i Toldbodgade i Indre By i København bor en næsten blind, kriseramt forfatter. Et hjem, der engang rummede en børne­familie. Men den gik i stykker, så nu er lejligheden Knud Romers skrivehule.

Forfatteren fortæller, at han har brugt hele sit liv på at reetablere sin egen fortid og lære at lave sin mormors wienerschnitzel. Dobbeltstuen ligner et lille gods i Østtyskland, og skulle der komme nogen forbi, hvad der sjældent gør i disse dage, er der Meissen-porcelæn og sølvtøj nok til 12 personer. Knud Romer er med andre ord nostalgiker. Han rækker ofte hånden tilbage til fortiden for at skabe mening i nuet, som er et kaos.

I dette hjem er flere kriser tørnet sammen på én gang, og da coronapandemien brød ud og rev tæppet væk under det velkendte Danmark, blev ensomheden og den eksistentielle alvor i hans liv hverken større eller mindre. Den drømmende forfatter og skarpe samfunds­debattør var allerede indhentet af alvoren og livets skrøbelighed. Den opbyggelige livsfortælling i hans liv er kollapset, og det er en katastrofe i mere end en forstand, fortæller han:

”Jeg blev skilt samtidig med, at jeg blev blind. Jeg har mistet min kone, ­mine børn, min bil, min båd, mit hus i Kragevig, mit syn og min fremtid. Jeg har mistet alt på én gang.”

Knud Romer blev diagnosticeret med uhelbredelig grøn stær efter en nat, hvor han fik tunnelsyn. Nu er han blind på det ene øje, mens det andet ser hvide nuancer af silhouetter, der vil blegne mere og mere, indtil han en dag bliver helt blind. Og der er intet, man kan gøre ved det.

I begyndelsen af året var der udsigt til et åndehul, en triumfrejse og læseferie, hvor Knud Romers seneste udgivelse ”Kort over paradis” skulle præsenteres for en lang række forlag i forskellige ­lande, men rejsen blev ligesom alt andet aflyst på grund af corona. Den tyske oversættelse af bogen fra Insel Verlag, som Knud Romer kalder gudernes forlag, ligger nu i al sin ubemærkethed på sofabordet, mens han, sammen med så mange andre danskere, kæmper med en foranderlig hverdag.

Når det meningsfulde kollapser
Nu skriver Knud Romer på novellesamlingen ”Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift”, laver podcasts om sin coronahverdag, tjener 500 kroner her og der og planlægger et talkshow, der skal hedde ”Den blinde mand”.

Hverdagen er for Knud Romer og måske for andre danskere lige nu en pardans med meningsløsheden og ensomheden, og derfor er det vigtigt at holde hjulene kørende, når alt det, der var, pludselig ikke er mere. Se bare, hvad der skete, da Danmark blev lukket ned, og krisen brød ud, fortæller Knud Romer. Hele den praktiske livssammenhæng faldt sammen, og det første, der blev udsolgt, var puslespil og toiletpapir:

”Så ramte alvoren, men du klamrer dig til livet, og det sidste, du skal give slip på, er puslespillet og toiletpapiret. Det er det, der holder dig oppe og opretholder en relation til en genstands­verden derude – noget, du kan rette din opmærksomhed mod. Det holder angsten på afstand. Kortvarigt,” fortæller Knud Romer.

Han har siddet i Toldbodgade og kigget ud på de tomme gader og på en måde set hverdagen brase sammen for hele det danske samfund. Hverdagen var allerede forandret for ham, men hvad angår hans arbejdsliv, så adskiller karantænetilværelsen sig ikke synderligt fra det sædvanlige. Det samme gør sig gældende for mange andre, der almindeligvis lever og arbejder alene. Når krisen er forbi, og hjulene kører igen, så fortsætter hverdagen på samme måde for dem. Men for resten af den danske befolkning er den ensomme hverdag en midlertidig undtagelsestilstand.

Knud Romer mener, at der med coronakrisen er sket et komplet skred i det faste fundament, samfundet bygger på. Selv det håndtryk, som siges at være definerende for danske værdier, frarådes og erstattes med fodslag. Nu må vi omgås med barriere og pseudosamvær via det digitale. Fremtiden er uforudsigelig, det er utrygt for mange, og vi kan kun gisne om og håbe på, hvad der venter på den anden side af krisen.

Han kalder det et illusionsbrud og ren nihilisme:

”Jeg tænkte: ’Ha! Nu mærker alle det rene illusionsbrud, som jeg går igennem,’ men lige der må jeg stoppe mig selv, for alt dette er jo ikke til nogens glæde – heller ikke min. Der er intet ved den her krise, som jeg holder af. Jeg spiser ikke, for jeg gider ikke lave mad til mig selv og spise ved et tomt bord. Jeg savner min kone og mine børn, og jeg hader at være alene.”

Nostalgisk eskapisme dulmer angsten
Illusionsbruddet demonstrerer ganske vist det skrøbelige ved alt det, vi bygger vores liv og samfund på. At alt kan forandre sig på et øjeblik. Men herved erfarer vi også, at virkeligheden er formelig. Den er noget, vi selv skaber, og tingene kan være anderledes. Knud Romer har et lille håb om, at danskerne måske vil indse, at den antropocentriske bevidsthed – forestillingen om, at mennesket styrer det hele, naturen, livet, døden – vil falde til jorden. Vi har fået et los med dødeligheden og forgængeligheden, og nu er noget andet trådt i forgrunden, mener Knud Romer:

”Mennesket har længe bildt sig ind at være besidder af naturen – når det regner, bliver vi ikke våde – men nu er denne logik sat ud af kraft af noget større, som er liv og død. Vi indser måske, at vi ikke kan frigøre os fra naturen og forgængeligheden. Nu må vi kalde på empatien, menneskeligheden, sundheden. På et splitsekund er økonomien gået fra at være målet, men nu er den midlet, der skal redde mennesket og samfundet fra virussen. Det er interessant og kan måske lære os, at det er mennesket, der skal styre økonomien og ikke økonomien, der skal styre mennesket.”

Men når alt kommer til alt, så tror han ikke på det. Han tror ikke på, at enhver krise kan være frugtbar. Der foregår en intellektualisering og måske endda en idyllisering af at mærke de eksistentielle grundvilkår midt i krisen: angsten, ­ensomheden, kedsomheden, dødelig­heden. Men det var i virkeligheden ­bedre at parkere sin weltschmerz og flytte fokus mod noget andet, mener Knud Romer.

Hans far sagde altid til ham, når han var deprimeret: ”Så er det jo godt, at der skal vaskes gulv,” og det var en hjælp, fortæller Knud Romer:

”Det samme sker, når så mange pludselig begynder at synge ’Er du dus med himlens fugle’ sammen med den altid elskelige Phillip Faber. I sangen op­hæves det private følelsesliv til noget fælles, nærmest som en slagsang. Det er en eskapisme fra det ensomme og ængstelige, som skaber ro, så vi mærker, at det er pladsen mellem mennesker, det handler om, og ikke det enkelte menneske.”

Den gale og den geniale
Selvom Knud Romer er ved at miste synet, så fejler samfundsindsigten intet. Men midt i hans ordkunst er det svært at gennemskue, hvorvidt han taler om sin egen krise eller samfundets krise. Knud Romer kan ikke frigøre sig fra sin egen natur, og han kan ikke fra­sige sig at være en nostalgiker på flugt fra virkeligheden og forgængeligheden. Men nu har den virkelighed indhentet ham, ligesom en virus har vist, at udødeligheden var en illusion, hvis nogen skulle være i tvivl. Det værdifulde vil altid være sårbart, så det skal værdsættes, mens det er der, mener Knud Romer.

Han brugte 12 år på at skrive romanen ”Kort over paradis”, der blev hans livsværk, men da kunsten vandt, tabte familien. Debattøren med de store samfundsvisioner og idéer trådte i baggrunden, og forrest er nu sorgen over det liv, der er visnet parallelt med erindringen om en fortid, der var lidt lysere og lidt lettere, fortæller forfatteren. Nu skal ­noget nyt tage form, men når både den indre og ydre verden er lidt af lave, er det svært at tro på noget – på en ny og meningsfuld hverdag.

Knud Romer ryger på sin pibe og kigger ud af vinduet. Bilerne støjer som en vinkelsliber, der bare vil dele manden i to: den gal-geniale kunstner på den ene side, og faderen, der savner sine døtre, på den anden.

Men hvilken af disse sider af Knud ­Romer er egentlig mest givende?

”Det er den person, der tager sig af ­andet og andre end sig selv. Det er ikke ham, der sidder og siger, jeg lider af angst, jeg har gennemskuet det hele, og nu lærer alle andre det på den hårde måde. Nej, angst og sorg er det værste i verden. Jeg er kommet til skade, og nu handler det bare om at finde ro og stille og roligt vågne til virkeligheden igen. Det håber jeg også sker for resten af den danske befolkning: at det snart bliver hverdag igen. Men indtil da handler det om at holde sig i gang – og måske spørge sig selv, nu hvor bundpunktet er nået, hvad man tager med sig ind i den nye hverdag, og hvad man lægger bag sig. Og så er det nok ikke nogen dum idé at synge med Phillip Faber, lægge puslespil og flytte fokus mod noget større – og væk fra den private livslede og krise."

"Jeg skriver patetisk og gammeldags, fordi det er sådan, jeg er. Derfor er det katastrofalt for mig, at min egen opbyggelige livsfortælling er brast sammen. Det er et illusionsbrud, alt er forandret, og noget nyt skal opstå,” fortæller Knud Romer Foto: Julie Kristensen
”Jeg arbejdede i 12 år på ”Kort over paradis”. Det kompromisløse nattearbejde og min livslange drøm om at udkomme på et stort, tysk forlag har ødelagt mit liv og splittet min familie ad.”​​​ Foto: Julie Kristensen
Knud Romer er blevet blind på det ene øje, mens det andet ser hvide nuancer af silhouetter, der vil blegne mere og mere, indtil han en dag bliver helt blind. Foto: Julie Kristensen
"For tiden spiser jeg ikke, for jeg gider ikke lave mad til mig selv og spise ved et tomt bord. Jeg savner min kone og mine børn, og jeg hader at være alene,” fortæller Knud Romer Foto: Julie Kristensen
"Jeg har mistet min kone, ­mine børn, min bil, min båd, mit hus i Kragevig, mit syn og min fremtid. Jeg har mistet alt på én gang,” fortæller Knud Romer Foto: Julie Kristensen

"Det er mennesket, der skal styre økonomien og ikke økonomien, der skal styre mennesket.”

Knud Romer

”Så ramte alvoren, men du klamrer dig til livet, og det sidste, du skal give slip på, er puslespillet og toiletpapiret."

Knud Romer