Et stykke tøj kan ikke være uforeneligt med franske værdier

Argumentet om burkiniernes uforenelighed med franske værdier er problematisk. Hvis en muslimsk kvinde vælger at iklæde sig en burkini, bør en stat, der respekterer personlig samvittighedsfrihed, ikke forbyde det, mener lektor og ph.d. Sune Lægaard

Da den franske forvaltningsdomstol den 26. august suspenderede burkiniforbuddet i byen Villeneuve-Loubet, forkastede den nogle argumenter, der ikke har ændret sig, siden den første tørklædesag startede i den parisiske forstad Creil i 1989, hen over debatten om loven fra 2004, der forbød religiøs beklædning i offentlige skoler, til loven fra 2010, der forbød ansigtsdækkende beklædning i det offentlige rum.

Argumenterne for forbud handler stadig om den religiøse beklædnings uforenelighed med franske værdier, om kvindeundertrykkelse, islamisme, sekularisme og om trusler mod den offentlige orden. Anledningen til de seneste forbud mod burkinier er ny: De seneste års terrorangreb i Frankrig. Men dette har ikke ændret argumenterne for forbud meget. Forvaltningsdomstolen gjorde ret i at suspendere forbuddet, da argumenterne alle er problematiske.

Argumentet om burkiniernes uforenelighed med franske værdier er problematisk, for hvordan kan en beklædningsgenstand overhovedet være uforenelig med bestemte værdier? Tøj er ikke værdiladet. Det er kun menneskers handlinger, der er udtryk for værdimæssige valg.

Derfor kan man ikke sige, at et stykke tøj i sig selv er foreneligt eller uforeneligt med bestemte værdier – det kommer an på, hvorfor bestemte personer bærer det. Man bliver altså nødt til at undersøge, hvorfor muslimske kvinder bærer burkinien for at bruge dette argument. De undersøgelser laver de franske kommuner ikke, og alene derfor forekommer forbuddene for vidtgående.
 
Burkinien skulle angiveligt også være uforenelig med værdier om kvindefrigørelse og kønsligestilling. Der er tale om et beklædningsstykke for kvinder frem for mænd, hvilket er en klar forskelsbehandling mellem kønnene. Det betyder dog ikke i sig selv, at der er tale om en problematisk form for forskelsbehandling. Kjoler er også i vestlige samfund normalt noget, kun kvinder går med – men det betragtes ikke som problematisk.
 
De fleste muslimske kvinder, der bærer burkini, gør det formentlig ud fra en islamisk overbevisning om, at kvinder bør være beskedne og tildække sig. Den slags opfattelser kan man være enig eller uenig i. Men i den udstrækning, muslimske kvinder selv vælger at klæde sig i overensstemmelse med deres overbevisning, bør en stat, der respekterer personlig samvittighedsfrihed, ikke forbyde det.

Der er problemer med social kontrol og tvang i nogle muslimske miljøer. Hvis det kan påvises, at nogen er tvunget til at bære tørklæde, burka eller burkini, skal staten selvfølgelig gribe ind. Men der er samtidig eksempler på, at kvinder gør dette af eget valg. Derfor kan et generelt forbud ikke forenes med vestlige frihedsrettigheder og kan ikke begrundes ud fra hensynet til kønsligestilling.

Fortalere for forbud hævder nogle gange, at problemet i stedet er beklædningsgenstandens mere generelle signalværdi, for eksempel at tørklæder udtrykker tilslutning til islamisme. Dette er dog et lidt komisk argument i forhold til netop burkinier – det er vel ikke særligt islamistisk at bade og spille beachvolley på offentlige strande?
 
Det mere generelle problem med denne type argument er igen, at signalværdien i et stykke tøj er et spørgsmål om fortolkning. Når fortolkningen er så omstridt, som tilfældet er her, kan en liberal stat ikke lægge en bestemt fortolkning til grund for et forbud.
 
Argumentet, om at burkinier som religiøse symboler er uforenelige med sekularisme, beror på en forståelse af sekularisme, der selv i Frankrig er for vidtgående. Sekularisme handler om statens institutioner, ikke om det offentlige rum mere generelt.

Det sidste argument om, at burkinien er en trussel mod den offentlige orden, er utroligt – burkinier har kun givet anledning til uorden, når kvinderne, der bærer dem, er blevet antastet. Det svarer til at forbyde Muhammedtegninger af frygt for muslimsk vrede. Det siger det hele.
 
Man kan mene, hvad man vil om tørklæder og burkinier. Men statslige forbud mod den slags religiøs beklædning i det offentlige rum er problematiske. Dette understøttes af, at selv en forvaltningsdomstol fra Frankrig, der ellers har indført de mest vidtgående forbud, afviser forbuddet.

Sune Lægaard er ph.d., lektor og skriver kommentaren ved religion.dk.