Kommentaren

Kirkernes sociale arbejde er afgørende for landkommunerne

Heldigvis er der mange sogne rundt om, som tager ansvaret på sig og laver faste indsamlinger til de kirkelige organisationers indsats for mennesker i en udsat position, men der er stadig mange steder, hvor indsatsen kunne opprioriteres, skriver politiker Pernille Vigsø Bagge. Foto: Søren Staal.

Der er stadig mere end nok at se til for de kirkelige organisationers sociale arbejde i de større byer, men desværre er de sociale problemer, vi kender fra industrisamfundets tid, i høj grad flyttet ud i landdistrikterne, mener politiker Pernille Vigsø Bagge

Fra industrisamfundets tid har vi været vant til, at de kirkelige organisationers sociale indsats var koncentreret om de store byer. For eksempel KFUK’s sociale arbejde med udsatte kvinder i ”Rederne” og Kirkens Korshærs herberger og varmestuer til gavn for de hjemløse, de udstødte og samfundets lavest rangerende – i flertalsbefolkningens optik.

Og den diakonale indsats fra disse organisationer har været uvurderlig og gjort en stor forskel. Også i en tid hvor velfærdssamfundet voksede og voksede, men ikke havde evne til, mulighed for og måske ikke engang forstand på, hvordan man rækker hånden ud til de mest udsatte mennesker i vores samfund.

Større behov for socialt arbejde på landet

Tiden er en anden nu. Der er stadig mere end nok at se til for de kirkelige organisationers sociale arbejde i de større byer, men desværre er de sociale problemer, vi kender fra industrisamfundets tid, i høj grad flyttet ud i landdistrikterne. 

Læs også: "Vi skal have råd til kirker på landet"

Steder hvor faldefærdige huse, mangel på arbejdspladser og social udstødelse i højere grad end tidligere (hvor folk i landsbyen kendte hinanden og kom hinanden ved) er dagens orden, og uden at velfærdssamfundet (altså kommunerne) helt ved, hvad de skal stille op eller yde af støtte og hjælp. 

En henvisning til samtale på jobcentret i kommunens hovedby er ikke nødvendigvis den rette medicin for fattige, udstødte og udsatte mennesker i landets yderområder. 

Vi kan se, at kvinder i prostitution placeres i faldefærdige huse og udlejede sommerhuse i landets yderområder, og selv om flere gør en indsats, for at disse (af og til handlede) kvinder skal have tilbud om en mere tålelig tilværelse, så mangler ofte det nærvær og den diakoni, som en lokal sognekirke måske ville kunne tilbyde disse kvinder. 

Læs også: Forskelle på land og by fyldte på præstemøde
 

Vi kan se, at flere og flere mænd i alle aldre sidder tilbage med misbrugsproblemer, arbejdsløshed og ensomhed i landets yderområder, fordi kvinderne, også i alle aldre, rejser til de større byer, for at uddanne sig, for at leve et andet liv eller for at realisere sig selv. Her kunne den lokale sognekirke være det sted, hvor alle kan komme med i et fællesskab uanset baggrund og forudsætninger. 

Vi kan se, at familier med børn flytter rundt i yderområdernes faldefærdige rønner, fordi fattigdom, sygdom eller mangel på uddannelse har gjort familiens forældre ude af stand til at forsørge familien og dermed gjort børnene til en del af den statistik, der viser, at flere børn vokser op i fattigdom. 
 
Læs også: Kirke møder modstand for socialt arbejde

Også her kan den lokale sognekirke være det sted, familien kan møde både det budskab og den næstekærlighed, der kan være vejen ud af en svær situation. 

Folkekirkens sociale ansvar skal i fokus

Derfor må folkekirkens ansvar for også at gøre en diakonal indsats på dagsordenen. Heldigvis er der mange sogne rundt om, som tager ansvaret på sig og laver faste indsamlinger til de kirkelige organisationers indsats for mennesker i en udsat position, men der er stadig mange steder, hvor indsatsen kunne opprioriteres. 

Kirkens opgave med at være til stede som et fællesskab for alle, uanset hvem de er, og hvorfor de er, som de er, må højere op på dagsordenen. Diakonien er vigtig – og jeg ved at de kirkelige organisationer hellere end gerne indgår i et forpligtende samarbejde med sognene. Organisationerne ved, hvad der virker, og de har erfaringen. Der er - desværre – nok at tage fat på! 

Pernille Vigsø Bagge er teolog, folketingsmedlem (SF) og skriver kommentaren ved religion.dk